Peder Claussøn Friis (1545–1614) was a Norwegian Lutheran clergyman, author and historian. His name was latinised as Petrus Claudii (or Nicolai) Frisius. Sometimes the epithet Undalinus or Undalensis was used in place of Frisius, after the parish Undal where his father was the parish priest during his childhood.
None of his works were published in his lifetime, but circulated in manuscript form. Some were published by Ole Worm in 1632 and 1633, others survive in manuscript copies, while some smaller works and parts of larger ones are lost.
The last of his works to be written, but the first to be published is called Norrigis Beſcrifuelſe (the description of Norway). As it was printed alongside some smaller works by the same author, the published book gained the more baroque title Norriges Oc Omliggende Øers ſandfærdige Beſcriffuelſe (the truthful description of Norway and adjacent islands).
Strax norden for Nummedalen oc Jemteland boe Finnerne inderſt i Fiordene, oc paa det ſtore Field Kiølen indtil Lands enden; de Finner ſom boe ved Fiordene, kaldis Siøfinner, men de ſom vancke paa det ſtore Field, kaldis Lappefinner eller Fieldfinner, oc baade partene kaldis ocſaa Gannfinner, for den Troldom de bruge, huilcken de kalde Gan.
Oc ere Finnerne icke andet at regne end for Hedninge, fordi de vilde icke lade ſig rettelige underviſe i den Chriſtelige Tro oc Lærdom: thi endog at Siøfinnerne føre deris børn ud til Preſterne, oc lade dennem døbe (ſomme naar de ere 3 eller 4 Aar gamle) oc ſomme komme om Aaret ud til Kircker oc høre Prædicken oc annamme ocſaa Alterens Sacrament, (huilcket udi Pawedommens tid, oc end lenge der efter, bleff dennem gifuit uviet oc uſacreret ſom mand mente) oc en part vide huilcke Preſtegield de høre til, oc gifue deris Sognepreſt ſin aarlige rettighed: Saa beviſe de dog met deris ugudelige oc forſkreckelige Troldom oc Afguderi, at ſaadant er icke uden idel ſkrømpteri, ſaa ſom huer ſkal kunde forſtaa oc mercke aff deris efterſkrefne Hiſtorier.
Thi de hafue deris Afguder ſtaaendis i Skoufue oc vilde Marck, oc ere mange om huer Afgud, ſomme hafue en ſtor Steen, ſomme et ſtort Granetræ, oc en part giøre ſig et ſtort Træbillede, oc ſette det nogenſteds hen i en hule under et Field, oc ſaadanne kalde de deris Landguder, oc ſkrifue deris mercke paa den̅em, oc giøre dennem offer oc tieniſt efter Hedenſke vijs; oc alt ſaadant giøre de ſaa lønlige under ſig ſielfue, lige ſom Biermlænder ocſaa hafue i fordum tid haft deris Afgud, huilcken de kallede Jomala, ſom mand kand læſe udi S. Oluffs Hiſtorie.
Det hende for faa Aar ſiden, at en Mand, ſom endnu lefuer paa Helieland, drog paa Fieldet oc ſøgte efter Biørne, oc hand kom til en Heller (det er en ſtor hule under en Klippe) der fand hand i ſamme Heller et ſtort groft Billede, ſom var en Finnegud, oc ſtod der hos hannem Finnens GanEſke, oc der hand oplod ſamme Eſke, da krøb den fuld aff blaa Fluer, huilcke vare Finnens Gan og Troldom, ſom hand dagligen udſender. Afguden hug hand i ſtycker, oc opbrende for Ved om natten, men Eſken ſætte hand til ſide, oc torde intet mere røre ved, oc packede ſig der fra om morgenen, met det ſnariſte. De ere alleſammen grumme Troldfolck, huis lige jeg icke troer at hafue nogenſteds værit, eller undnu findis i Verden, oc deris Gan gaar i Arff, ſaa at en Slect er rammere oc ſterkere i deris Troldoms konſt, end en anden, oc Lappefinnerne ere en part argere der met, end Siøfinner, huorfor de oc ſætte deris Børn til Lære hos Lapperne, fordi det er dem fornøden, at de alle oc huer ſkulle kunde den konſt, ellers blifue de fortryllet oc forgiort aff de andre, oc kand Finnen icke trifuis, uden hand huer dag ſender en Gan ud, det er en Flue eller Trold aff ſin Ganeſke eller Ganhiid, det er en Skindpoſe, ſom hand hafuer dem udi, oc naar hand icke hafuer Menniſken at forgiøre, oc ſende ſin Gan udi, (huilcket hand icke giør, uden hand hafuer nogen Sag met hannem) da udſender hand den i Vær oc vind, oc lader den ramme paa Menniſker, Queg eller Diur, eller huor den kand, oc ſtundum ſender hand ſin Gan i Fieldet, oc ſprenger ſtore Field ud, oc for en ringe ſags ſkyld ſkiude de deris Gan i Menniſker oc forgiøre dennem, ſom de meene, huor til Menniſkens vantro gifuer dem mact, dog hafue de icke mact met at forgiøre nogen, uden de vide hans Faders naffn.
De kunde oc fly noget at vide, huad der ſkeer paa andre ſteder langt borte, oc da legger hand ſig ned, oc gifuer ſin Aande fra ſig, oc ligger ſom hand var død, oc er ſort oc blaa i ſit Anſict, oc ſaaledis ligger hand en time eller halff anden, efter ſom ſteden er langt borte, ſom hand ſkal forfare nogit paa, oc naar hand da opvogner igien, kand hand ſige, huorledis det gaar til, oc huad viſſe Perſoner giøre oc hafue for hænder paa det ſted, ſom hand er ombeden at forfare paa.
Saa ſom mand hafuer ſkinbarlig ſeet paa en Garpeſtoufue i Bergen hos Johan Delling, at en Finne ſom var kommen til Bergen met en, ved nafn Jacob Smaaſuend, oc bleff ombeden at fly dem at vide huad fornefnte Johan Dellings Herſkab udi Tydſkland giorde oc beſtillede, da hafuer hand lafuet ſig til oc ſad oc rafuede, lige ſom hand hafde værit drucken, oc i det ſamme ſpranck hand haſtelig op, oc løb nogen gange omkring, oc falt ſaa ned, oc bleff der liggendis for dem, lige ſom hand hafde værit død, oc der hand omſier opvognede igien, ſagde hand dem, huad hans Herſkab paa den tid beſtillede oc giorde, oc det bleff ſtrax antegnet i Stufuens bog, oc befantes der efter ſant at være, det ſom hand der om ſagt hafde.
Hand kan oc giøre oc opvecke hvilcken Vind ſom hand vil, oc ſynderlig den Vind, ſom hafuer blæſt den tid hand bleff fød, oc de ſom kiøbe Bør aff hannem, dem antvorder hand et ſnøre eller baand, met tre Knuder paa, oc naar hand opløſer den førſte Knude, faar hand paſſelig Bør, oc løſer hand den anden Knude, da faar hand ſaa ſterck Vind, ſom hand kand meſt raade, Men løſer hand den tredie Knude, da gaar det icke aff uden Skibbrøde oc mandemiſte.
Det ſkeer oc ofte, at de blifue indbyrdis uens, oc forgiøre huer andre, ſom det nogen Aar forleden gick met en Finne, ſom var megit kunſtig paa ſin handel, oc kalledis derfor Asbiørn Gankonge; Oc en anden var vred paa hannem, oc vilde forgiøre hannem, men hand kunde ingen raad eller mact faa met hannem, før end det tildrog ſig, at ſamme Gankonge laa en nat under en høy Klippe oc ſoff, oc den anden ſkiød ſin Gan udi Klippen oc ſprengede den ud, ſaa at den fald ned paa hannem, oc der bleff hand død.
De bedrifue oc ſomme megen arrighed met deris troldom, ſaa at den ene ſkiuder eller ſender ſin Gan i et Menniſke, oc en anden bider den ud igien, oc drifue deris lyſt met Menniſken at plage, oc bekomme hans Gods oc Penninge derfor; ſaadan hafuer en værit ved naffn Halſtein Garp, huilcken bode paa Helieland, oc i ſin ungdoms tid hafde værit i Danmarck hos Kong Chriſtian met nogne Rinsdiur, hand bleff brent for nogen faa Aar ſiden paa Helieland, met ſin Kone Skaner Karin, for deris troldom, met huilcken de hafde forgiort mange Menniſker, oc en part hafde hun huilpet fra den troldom, ſom de hafde paaſend dennem.
Det er oc ſkeet, at de hafue kampet med hin anden, huem ſterckiſte Gan kunde giøre, oc den ene lod en ſtor ſteen flyde ofuer et Sund, men den anden vreet Hofuedet tuert paa den førſte, ſaa at Anſictet vende hart bag i nacken, oc de andre Finner kunde icke met ald deris konſt faa det i ſit forige ſted igien, ſaa lenge hand lefuede, men nogit finge de det tilbage igien, ſaa at det ſtod tuert paa hannem.
Dette ſkrifuer jeg icke gierne om de onde Folck, megit mindre dømmer jeg her noget om, uden at Satan er en tuſindfold Konſtener, oc megit kraftig i de Vantro Menniſker.
Finnerne ere maugre oc ſkrinde Folck, oc dog megit ſterckere end andre Menniſker, ſaa ſom mand kand prøfue paa deris Buer, huilcke en Norſk Mand kand icke drage halffparten ſaa langt op, ſom Finnen kand, De ere megit ſorte oc brune paa deris Krop, oc ere haſtige oc ondſindede Folck, lige ſom de hafde en Biørnenatur.