Niels Knag’s redaction of Anders Pålsson’s explanation

A different redaction of Anders Pålsson’s account survives in two manuscripts in the Royal Library in Copenhagen, Kall 227 folio and Thott 1735 quarto. The latter is signed by Niels Knag and dated to December 15th 1693. The bulk of the text corresponds almost verbatim with the section said to be the confession made by Anders Pålsson in the presence of Niels Knag and the deputy bailiff Ole Andersen on December 8th 1691, and which was read aloud in the court. As this section contains drawings of three of the symbols of the drum, there can be no doubt that both of these redactions here copy the same written original document, which is no longer extant. After the description of the drum, the texts start to diverge quite a bit, although retaining enough correspondences to show that they also here go back to the same written original.

As Knag’s redaction thus independently goes back to the same lost earlier source as the court proceedings do, and also contains additional material, at least some of its contents might have independent source value. I therefore present a transcription of one of the extant copies, but rather that providing a translation of this, I also present both redactions side by side with a commentary on the differences.

Kall 227 folio

Kall 227 folio is a manuscript containing copies of miscellaneous texts pertaining to the missionary work among the Sámis and pre-Christian Sámi religion. A copy of Knag’s account is found on fol. 119 recto to fol. 126 verso in a fairly clear Kurrent script. One of the preceding texts is dated 1730, so unless the volume merely consists of various previously separate documents bound together, the copy presumably postdates this. The concluding commentary shown in grey is not pertinent to the text itself, only its inclusion here or some later use of it.

1691. Den 7. Decembr. blew Anders Powelſen Find hentet med ſin Rŭne Bome fra Woranger til Wasöl af UnderFoged Olle Anderſen og Finne Lehnsmand Powel Iwerſen ſamt nogle andre Finner.

Den 8. Dec. blew hand i mit Kammer examineret i bem^te UnderFogeds og Lehnsmandens Nærwærelſe, hans Bekiendelſe ŭdfaldt den Tid ſom og ſiden til Tinge ſaaledes: At wære barnföd og ſlŭpen fra ſin Moders Bŭg i Torne Lapmark i Swerrig, ſiden tilholdt i Norge wed Söe Siden, i Nordland og i Finmarken, og imidlertid contribueret Söe-Skat og Leding med anden Rettighet ligeſom andre Finner, hawer og mange gifte Börn her i Finmarken for Weſter og her Øſter, ſom ſkatter til Hans Kongl. Maj^t. Siger ſig at wære af et Smal hŭndrede Aars Alder, er 100. Aar. Den Kŭnſt at ſpille paa Rŭne Bomen ſagde hand ſig at hawe lært i ſin Ungdom af ſin Moder; og da hand begÿndte, war hand det förſte, 2^det og 3^die Aar wild og galt, dog ikke ſaa gal; at hand giorde nogen Mand Skade. Wed ſam̅e ſin Lære lowede Gŭd ham, at hand ald ſin Liws Tiid ſkŭlle hawe goed Lÿkke, men hand ſaae ikke Gŭd, da hand fik de Löfter, alleene ſaadanne Tanker kom ham ſtedſe i Bröſtet, da hand lærde. Rŭne Bomen hand nŭ hawer ſiger hand ſig ſelw at hawe giort, den er af Fÿre Træ, ŭdhŭllet ſom en ſtor Rŭnd dog af lang Skaalle. J Bŭnden paa dend hawer hand ŭdſkaaret 2^de lange Hŭller, og er af dens heele Træ imellem Hŭllerne ſom hand holder den med, med den wenſtre Haand naar hand ſpiller, og dŭer dend ikke naar den ei er giort af Fÿre Træ; owen paa den er feſtet et bered Skind ligeſom paa en Tromme, og er ſamme Skind ligeſom et Trom Skind; wed Enderne af den hænge Ræwe Ører, 2^det et Ræwe Trÿne og en Ræwe Kloe, ſom hand ſiger at ſkal wære prŭnket paa Rŭne Bomen. Paa Skindet af denne Rŭne Bome hawer hand malet med ſit Blod, ſom er ŭdſkaaret ŭnder hans Bröſt, förſt afdeelt den med 4^re Streger, ſom giör 5. Rader, og imellem hwer Rad er efterſkrewne Figŭr[er] malet, hwer med ſin Bemerkning ſaaledes:

Udi den förſte Rad

1. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Ilmaris, det er Storm og ſlem Weir, den kand forŭroelige Söen, at Skibe og Baader forgaaer, han[d] kand og forderwe Jordens Gröde og Hawets Fiſke og forſkaffe ondt Aar, hworom Gŭd ſkal bedes, ſom hannem det ſkal tilſtede, men ſiger det er Sÿnd at bede derom.

2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Diermis, det er Torden, naar Gŭd bedes, ſaa hielper den Skibe og Baade i Storm og Haws Nöd; den giwer og god Lÿkke til Lands og Wands, og redder i ald Nöd og Fare.

3. En wild Reens Lignelſe, ſom hand kalder Gvodde[,] det er en wild Reen. Naar Gŭd bedes, da giwes wed dend Lÿkke til at faae ſkÿde wilde Reener; og naar der ſpilles paa Rŭne Bomen, da derſom Ringen ikke wil dandſe til denne Reen, da faaer hand ſom ſpörger efter goed Lÿkke til Skÿtterie, ingen Reen denne gang, om hand endſkiöndt giör ſin ÿderſte Flid, og naar denne Reen tilſtedes at gaae lös, kand den forſkaffe andre wilde Reener at komme til den der ſkal ſkÿde; kand og bortſkreme wilde Reen, at mand ingen kand faae, den kand og foraarſage, at tamme Reen ſkal wel triwes, og Ulwene med andre ſlemme Dÿr ſkal wige fra dem.

Udi den anden Rad

1. En rŭnd Sirkel med en Streg igiennem, den kalder hand Peive er Solen. Naar Gŭd bedes, da ſkal den giwe godt Solſkin, let Lŭft og ſmŭkt Weir, helſt naar Reens Dÿrene wil kalwe, og ellers giwe got Weir, naar derom bedes, kand og ſit Skin indeholde, naar derom bedes.

2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Jumal Barn, det er Gŭds Barn eller Gŭds Sön Chriſtŭs, naar hand tilbedes, ſaa löſer hand af alle Sÿnder.

3. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Jumal Etziem, d. e. Gŭd Fader, hand ſtraffer alle Sÿnder, ſaa og hielper, ja forſkaffer, ja ſkikker Straffer, og tilſteder forbe^te og efterfölgende hwad de giör, naar hand derom bedes.

4. En Kirkes Lignelſe, ſom hand kalder Dom Kirk, d. e. Dom-Kirken, den tilbeder hand, og ſiger hand wed dend at faae Sÿndernes Forladelſe, Siælens Salighed og en chriſtelig Död, og enten mand döer eller lewer ſaa hielper ſamme Kirke; wil nogen hawe goed Lÿkke, da ſkal hand giwe dend Wox-Lÿs, Wild Ware, Penge eller andet, hwilket leweres til Prowſten til den Kirke ſom er næſt hos, ſiden tilbedes Gŭd, og hannem erindres, at den Perſon har giwet det eller det til Dom Kirken, tilmed hawer hand og holdet ſine hellige Dage rettelige, derfor formanes og bedes Gŭd om en goed Lÿkke til det eller det, ſærlig naar hand hawer ſÿndet, at faae Sÿndernes Forladelſe, og da bedes formedelſt Kirken og det Gode mand Kirken giwet hawer om ſin Siæls Salighed og om en god og chriſtelig Död, ſaa hielper Gŭd ret mandelig.

5. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Engel, det ſkal wære Gŭd den hellig Aand; naar hand bedes, hand löſer af alle Sÿnder, ſaa mand bliwer et nÿt og reent Menniſke, naar hand wil hielpe. Den Gŭd ſom tilbedes, ſom ofte meldt er, ere de Lignelſer og Figŭrer ſom hand afmalet hawer efter Perſonerne i Gŭddommen, ſom hand ſiger, at hans Moder hannem lært hawer.

Ellers ſtaaer hos hwer Perſohn i alle Rader en Staw afmalet, ſom hand kalder Juncher Sabbe eller Stŭr Herr Sabbe, thi hand ſiger, ligeſom Jordens Herrer hawe deres Staw i Haanden, ſaa hawer og disſe Perſohner Stawer i deres Hænder.

Udi den 3^die Rad

1. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder S^t Anna denne er Maries Söſter, og er i Raad med Maria, naar hŭn hielper, ellers kand denne intet giöre ŭden Maries Willie.

2. Et Qwindfolks Lignelſe, ſom hand kalder og næwner paa adſkillige Maader, Maria Jummal Enne, Jŭmal Ache, d. e. Maria Chriſti Moder, Gŭds Qwinde; naar hŭn tilbedes, hielper hŭn ſærdeles alle Barſel Qwinder, hŭn hielper og til at löſe fra alle Sÿnder, hielper og tilbedes lige wed Gŭd.

3. Er 3^de Menniſkers Lignelſerr, ſom hand kalder Julle Peive, Julle Herr, d.e. Jŭlle Dage, Jŭlle Herrer ſom raader Jŭllen. ouch Julle Peive Herr, förſte Jŭlle Dags Herre, gougt Julle Peive Herr, anden Jŭlle Dags Herr, Guolme Julle Peive Herr, tredie Jŭlle Dags Herre. Naar nogen wanhelliger diße Dage, da ſkal Gŭd ſtraffe dend, men naar nogen holder dem ret hellig, og hand wil bede Gŭd om noget, da ſtilles de frem for Gŭd, og foregiwes, at dend eller dend hawer holdt de Dage hellige, og at Gŭd af deßen Aarſag wil hielpe; ſaa hielper Gŭd derfor ŭdi alt hwis ſom begiæres.

Udi den 4^de Rad

1. En rŭnd Sirkel ſom hand kalder Manna, det ſkal wære Maanen; naar Gŭd bedes, da giwer den klar Skin og got Nat Weir, helſt for wandrendes Folk.

2^den og 3^die Ere 2^de Mænds Lignelſer, ſom hand kalder Olmoug Manne Kirch, d. e. Folk ſom gaaer til Kirke, hwilke hand holder ikkŭn for en Bemærkning ligeſom andre Folk gaaer til Kirken. Wed hwilke hand ligner endeel Folk, at naar de gaaer i Kirke, kand hand forgiöre dem, naar hand meener dem ondt, kand og bewilge dem got, naar hand meener dem wel.

4^de Er en Kirkes Lignelſe, ſom hand kalder Kirch, og ſkal betÿde den Kirke hwor hand hawer ſit Tilhold wed, til denne Kirke ſiger hand baade ſig ſelw og andre offrer, baade Wox-Lÿs, Penge og andet, dog offrer ingen, med mindre de bliwer hiŭlpne, hwilket Offer de ſiden lewerer til Præſten til den rette Kirke, ſom denne afmalede hawer ſin Bemærkning af. Item, naar nogen er ſÿg, eller hawer Modgang paa Reen, eller andet ondt er nogen wederfaret, da bedes og lowes til denne Kirke, og naar ſaa nogen bliwer hiŭlpen, da faaer Kirken, hwis lowet er, men det leweres til Præſten, og ſiger, at mand hawer lowet den Præſtes Kirke det i Nödsfald.

5^te En Mands Lignelſe, ſom ſtaaer paa den anden Side Kirken, det ſkal wære een, ſom kom̅er paa den anden Side og wil gaae til eller fra Kirke, ſom kand giöres wed ligeſom de forrige.

Udi den 5^te Rad

1. Et Qwindfolks Lignelſe, ſom ſkal wære den bŭndne Diæwel ſin Qwinde, ſom er Fandens Moder, hwis Nawn hand ſagde ſig ikke wide, men næwner hende den ſtore Diæwels Moder.

2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom ſtaaer lidet neden for denne förſte, ſom hand ſiger ſkal wære alle Slags Sÿgdom, ſom Spedalſkhed, Falden Sÿge, Watterſot og deslige, ſom ellers er een af Diæwlene. Dend ſam̅e dræber Menniſker og Beſter, og er alle Slags Beſkadigelſe ſom nogen paa Legemet kand wederfares.

3. Et Menniſkes Lignelſe lige for denne ſom meldt er, ſom hand ſiger ſkal wære den Diæwel, ſom nŭ er lös og regierer i Helwede, og er den bŭndne Diæwels Sön. Den ſwewer om i Werden, hwilken hand ſiger ſig ikke hawe Nawn paa, og at denne römte, da Gŭd band den anden Diæwel, ſom herefter om meldes, og at, da Gŭd fandt denne, da hawde Gŭd Jernſkoe paa og tröde denne i en ſtor Mÿr, og ſaaſnart Gŭd gik fra ham igien, da ſtoed hand op og löb bort.

4^de Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Tol, det ſkal wære Helwedes Jld, den Jld brender Menniſkens Legeme og Siæler i Helwede.

5^te Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Tarve Giedme, ſom ſkal wære Helwedes Tiære-Kiædel, ſom kaager Menniſkens Siæle i Helwede.

6^te Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Haufd, d. e. Helwedes Graw, hworŭdi Gŭd kaſter, alle de Menniſkers Legemer, ſom troer paa Diæwelen.

7. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hawer en Streg lige fra Halſen til en Stötte, denne kander hand Huenaales Guoliſes, d. e. en Lenke bŭnden Diæwel, ſom skal wære den Diæwel, ſom blew bŭnden, da Gŭd ſkabte Werden, hand hawer meget at ſige i Helwede, men intet i Werden[.]

Til denne Rŭne Bome hawer hand 2^de Hamre, giort af Reen Horn, ſom hand kalder Ziaarve Vetzier, med den eene banker hand idelig paa Rŭne Bomen, naar hand noget wil forrette, tilmed hawer hand af Meßing giort en liden indhŭl Dekkel med Meßing Ringe ŭdi, ſom hand kalder Palm, denne ſetter hand paa Rŭne Bomen, og löfte[r] Rŭne Bomen op og ned med ſin Haand, wrier og holder den af og til, og imedens banker med Hameren, og ſiger hand at MeßingDekkelen ſwarer ham Gŭdernes Willie.

Naar hand ſkal ſpille for nogen og bede for den ſamme om noget, da maae hand ſlaae paa Rŭn Bomen og Dekkelen dandſer op og ned, gaaer da Dekkelen imod Soelen og ſaalangt ned at den kom̅er til een af de Figŭrer i den ſidſte Rad, der Diæwlenes og Helwedes Afmaling er, og bliwer der ſtaaende og ikke wil dandſe tilbage igien, da er Gŭderne wred paa den hand ſpiller for, og forkaſter denſam̅e med Liw og Siæl til Helwede, ſaa hand ikke ŭden ſtörſte Beſwærlighed kand hielpes i Gŭdernes Gŭnſt. Hender det ſig og at Dekkelen gaaer ikke til den nederſte Rad, dog imod Soelen, da hawer den hand ſpiller for en ſlem Lÿkke, men gaaer den med Soelen, hawer hand en goed Lÿkke.

Da der ſpilles for nogen, korßer hand förſt ſig, dernæſt Rŭne Bomen nogle gange, og læſer Fader wor med andre Bönner og Tilbedelſer, ſom ei forſtaaes, thi hand ikke læſer det ſaa hoÿt, at mand det kand begribe, begÿnder med grædende Taare i dÿbeſte Devotion ſin Bön ſaaledes: Atziem, achie, barne ja Engil ſeende paa ſine Billeder, ſigende: O Fader, din Qwinde med din Sön og Engelen, dŭ ſom har ſkabt Himmel og Jord, Soel og Maane ja Stierner, alle Menniſker, ja alle Fŭgle, ja alle Fiſke og Hawet; hielp nŭ N. N. og ſig hannem N. N. og giör det for hannem, hand bekiender ſine Sÿnder for dig, hand lower aldrig at ſÿnde meere forſætlig imod dig, hielp dŭ ham nŭ. Hwad flere Ord war kŭnde ei forſtaaes, da hand ſaaledes længe hawde bedet og ſŭkket, derhos erklærede ſig ſelw at wære en grow Sÿnder og ŭwærdig baade for ſin Alderdom, og for ſine mange Forſeelſer, ſom hand og afbad, lowede at tilgiwe alle Menniſker, hwad de ham fortörned hawer, begÿndte ſtrax at banke med Ham̅eren, og Dekkelen dandſede paa Rŭne Bomen op og ned af den Bewegelſe hand giorde med ſin Haand og de haarde Slag hand ſlog. Fik hand ikke ſaadan Swar hand wilde, ſagde hand, at endeel af Gŭderne wille ſware og hiælpe, og de andre wilde ikke, ſaa de ware ŭeens, da tilbad hand atter de ſom ikke wille hielpe, og raabte hoÿt ſom tilforne, foreholdend[e] Gŭderne, at de ikke ſkŭlle wære bange for Normand, thi omendſkiönt hand ſpiller i Nordmands Hŭŭs, ſkal dog Normand ikke giöre dem ondt, de maae ikke lÿwe, men ſige ret Sandhed, den begiæres, wi begiær[e] ikke de ſkal lywe, wi wil endelig wide, hworledes det hawer, wi ſpörger efter; dermed ſpillte hand paa nÿt igien og fik endelig Swar etc.

Denne Kŭnſt kalder hand Gŭds Kŭnſt og Docterſkab, item at naar Gŭd ham ſwarer faaer hand det wide af Dekkelen. Eengang loed jeg ſom Dekkelen war blewen borte, da ſörged hand og war bange, da hand fik den igien, loe hand heel hoÿt, og war hiertelig glad, læſte og lowede ſine Gŭder; hand ſagde og, ſaafremt hand miſter denne Rŭne Bome, ſkeer ham, hans Qwinde, ja Börn, Folk og alt det de hawde, ſtor Ulÿkke, thi da kŭnde de ikke tilbede eller wide, hwor det ſkŭlde gaae dem. Paa Tilſpörgelſe ſagde hand, heel wel, at kŭnde ſkÿde Gand ŭd, men det war Sÿnd, hwilket Gŭderne ikke gierne wil tilſtede ŭden hoÿ Aarſag, men naar nogen hawer forgiort hinanden eller giort andet ondt, og mand kom̅er til ham og beder om Gŭds Straf ower den Perſon ſom ſaadant giort hawer, da beder hand Gŭderne om ſtor Straf ower hannem, og efter hand hawer tilbedet ſaa ſpiller hand, og bliwer da Strafen denne, at Gŭd forkaſter ham lige ned i Helwede med Liw og Siæl, og der faaer hand ſin rette Lön, thi hand ſtrax döer, eller og hand ſpiller ſaaledes, at det Onde, den förſte har giort, kand komme af det Menniſke ſom det er ſat paa, og wige tilbage paa den ſamme ſom det hawer förſt ŭdſat. Tÿwſtaalet Gods ſiger hand heel læt at kŭnde ſkaffe tilbage igien, ſaa og lade en ſee Tÿwen, og naar hand wil ſaaledes ſpille, kand hand wed Gŭd og Dom Kirken ſtrafe den ſom noget har ſtaalet, at hand ſkal törkes op, forſwinde og mawres. Desligeſte, naar hand ſpörger Gŭderne, ſiger de ham, naar hand ſpiller, om Skib, Baader, ja Menniſker, ja Reener og deslige, om det hawer goed eller ſlem Lÿkke, naar hand og beder Gŭderne med Dom Kirken og de andre, ſom kand giöre got og ondt, da kand de forſkaffe og giöre alt det Onde de wil og Mand begiærer, ſigende derhos, at det war dog ſtor Sÿnd naar ſaa ſkeede. Barſel Qwinder kand hand og hielpe, at de aldeles ingen Pine ſkal hawe, hworŭdi Maria er den beſte Hielp. Naar hand er borte, og hand ſpörger Gŭderne om hans Folkes og Hŭŭſes Tilſtand hiemme, giwer de hannem derom wis Swar; det ſamme kand hand og ſpörge om andre Folk, endog de ere nogle hŭndre Mile borte, item ſige, naar og hwad Dag Skib ſkal komme, hwordan Skipperen er af Skikkelſe, hwad og hwor mange Folk hand har inde. Men ſee, ſagde hand, wor Sön Chriſtopher, hand ſitter better Docte[r] ſom wi, hand hawer ofte tallet med Gŭd, hand hawer Gŭds Wiisdom paa ſit Howe[d,] hand kand tale med Steen og Træ, naa[r] hand wil, ligeſom wi faaer Swar af Dek[ke]len paa Rŭne Bomen, ſaa faaer hand Swar af Steen og Træ, men maaſkee hand er Troldoms Docter ogſaa, thi hand hawer gaaet mandelig gal og wild da hand lærede, dog hawer Chriſtŭ[s] forbödet baade ham og hans Sön at giöre ondt, ligewel wisſte Chriſtopher, ſagde hand, det ſlemme Weir, ſom A^o 86. ſkeede, da de mange Menneſker wed Waardöe blew borte, hworom hand adwarede ſin Broder, ei den Dag at roe, thi den Mand, Broderen roede med, ſagde hand, ſkŭlle bliwe borte, alligewel wilde Broderen ei bliwe i Land, derfor blew hand og med de andre. Jeg ſpŭrte ham og, om hand wilde lære mig ſine Konſter, ſaa at jeg kŭnde ligeſom hand ſpille paa Rŭne Bomen, ſaa wilde jeg giwe hannem hwad hand hos mig wilde hawe, tilmed ſkŭlle hand bliwe fri og ingen Straf lide, ſagde, det ret at wære mit Alwor at wille lære, dog ſaa ſtillſwigende, at ingen maatte det wide. Da hand ikke andet merkede end det war mit Alwor, loe hand hiertelig, og ſagde, om jeg wilde lære `ſaa´ wilde hand med en god Willie giwe mig denne Rŭne Bome, thi da kŭnde jeg hielpe ham og alle hans Slægt. Jeg ſpŭrte ham, om jeg ogſaa ſkŭlde gaae et Aar wild og gal naar jeg lærde, dertil ſwarede hand, maaſkee Nei, dŭ har better forſtandig paa din Howed, dŭ tabler better ſtor Wiisdom ſom fattig Finnemand ſin Howed, dŭ giemer wel den kloog og dend Gŭds Wiisdom, ja den Docterſkab ŭden gal, ja ŭden wild, ſee ſaa wi lærer dig, nŭ ſkal dŭ förſt aabenbare for ald denne Gŭd, ja for Achien for Dom-Kirk, ja ald med Haab, ret aabenbarlig bekiende ald din Sÿnd dŭ hawer giort i denne Werden, ſom dŭ kand mindes, ſaa ſkal dŭ bede ald den Gŭd om Forladelſe, ſaa wi det hörer, ja falde paa din bar Knæ og bede ham med ret Hierte dernæſt ſkal dŭ lowe dŭ aldrig din Liw lang wil giöre mere ſlig Sÿnd, og troe ja tænke i dit Hierte hand er ret Gŭd, ſee ſaa hör hand Gŭd dig, ſaa hielper hand dig, hand giwer ret ſtrax Forladelſe, og giwer dig mandelig ſtor Wiisdom, hand paßer ikke ſÿndig Menniſke, naar hand ikke förſt beder om Forladelſe. Da hand dette hawde talt, spŭrte jeg ham, hwad jeg meere ſkŭlle giöre, naar jeg ſkŭlle lære? hwortil hand ſpŭrte Gŭderne, ſom hannem ſwarede, dŭ ſkal ikke ſige hannem mere, för hand hawer giort alt det ham nŭ er ſagt: jeg ſwarede det inge[n]lŭnde wil giöre, med mindre hand wille ſige mig det altſammen fra Begÿndelſen til Enden, hworledes jeg ſkŭlle lære. Hand ſpŭrte Gŭd atter igien, hwor hand blew befalet mig ikke widere at ſige, för jeg dem hafde erklæret for Gŭder, bekiendt mine Sÿnder for dem, bedet dem om Forladelſe, og derhos giort Löfter, om et reent og helligt Lewnet og endelig om den Wiisdom jeg forlanget, da ſaadant ikke ſkeede, blew hand ilde tilfreds og græd meget.

Om de Folk ſom kand ſpille paa Rŭne Bomen, ſiger alle Finner, at de ere de argeſte Troldmænd og GandHŭnde ſom til er, thi de læt kand forgiöre et Menniſke med ald det hand eÿer, ja ſette den Onde af den eene og paa den anden, forwexle Menniſkerns Lÿkke, at den, ſom för hawde en ond Lÿkke, ſkal faae en god Lÿkke, og den, ſom för hawde en god Lÿkke, ſkal faae en ond, og faſt giöre hwad de ſelw wil, thi de hawer Diæwelen ſkindbarlig hos ſig. De ere og meget forfarne i ſamme Konſt, ſom taler wed Steene og Træ, iblant hwilke er denne Finds Sön, wed Nawn Chriſtopher, ſom har wiiſt mig Menniſkers Geſtalt i et Beger Brændewiin, har ladet en TindKande dandſe for ſig paa Bordet, manet en Jordfroßen Steen at komme op til ſig, med fleere hansg gögle Konſter mand har ſeet af ham. Denne maatte for nogle Aar forfoÿe ſig fra Øſt-Finmarken formedelſt en gam̅el Finne Qwinde hand war ŭeens med, hwilke begge certerede ŭdi Konſten med hinanden, og ſom hŭn war ſtærkere end hand i ſamme Konſt, maatte hand reÿſe bort, men ſiden kŭnde hans Gand rekke længere end hendes, ſaa hand hende nŭ ſkal hawe forgiort, at hŭn optörkedes og döde. En anden Finn, ſom er temmelig klog, ſiger, at denne gamle Finne Qwinde og forbem^te Anders Poulſen ere gifte og hawer hawt Brÿllŭp ŭdi Helwede, hworpaa hand har ſoret og det med Eed ſtadfæſtet. Bemeldte Chriſtophe[r] og hans Fader kŭnde iblant andet giöre mange pŭßerlige Konſter, ſærlig om Qwindfolk, om det er Kon[e] eller Pige, ſom lader nogen ligge hos dem, kŭnde de ſige, hwem det war, naar det war og hwor ofte.

Dette communiceres Herr Inſpector Berg, om det kŭnde wære til Tieneſte i hans Samling om Rŭnebommenes forſkiel og beſkaffenhed.

Weſſen.

Comparison

In order to get a grip on how the two redactions relate to the lost original, and the source value of material found in only one of them, I have placed them side by side and bolded the differences. Minor adjustments to the separation into paragraphs have been made in order for them to line up, but no changes have been made to the ordering.

Court proceedings Knag’s account Commentary

Niels Knag, vice laŭgmand ofŭer Stawanger Laŭgſtol, Fogit oc Sorenſkriffer ower Find(march) giör Witterligt, at Anno 1692. Dend 9 Febrŭarij Er Sageting holdet ŭdj Wasöe i OſtFindmarchen, oc blef Retten betient af Nordmends laŭgret, Niels Baſtianßen, Raßmŭs Johanßen, Olle Mathießen, Theopheliŭs Anderßen, Erich Pedersen, Andreas Nielßen, Olle Olßen oc Olle Hanßen, Jtem af Finne Laŭgrette[n], Melchior Mathießen, Jfŭer Gŭnderßen oc Olle Olßen; Retten Præsiderede H^r Cancelj Raad oc Ambtmand ofŭer Waardöehŭŭs lehn, WelEdle oc Welb(ÿrdige) Hans Lilienskiold, Deſligeſte war wed Retten til ſtede, ŭnder Fogden erlachte Mand Olle Anderßen, oc Finne lenßmanden Poŭel Jfŭerßen, oc Andre flere Gotfolch;

This paragraph is unique to the court proceedings, as it describes the court session itself; the name of the deputy bailiff is marked as a correspondence as the other redaction includes it in the following paragraph.

Ermelte ŭnder Fogit for Retten frem bragte en Find af Wehranger wed Nafn Anders Poŭelsen, formedelſt hand hawer hafft oc brŭgt it instrŭment Rŭnne bomen Kaldet, oc der wed öwet dend Sleme Ŭ-gŭdelige Throlddoms Kŭnst, hŭilchen Rŭnne bome blef dend 7 Decemb(ris) paſsato fra hannem taget, oc nŭ paa tingbordet fremlagt, oc begierte ŭnder Fogden at ſame Finds bekiendelse om denne Rŭnne bome, ſom hand ŭdj ſin Nerwerelße, Sambt vice Laŭgmand Niels Knag, oc Finne Lensmanden Poŭel Jfŭersen ſom hans ord fortolchede d(end) 8 dec(embris) paſsato, motte hannem foreholdis oc oplæßis, om hand dend wille were gestendig, oc hŭis hand dend wedſtod, formodede ŭnder Fogden at der af ſkŭlle fornehmis hans Troelddoms Kŭnſt, oc gŭds hellige Nafns Mißbrŭg, ſom hand formeente ei ŭden Stra[f] bŭrde af gaa, oc war ermelte Anders Poŭelßens for hen Giorte bekiendelse ſom hannem nŭ paa tinget blef fore læſt, Saaledis;

1691. Den 7. Decembr. blew Anders Powelſen Find hentet med ſin Rŭne Bome fra Woranger til Wasöl af UnderFoged Olle Anderſen og Finne Lehnsmand Powel Iwerſen ſamt nogle andre Finner.

Den 8. Dec. blew hand i mit Kammer examineret i bem^te UnderFogeds og Lehnsmandens Nærwærelſe, hans Bekiendelſe ŭdfaldt den Tid ſom og ſiden til Tinge ſaaledes:

Although the court proceedings has not yet started to quote the common source directly, there are enough correspondences in both the included facts and the choice of words to suggest that it included an introduction similar to the one in Knag’s version. From the context it is obvious that the reference to the court hearing in the latter could not have been present in the original, but must be a later addition.

Sagde ſig at were barn föd i Thorne Lapmarch i Swerige, oc wed ſine Mands aar til holt i lang tid wed ßö ſiden baade i Nordlandene oc her i Find(march) oc diß Jmidler Contribŭeret ßö ſkat oc leding med anden Rettighed lige ſom andre ßö finner, hafŭer oc mange giffte börn her i Find(march) for weſten oc her öſter, ſom ſkatter til hanß K(ongelige) M(aieſtet) allene, af hŭilche en i weſt Find(march) wed Nafn Chriſtopher, hand ſagde at were en god dochter, dog iche Kand Rŭnne bommens dochterſkab, men Kand tale wed ſteen, oc der faa ſwar, hŭad hand ſpörger efter, ſiger ſig at were af et smal hŭndrede aarß alder ſom er fem Gange 20 aar, oc at hafŭe lært ſin wißdom med Rŭnne bomen af ſin Moder i ſin ŭngdom, oc da hand begÿnte at lære, war hand det förſte aar wild oc gal, dog iche ſaa gal at hand giorde nogen Mand ſkade, oc lofde gŭd ham da at hand ald ſin lifs tid ſkŭlle faa god löche, men hand ſagde ſig iche ſee gŭd da hand fich de Löfter, almer Saadanne tancher Kom ham Stedze i bröſted da hand lærde,

At wære barnföd og ſlŭpen fra ſin Moders Bŭg i Torne Lapmark i Swerrig, ſiden tilholdt i Norge wed Söe Siden, i Nordland og i Finmarken, og imidlertid contribueret Söe-Skat og Leding med anden Rettighet ligeſom andre Finner, hawer og mange gifte Börn her i Finmarken for Weſter og her Øſter, ſom ſkatter til Hans Kongl. Maj^t. Siger ſig at wære af et Smal hŭndrede Aars Alder, er 100. Aar. Den Kŭnſt at ſpille paa Rŭne Bomen ſagde hand ſig at hawe lært i ſin Ungdom af ſin Moder; og da hand begÿndte, war hand det förſte, 2^det og 3^die Aar wild og galt, dog ikke ſaa gal; at hand giorde nogen Mand Skade. Wed ſam̅e ſin Lære lowede Gŭd ham, at hand ald ſin Liws Tiid ſkŭlle hawe goed Lÿkke, men hand ſaae ikke Gŭd, da hand fik de Löfter, alleene ſaadanne Tanker kom ham ſtedſe i Bröſtet, da hand lærde.

Beside the addition of filler words and the use of near synonyms, there are two discrepancies in content. The court proceedings contain a short mention of Anders’ son Christopher, which corresponds to a later part of Knag’s account. Conversely, Knag adds “second and third” to the phrease “he was wild and frantic in the first year”. This is inconsistent with him reporting in the later part of the text to have asked Anders if he himself too would “go wild and frantic for a year” if he were to learn the art, and neither does a mere omission in the court proceedings mesh with the immediately following addition there.

Af for ind förte bekiendelße sŭarede hand til en deel pŭnchter, at hand ei Kŭnde mindiß at hanß Sön Chriſtopher Kŭnde tale wed ſteen, dog iche nechtede, at hand io war en goed dochter, fra gich nŭ, at hand iche war wild eller gal da hand lærde, oc ſiger ſig nŭ at hand lærde ſin Kŭnst af en find wed Nafn Anderß i Thorne lapmarch, men hanß Moder gich nj aar gal da hŭn lærde, oc at hŭn talte ofte wed gŭd, Jtem, at denne Rŭnne bome haf(ŭe)r hand ei ſelf giort men faaed dend af Anders Pederße[n] i Thorne Lapmarch ſom han(nem) lærde, tj ſame find oc sin moder war af en Tro,

This paragraph briefly reverts from reporting the previously made confession to the present tense of the court hearing. Here Anders denies several points from that confession. One of these points is that his son Christopher could speak with stones, which has just been quoted here but occurs later in Knag’s version. This cannot be regarded as conclusive evidence that the court proceedings retain the original placement, though, as the text seems to suggest that these denials were made after the entire confession was read to the court. The last of the contested points also referse the immediately following paragraph rather than in what had already been quoted.

Rŭnne bomen ſom nŭ er her til ſtede, bekiente hand til forn self at hafŭe giort, det hand nŭ benechter, hŭilchen er megit Slidt af dends Jidelige brŭg. dend er af fÿre træ, ŭdhŭllet ſom en Stor Rŭnd dog aflang ſkaale, oc ſiger hand, at dend dŭer intet ŭden dend er af fÿre træ, i bŭnden paa dend haf(ŭe)r hand ŭdſkaaret 2^de aflange hŭller, oc er af ſkaalenß hele træ imellom hŭllerne ſom hand holder dend med, med dend wenſtre haand naar hand ſpiller, ofŭen paa denne ſkaale er feſted et bered ſkind lige ſom paa en trom̅e oc er ſame ſkind lige ſom et tromſkind, dog af bered Renſkind, hŭilchet instrŭment hand Kalder Rŭnne bome, wed Enderne af dend henger it Refŭe öre, noch et Refŭe öre, et Refŭe trÿne, oc en Refŭe Klo, ſom hand ſiger ſkal were prŭnchet paa Rŭne bomen, paa ſkindet af denne bome haf(ŭe)er hand malet med Kaagt aalderbarchwand, ſom gifŭer Röed farfŭe, förſt afdeelt dend med fire Streger ſom giör fem Rader, oc imellom hŭer Rad er effter ſkrefne Figŭrer malet, huer med ſin bemerchning Saalediß,

Rŭne Bomen hand nŭ hawer ſiger hand ſig ſelw at hawe giort, den er af Fÿre Træ, ŭdhŭllet ſom en ſtor Rŭnd dog af lang Skaalle. J Bŭnden paa dend hawer hand ŭdſkaaret 2^de lange Hŭller, og er af dens heele Træ imellem Hŭllerne ſom hand holder den med, med den wenſtre Haand naar hand ſpiller, og dŭer dend ikke naar den ei er giort af Fÿre Træ; owen paa den er feſtet et bered Skind ligeſom paa en Tromme, og er ſamme Skind ligeſom et Trom Skind; wed Enderne af den hænge Ræwe Ører, 2^det et Ræwe Trÿne og en Ræwe Kloe, ſom hand ſiger at ſkal wære prŭnket paa Rŭne Bomen. Paa Skindet af denne Rŭne Bome hawer hand malet med ſit Blod, ſom er ŭdſkaaret ŭnder hans Bröſt, förſt afdeelt den med 4^re Streger, ſom giör 5. Rader, og imellem hwer Rad er efterſkrewne Figŭr[er] malet, hwer med ſin Bemerkning ſaaledes:

From here on, the two versions follow each other more closely, but the discrepancies shed a good deal of light on how each of them diverge from the presumed original. The Court proceedings start by inserting a further denial of a detail of the prevoisly made confession, immediately followed by the insertion of an observation regarding the worn state of the drum, which is not attributed to Anders, but is rather in the voice of the scribe.

Apart from some slight reordering and inconsequental rephrasing, the next difference is another addition unique to the court proceedings. There it is explicitly claimed that it is Anders who calls the instrument a runebomme, a Norwegian term meaning “magic drum” which would have been entirely alien to him. It is also awkwardly placed, as this term has already been introduced and used several times.

The final discrepancy is particularly important. Here, the court proceedings report that the designs are made using an extract of alder bark, something which is known to be true from several other accounts. Nothing indicates that this is any form of alteration from the original text, but instead of this, Knag provides the sensationalist and obviously untrue claim that Anders has painted them “with his own blood, cut from under his chest”.

Ŭdj dend förſte Rad ſtaar, effter at hand nŭ bekiente ſelf at hafŭe giort Rŭne bomen;

Udi den förſte Rad

The awkward addition in the court proceedings is clearly secondary, but also at odds with the above, unless Anders now changed his explanation back to the initial claim.

1[.] Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder ilmaris, det er Storm oc Slem weir, naar hand til beder gŭd; da ſkal den same indeholde oc til bage Kalde ſit Sleme weir, oc hand giör wel ſlem weir, men ſiger det er ſÿnd at bede der om,

1. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Ilmaris, det er Storm og ſlem Weir, den kand forŭroelige Söen, at Skibe og Baader forgaaer, han[d] kand og forderwe Jordens Gröde og Hawets Fiſke og forſkaffe ondt Aar, hworom Gŭd ſkal bedes, ſom hannem det ſkal tilſtede, men ſiger det er Sÿnd at bede derom.

Here the two entries start and end more or less identically, but differ in the middle part. As the court proceedings focus on the withdrawing of the ill weather and the causing of it (which is the main focus in Knag’s account) seems more like an afterthought, it seems most likely that this version has been modified from the original – one may imagine as a result of Anders protesting its one-sidedly negative description. Whether or not Knag’s account on the other hand elaborates on the original is harder to tell, but there are no obvious signs of this.

2. Et Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder diermiß, det er torden; naar gŭd bediß ſaa hielper diermis at naar det er flo weir med megit Regn, da Kalder hand det weir til bage igien, oc at denne diermis hafŭer ingen Magt för gŭd gif(ŭe)r han(nem) for lof; hand til ſtod nŭ oc ſaa, at ilmaris Kand giöre ŭnt oc ſlem weir til at beſkadige ſkiber oc baader, men diermis Kand giöre got weir igien, oc forhindre det ŭnde, naar hand faar lof der til af gŭd,

2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Diermis, det er Torden, naar Gŭd bedes, ſaa hielper den Skibe og Baade i Storm og Haws Nöd; den giwer og god Lÿkke til Lands og Wands, og redder i ald Nöd og Fare.

More than in the previous entry, it is here obvious that the court proceedings makes changes based on what Anders states during the court hearing, modifying or protesting the previously made confession, saying “He now also confessed that Ilmaris can make evil and ill weather to harm ships and boats”. Again, nothing suggest any alteration in Knag’s version.

3. En wild Reenß lignelße, ſom hand Kalder Gvodde, det er en wild Reen, Naar gŭd bedis, da gifŭiß wed dend löche til at faa ſkÿde wilde Reener, oc naar der ſpillis paa Rŭne bomen, da der ſom Ringen iche wil dandze til denne Reen, da faar hand ſom ſpörger effter god löche til ſkötterj, ingen Reen den gang, om hand endſkiönt giör ſin flid der effter,

3. En wild Reens Lignelſe, ſom hand kalder Gvodde[,] det er en wild Reen. Naar Gŭd bedes, da giwes wed dend Lÿkke til at faae ſkÿde wilde Reener; og naar der ſpilles paa Rŭne Bomen, da derſom Ringen ikke wil dandſe til denne Reen, da faaer hand ſom ſpörger efter goed Lÿkke til Skÿtterie, ingen Reen denne gang, om hand endſkiöndt giör ſin ÿderſte Flid, og naar denne Reen tilſtedes at gaae lös, kand den forſkaffe andre wilde Reener at komme til den der ſkal ſkÿde; kand og bortſkreme wilde Reen, at mand ingen kand faae, den kand og foraarſage, at tamme Reen ſkal wel triwes, og Ulwene med andre ſlemme Dÿr ſkal wige fra dem.

Whether Knag’s second half is added by him or omitted in the court proceedings is hard to tell. As there are no stylistic differences or any signs of an agenda in it, it might well come from the original.

Ŭdj dend anden Rad,

Udi den anden Rad

1. En Rŭnd ſirchel med en Streg igiennem, dend Kalder hand peive, det er ſolen, naar gŭd bediß, da ſkal dend gife got Solſkin, læt lŭft, oc ſmŭch weir, helſt naar Reens dÿrene wil Kalfŭe, naar Korn oc höe ſkal woxe, oc ellerß gifŭe got weir naar der om bediß,

1. En rŭnd Sirkel med en Streg igiennem, den kalder hand Peive er Solen. Naar Gŭd bedes, da ſkal den giwe godt Solſkin, let Lŭft og ſmŭkt Weir, helſt naar Reens Dÿrene wil kalwe, og ellers giwe got Weir, naar derom bedes, kand og ſit Skin indeholde, naar derom bedes.

The part unique to the court proceedings looks like an addition meant to explain in the terms of the agrarian culture of the Norwegians what was immediately before expressed in terms of the reindeer herding Sámi culture. The part unique to Knag’s version could easily have been left out by haplology, as it ends with the same three words as the preceding sentence. It could also have been deliberately omitted because this repetition made it look as a spurious addition, or because the final part of entry 2 in row 1 looks like an adaptation of this text to that entry, whereas the reverse seems less probable.

2. Et Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder Jŭmal barn, det er gŭds barn, eller gŭdz Sön Chriſtŭs, naar hand til bediß, saa lößer hand af alle Sÿnder,

2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Jumal Barn, det er Gŭds Barn eller Gŭds Sön Chriſtŭs, naar hand tilbedes, ſaa löſer hand af alle Sÿnder.

3. Et Menniſkiß lignelße, ſom hand Kalder Jŭmal-Etziem, det er gŭd fader, hand Straffer alle Sÿnder, oc ellers hielper ia forſkaffer, ia ſkicher, oc Straffer, naar hand der om bediß,

3. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Jumal Etziem, d. e. Gŭd Fader, hand ſtraffer alle Sÿnder, ſaa og hielper, ja forſkaffer, ja ſkikker Straffer, og tilſteder forbe^te og efterfölgende hwad de giör, naar hand derom bedes.

Again it is hard to tell whether the difference is due to an omission or an addition, but the former seems somewhat more likely.

4. En Kirchiß lignelße, ſom hand Kalder dom Kirch, dend til beder hand effterdj hand dend ſelf haf(ŭe)r giort, oc ſiger hand at faa med dend ſÿnderniß forladelße, Siælenß Salighed, oc en Chriſtelig död, oc enten mand döer eller lefŭer ſaa hielper ſame Kirche,

4. En Kirkes Lignelſe, ſom hand kalder Dom Kirk, d. e. Dom-Kirken, den tilbeder hand, og ſiger hand wed dend at faae Sÿndernes Forladelſe, Siælens Salighed og en chriſtelig Död, og enten mand döer eller lewer ſaa hielper ſamme Kirke; wil nogen hawe goed Lÿkke, da ſkal hand giwe dend Wox-Lÿs, Wild Ware, Penge eller andet, hwilket leweres til Prowſten til den Kirke ſom er næſt hos, ſiden tilbedes Gŭd, og hannem erindres, at den Perſon har giwet det eller det til Dom Kirken, tilmed hawer hand og holdet ſine hellige Dage rettelige, derfor formanes og bedes Gŭd om en goed Lÿkke til det eller det, ſærlig naar hand hawer ſÿndet, at faae Sÿndernes Forladelſe, og da bedes formedelſt Kirken og det Gode mand Kirken giwet hawer om ſin Siæls Salighed og om en god og chriſtelig Död, ſaa hielper Gŭd ret mandelig.

Of the different phrases near the start, Knag’s look most like a later addition, and having added that he might have felt that the subclause in the court proceedings interrupted the narrative too much. The long part unique to his version seems to be a summary from memory of elements from later entries, especially about the other church symbol.

5. Et Menniſkeß lignelſe ſom hand Kalder Engil, det ſkal were gŭd dend hellig aand, naar hand bediß, hand lößer af alle Sÿnder, ſaa mand blifŭer et nÿt oc Reent Menniſke naar hand wil hielpe,

Dend gŭd ſom til bediß, ſom ofte meldet er, er de lignelßer oc figŭrer ſom hand af Malet haf(ŭe)r effter perſonerne i gŭddomen; ſom hand siger at hanß Moder han(nem) lært hafŭer,

5. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Engel, det ſkal wære Gŭd den hellig Aand; naar hand bedes, hand löſer af alle Sÿnder, ſaa mand bliwer et nÿt og reent Menniſke, naar hand wil hielpe. Den Gŭd ſom tilbedes, ſom ofte meldt er, ere de Lignelſer og Figŭrer ſom hand afmalet hawer efter Perſonerne i Gŭddommen, ſom hand ſiger, at hans Moder hannem lært hawer.

Ellerß Staar hos hŭer perſon i alle Rader en Staf af Malet, ſom hand Kalder Jŭncher Sabbe eller Stŭr Herr Sabbe, det er Jŭnchers Staf eller Store herreß Staf, tj hand siger lige ſom Jordenß herrer, hafŭer deriß Staf i haanden ſaa hafŭer diſße perſoner Stafŭer i deriß hender;

Ellers ſtaaer hos hwer Perſohn i alle Rader en Staw afmalet, ſom hand kalder Juncher Sabbe eller Stŭr Herr Sabbe, thi hand ſiger, ligeſom Jordens Herrer hawe deres Staw i Haanden, ſaa hawer og disſe Perſohner Stawer i deres Hænder.

The difference is again likely an addition made for the benefit of the Norwegian-speaking court.

Ŭdj dend 3^die Rad,

Udi den 3^die Rad

1. Et Menniskes lignelſe ſom hand Kalder S^te Anna, oc sier hand at denne er Maries Söster, oc er i Raad med Marie naar hŭn hielper, ellerß Kand denne intet giöre ŭden Maries willie,

1. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder S^t Anna denne er Maries Söſter, og er i Raad med Maria, naar hŭn hielper, ellers kand denne intet giöre ŭden Maries Willie.

The difference is most easily explained as the court changing a statement that could have theological implications so that it is even more obvious that this is something Anders claims.

2. Et qŭindfolchß lignelſe ſom hand Kalder oc Nefner paa adſkillig maade, Maria, Jŭmal Enne, Jŭma[l] Ache, det er, Maria, Chriſtj moder, gŭdz qŭinde, naa[r] hŭn til bediß, hielper hŭn særdeliß barßel qŭinder[,] hŭn hielper oc til at löße fra alle Sÿnder, oc hielper ia til bediß lige wed gŭd;

2. Et Qwindfolks Lignelſe, ſom hand kalder og næwner paa adſkillige Maader, Maria Jummal Enne, Jŭmal Ache, d. e. Maria Chriſti Moder, Gŭds Qwinde; naar hŭn tilbedes, hielper hŭn ſærdeles alle Barſel Qwinder, hŭn hielper og til at löſe fra alle Sÿnder, hielper og tilbedes lige wed Gŭd.

The difference is perhaps more likely to be due to an omission than an addition, simply because the phrasing is more awkward with the word than without.

3. 4. 5. Er 3^de: Menniſkerß lignelße, ſom hand Kalder Jŭlle peive, Jŭlle herr, det er Jŭle dage, Jŭlle herrer ſom Raader Jŭlen, oŭcht Jŭle Peiv herr förſte Jŭlle dags herre, goŭgt Jŭle peive herr, Anden Jŭlle dags herre, Gvolme Jŭl peive herr, tredie Jŭlle dags herre, Naar nogen wahn helliger diſße dage, da ſkal gŭd Straffe dend, men naar nogen holder dem ret hellig, oc dend ſame wil bede gŭd om noget, da ſtilles de dage frem for gŭd, oc fore gifŭis at dend eller dend hafŭer holt de dage hellige, oc at gŭd af deſßen aarſage wil hielpe, widere wille hand iche om de dage bekiende,

3. Er 3^de Menniſkers Lignelſerr, ſom hand kalder Julle Peive, Julle Herr, d.e. Jŭlle Dage, Jŭlle Herrer ſom raader Jŭllen. ouch Julle Peive Herr, förſte Jŭlle Dags Herre, gougt Julle Peive Herr, anden Jŭlle Dags Herr, Guolme Julle Peive Herr, tredie Jŭlle Dags Herre. Naar nogen wanhelliger diße Dage, da ſkal Gŭd ſtraffe dend, men naar nogen holder dem ret hellig, og hand wil bede Gŭd om noget, da ſtilles de frem for Gŭd, og foregiwes, at dend eller dend hawer holdt de Dage hellige, og at Gŭd af deßen Aarſag wil hielpe; ſaa hielper Gŭd derfor ŭdi alt hwis ſom begiæres.

The first differences are entirely inconsequential, but at the end one text entirely replaces the original text. Oddly enough the exact same is the case for the following entry, and even the substance of the version in the court proceedings is the same, namely “he would not confess more about this”. As the confession was not given during the court hearing but was made in advance, it does not seem likely that such references were added there.

Ŭdj dend 4^de Rad,

Udi den 4^de Rad

1. En Rŭnd Sirchel, ſom hand Kalder Manna, det ſkal were Maanen, naar gŭd til bedis, da gifŭer dend Klart ſk[in] oc got nat weir, om end ſkiönt det er tÿcht ſkÿed weir, widere wille hand iche bekiende;

1. En rŭnd Sirkel ſom hand kalder Manna, det ſkal wære Maanen; naar Gŭd bedes, da giwer den klar Skin og got Nat Weir, helſt for wandrendes Folk.

See previous entry.

2. oc 3. Er 2^de Mends lignelße, ſom hand Kalder olmoŭg Mane Kirche, det er folch ſom gaar til Kirche, hŭilche hand holder ichŭn for en bemerchning, lige ſom andre folch gaar til Kirche,

2^den og 3^die Ere 2^de Mænds Lignelſer, ſom hand kalder Olmoug Manne Kirch, d. e. Folk ſom gaaer til Kirke, hwilke hand holder ikkŭn for en Bemærkning ligeſom andre Folk gaaer til Kirken. Wed hwilke hand ligner endeel Folk, at naar de gaaer i Kirke, kand hand forgiöre dem, naar hand meener dem ondt, kand og bewilge dem got, naar hand meener dem wel.

The contents of the text unique to Knag is of a nature that makes it highly unlikely to have been omitted by the court, and must therefore be suspected to be an addition by Knag.

4. Er en Kirchiß lignelße ſom hand Kalder Kirche, oc ſkal betÿde dend Kirche hŭor hand haf(ŭe)r ſit tilhold wed; til denne Kirche siger hand baade ſig ſelf oc andre offrer, baade woxlÿß[,] penge oc andet, dog offrer ingen med mindre de blif(ŭe)r hiŭlpen, hŭilchet offer, de ſiden lefŭerer til Preſten til dend Rette Kirche, ſom denne af malede haf(ŭe)r sin bemerchning af, item naar nogen er Sÿg, eller haf(ŭe)r Modgang paa Reen eller andet ont er nogen wederfaret, da bediß oc lofŭiß til denne Kirche, oc naar ſaa nogen blif(ŭe)r hiŭlpen da faar Kirchen hŭiß lofŭet er,

4^de Er en Kirkes Lignelſe, ſom hand kalder Kirch, og ſkal betÿde den Kirke hwor hand hawer ſit Tilhold wed, til denne Kirke ſiger hand baade ſig ſelw og andre offrer, baade Wox-Lÿs, Penge og andet, dog offrer ingen, med mindre de bliwer hiŭlpne, hwilket Offer de ſiden lewerer til Præſten til den rette Kirke, ſom denne afmalede hawer ſin Bemærkning af. Item, naar nogen er ſÿg, eller hawer Modgang paa Reen, eller andet ondt er nogen wederfaret, da bedes og lowes til denne Kirke, og naar ſaa nogen bliwer hiŭlpen, da faaer Kirken, hwis lowet er, men det leweres til Præſten, og ſiger, at mand hawer lowet den Præſtes Kirke det i Nödsfald.

The difference could equally well be an omission or an addition; suspicion falls on Knag as he seems to have added to several preceding and following entries.

5. En Mandz lignelße ſom Staar paa dend anden ſide Kirchen, det ſkal were en ſom Komer paa dend anden side oc wil gaa til Kirche,

5^te En Mands Lignelſe, ſom ſtaaer paa den anden Side Kirken, det ſkal wære een, ſom kom̅er paa den anden Side og wil gaae til eller fra Kirke, ſom kand giöres wed ligeſom de forrige.

See entry 3 above.

Ŭdj dend 5^te Rad,

Udi den 5^te Rad

1. qŭindfolchß lignelße, ſom ſkal were dend bŭndne diefŭe[l] ſin qŭinde, hŭis Nafn hand ſiger ſig iche wide,

1. Et Qwindfolks Lignelſe, ſom ſkal wære den bŭndne Diæwel ſin Qwinde, ſom er Fandens Moder, hwis Nawn hand ſagde ſig ikke wide, men næwner hende den ſtore Diæwels Moder.

Both here and in the remaining entries describing the symbols, suspicion again falls on Knag. The additional content in his version bears no sign of authenticity, and there is no reason why it should have been omitted.

2. Et Menniſkes lignelße ſom Staar lidet neden for denne förſte, ſom hand siger ſkal were en diefŭel ſom dræber folch, oc Menniſker, oc ſkal were Siŭgdom,

2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom ſtaaer lidet neden for denne förſte, ſom hand ſiger ſkal wære alle Slags Sÿgdom, ſom Spedalſkhed, Falden Sÿge, Watterſot og deslige, ſom ellers er een af Diæwlene. Dend ſam̅e dræber Menniſker og Beſter, og er alle Slags Beſkadigelſe ſom nogen paa Legemet kand wederfares.

See the previous entry.

3. et Menniſkeß lignelße lige for denne ſom melt er, som hand siger skal were dend diefŭel ſom nŭ er löeß oc Regierer i helfŭede oc Swefŭer om i werden, hŭilchen hand ſiger ſig iche hafŭe nafn paa, oc at denne Römte da gŭd bant dend anden dief[e]l |: her effter om meldiß, oc at da gŭd fant denne, da hafde gŭd Jern ſkoe paa oc tröde denne i en Stor Mÿr,

3. Et Menniſkes Lignelſe lige for denne ſom meldt er, ſom hand ſiger ſkal wære den Diæwel, ſom nŭ er lös og regierer i Helwede, og er den bŭndne Diæwels Sön. Den ſwewer om i Werden, hwilken hand ſiger ſig ikke hawe Nawn paa, og at denne römte, da Gŭd band den anden Diæwel, ſom herefter om meldes, og at, da Gŭd fandt denne, da hawde Gŭd Jernſkoe paa og tröde denne i en ſtor Mÿr, og ſaaſnart Gŭd gik fra ham igien, da ſtoed hand op og löb bort.

See entry 1 above.

4^de Staar Saalediß , dette Kalder hand Hilvet Tol, det ſkal were helwedis Jld, dend ild brender Menniſkenes Siæle i helfŭede,

4^de Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Tol, det ſkal wære Helwedes Jld, den Jld brender Menniſkens Legeme og Siæler i Helwede.

See entry 1 above.

5^te Staar Saalediß . dette Kalder hand Hilvet Tarve Giedme, ſom ſkal were helfŭediß tiere Kiedel, ſom Kaager Menniskeneß Siæle i helfŭede,

5^te Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Tarve Giedme, ſom ſkal wære Helwedes Tiære-Kiædel, ſom kaager Menniſkens Siæle i Helwede.

6^te Staar Saalediß , dette Kalder hand Hilvet Haŭfd, det er helwediß graf, hŭor ŭdj Kaſtiß alle de Menniſker ſom tror paa diefŭelen, oc Kaſter gŭd dem der ŭdj

6^te Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Haufd, d. e. Helwedes Graw, hworŭdi Gŭd kaſter, alle de Menniſkers Legemer, ſom troer paa Diæwelen.

See entry 1 above.

7^de Et Menniſkes lignelße som hawer en Streg lige fra halßen til en Stötte, denne Kalder hand Hvenaales Gvoliſis, det er en bŭnden diefŭel i lenche, ſom ſkal were dend diefŭel ſom blef bŭnden da gŭd ſkabte werden,

7. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hawer en Streg lige fra Halſen til en Stötte, denne kander hand Huenaales Guoliſes, d. e. en Lenke bŭnden Diæwel, ſom skal wære den Diæwel, ſom blew bŭnden, da Gŭd ſkabte Werden, hand hawer meget at ſige i Helwede, men intet i Werden[.]

See entry 1 above.

Til denne Rŭnne bome hawer hand 2^de hamre, giort af Reen horn, ſom hand Kalder Ziaarve vetzier, med dend ene bancher hand Jidelig paa Rŭnne bomen naar hand noget wil for rette, til med hafŭer hand af Meſßing giort ſom en liden indhŭl dechel med en Meſßing Ring owen til, ſom hand Kalder palm, denne ſetter hand paa Rŭnne bomen, ſom hand wiſte her for Retten, oc löfte Rŭnne bomen op oc ned med ſin haand, wrier oc holder dend af oc til, oc imedens bancher med hameren, oc ſegir hand at wed Meſßing dechelen faar hand at wide om det eller det er ſant eller ei,

Til denne Rŭne Bome hawer hand 2^de Hamre, giort af Reen Horn, ſom hand kalder Ziaarve Vetzier, med den eene banker hand idelig paa Rŭne Bomen, naar hand noget wil forrette, tilmed hawer hand af Meßing giort en liden indhŭl Dekkel med Meßing Ringe ŭdi, ſom hand kalder Palm, denne ſetter hand paa Rŭne Bomen, og löfte[r] Rŭne Bomen op og ned med ſin Haand, wrier og holder den af og til, og imedens banker med Hameren, og ſiger hand at MeßingDekkelen ſwarer ham Gŭdernes Willie.

After the drum itself is mentioned, the court proceedings inserts “which he showed the court here”. the difference in conclusion is again suggestive of alteration by Knag.

bekiente ÿdermere, at naar hand ſpiller paa Rŭnne bome for nogen, oc dechelen dandzer imod ſolen, da hafŭer dend en Slem löche hand ſpiller for, men Komer dend ſaa langt ned at hand Staar wed en af dem ŭnder dend ſiſte Streg i dend 5^te Rad, da er gŭd wred paa dend hand ſpiller for, oc maa dend ſame bede gŭd megit för dechelen wil gaa til bage igien, ſaa gŭd lader ham ſee at hand er et ſÿndig Menniſke; Men dandzer dechelen Ret om med Solen, da hafŭer dend en goed löche hand ſpiller for;

Naar hand ſkal ſpille for nogen og bede for den ſamme om noget, da maae hand ſlaae paa Rŭn Bomen og Dekkelen dandſer op og ned, gaaer da Dekkelen imod Soelen og ſaalangt ned at den kom̅er til een af de Figŭrer i den ſidſte Rad, der Diæwlenes og Helwedes Afmaling er, og bliwer der ſtaaende og ikke wil dandſe tilbage igien, da er Gŭderne wred paa den hand ſpiller for, og forkaſter denſam̅e med Liw og Siæl til Helwede, ſaa hand ikke ŭden ſtörſte Beſwærlighed kand hielpes i Gŭdernes Gŭnſt. Hender det ſig og at Dekkelen gaaer ikke til den nederſte Rad, dog imod Soelen, da hawer den hand ſpiller for en ſlem Lÿkke, men gaaer den med Soelen, hawer hand en goed Lÿkke.

Here the texts start to diverge again, but this time it seems less like changes caused by the situation in the court room and more like elaborations by Knag as in the preceding parts.

Her neſt antog hand Rŭnne bomen oc proberede med ŭnder wißning hŭorlediß hand ſpill[e]r, Korßed förſt ſig, ſaa Rŭnne bomen, oc læſte Fader Wor paa Careelſk, oc begÿnte widere ſin bön, ætziem, achie, ja barne, ja Engilen, væche don, med flere ord; oc ſkŭlle d[e]t were gŭd Fader, din Moder, ia din ſön, ia dend hellig aand hielp nŭ, oc der wed ſlaae paa ſine billeder, oc dechelen dandzede op oc ned, oc hand banchet med hameren, oc fore holt gŭderne diſße ord, ia dŭ gŭd ſom har ſkabt himel oc Jord, Soel oc Maane, ia Stierner, alle Menniſker, ia fŭgle, ia alle fiſke oc hafŭet, oc bekiendte ſine Sÿnder ſigende, ieg er et Sÿndig Menniſke, gamel oc ŭ-werdig, bettre er det ieg döer, end dŭ iche wil hielpe den wj ſpör effter, der hoß ſiger ſig at giöre löfte iche at wil ſÿnde mere, med flere hanß til bedende ord,

Da der ſpilles for nogen, korßer hand förſt ſig, dernæſt Rŭne Bomen nogle gange, og læſer Fader wor med andre Bönner og Tilbedelſer, ſom ei forſtaaes, thi hand ikke læſer det ſaa hoÿt, at mand det kand begribe, begÿnder med grædende Taare i dÿbeſte Devotion ſin Bön ſaaledes: Atziem, achie, barne ja Engil ſeende paa ſine Billeder, ſigende: O Fader, din Qwinde med din Sön og Engelen, dŭ ſom har ſkabt Himmel og Jord, Soel og Maane ja Stierner, alle Menniſker, ja alle Fŭgle, ja alle Fiſke og Hawet; hielp nŭ N. N. og ſig hannem N. N. og giör det for hannem, hand bekiender ſine Sÿnder for dig, hand lower aldrig at ſÿnde meere forſætlig imod dig, hielp dŭ ham nŭ. Hwad flere Ord war kŭnde ei forſtaaes, da hand ſaaledes længe hawde bedet og ſŭkket, derhos erklærede ſig ſelw at wære en grow Sÿnder og ŭwærdig baade for ſin Alderdom, og for ſine mange Forſeelſer, ſom hand og afbad, lowede at tilgiwe alle Menniſker, hwad de ham fortörned hawer, begÿndte ſtrax at banke med Ham̅eren, og Dekkelen dandſede paa Rŭne Bomen op og ned af den Bewegelſe hand giorde med ſin Haand og de haarde Slag hand ſlog.

Here the court proceeding necessarily must be changing the source text, as it describes a demonstration being made then and there in the court room. Still it is a fairly close parallel to Knag’s account, so we are led to believe that he repeats a very similar demonstration to one he has previously made to Knag as part of his interrogation. This version adds the fact that Anders recited the Paternoster in “Carelian”, that is Finnish in the modern sense, whereas Knag says that one cannot understand what he is saying on account of him not speaking loudly enough. Overall the differences are more in the phrasing than in content.

Fik hand ikke ſaadan Swar hand wilde, ſagde hand, at endeel af Gŭderne wille ſware og hiælpe, og de andre wilde ikke, ſaa de ware ŭeens, da tilbad hand atter de ſom ikke wille hielpe, og raabte hoÿt ſom tilforne, foreholdend[e] Gŭderne, at de ikke ſkŭlle wære bange for Normand, thi omendſkiönt hand ſpiller i Nordmands Hŭŭs, ſkal dog Normand ikke giöre dem ondt, de maae ikke lÿwe, men ſige ret Sandhed, den begiæres, wi begiær[e] ikke de ſkal lywe, wi wil endelig wide, hworledes det hawer, wi ſpörger efter; dermed ſpillte hand paa nÿt igien og fik endelig Swar etc.

Here Knag elaborates more on the first demonstration made in his custody, which is of course not relevant to the description of the second demonstration made in the court room. It might therefore well be original, as it would have had to be omitted from the court proceedings in any case. It is then not possible to assess whether it has been altered from the original or not.

Denne Kŭnſt kalder hand Gŭds Kŭnſt og Docterſkab, item at naar Gŭd ham ſwarer faaer hand det wide af Dekkelen. Eengang loed jeg ſom Dekkelen war blewen borte, da ſörged hand og war bange, da hand fik den igien, loe hand heel hoÿt, og war hiertelig glad, læſte og lowede ſine Gŭder; hand ſagde og, ſaafremt hand miſter denne Rŭne Bome, ſkeer ham, hans Qwinde, ja Börn, Folk og alt det de hawde, ſtor Ulÿkke, thi da kŭnde de ikke tilbede eller wide, hwor det ſkŭlde gaae dem.

Similarly to the previous entry, this would likely have been omitted from the court proceedings if it was present in the original written form of the confession.

Paa til ſpörgelße ſagde han at naar nogen er ſat gand ŭdj Kand han wed ſine gŭder tage ſame gand ŭd oc lade dend Kome i dend ſame ſom hawer dend förſt ŭdſat, wiißed hŭorlediß hand det giör, ſpiller paa Rŭnne Bomen, at dechelen dandzer Rŭndt om bomen indtil dend Komer ned paa en af de Figŭrer i dend 5^te Rad, ſom er en af dieflene, da wiger ganden af dend ſom haf(ŭe)r ham, oc i dend ſom ham har ŭdſat; ſagde at hand haf(ŭe)r hiŭlpet mange i Swerig lapmarch, men ingen her i landet,

Paa Tilſpörgelſe ſagde hand, heel wel, at kŭnde ſkÿde Gand ŭd, men det war Sÿnd, hwilket Gŭderne ikke gierne wil tilſtede ŭden hoÿ Aarſag, men naar nogen hawer forgiort hinanden eller giort andet ondt, og mand kom̅er til ham og beder om Gŭds Straf ower den Perſon ſom ſaadant giort hawer, da beder hand Gŭderne om ſtor Straf ower hannem, og efter hand hawer tilbedet ſaa ſpiller hand, og bliwer da Strafen denne, at Gŭd forkaſter ham lige ned i Helwede med Liw og Siæl, og der faaer hand ſin rette Lön, thi hand ſtrax döer, eller og hand ſpiller ſaaledes, at det Onde, den förſte har giort, kand komme af det Menniſke ſom det er ſat paa, og wige tilbage paa den ſamme ſom det hawer förſt ŭdſat.

The exact match in the first few words and a few correspondences in the following demonstrates that these divergent passages have a common source. Knag here repeats a phrase he has used earlier, suggesting that his version that is reworked. The closing words in the court proceedings might well be an addition made in the court room: “[he] said that he has helped many in the Swedish part of Lapponia, but none in this country”.

Thiŭfŭer, der om ſagde hand, oc wiiſte paa ſame maade ſom om gand, at dechelen dandzer til en af dieflene, da Spiller hand ſaa lenge, at gŭd Straffer tiŭfŭen ſom noget har ſtaalet, ſaa at hand törchiß oc Mafris op at hand blif(ŭe)r lige ſom tört træ,

Tÿwſtaalet Gods ſiger hand heel læt at kŭnde ſkaffe tilbage igien, ſaa og lade en ſee Tÿwen, og naar hand wil ſaaledes ſpille, kand hand wed Gŭd og Dom Kirken ſtrafe den ſom noget har ſtaalet, at hand ſkal törkes op, forſwinde og mawres.

Again details of the phrasing demonstrates shared textual origin despite major differences.

Sagde ſig oc at Kŭnde wed ſin bön til gŭd, naar hand ſpiller paa Rŭnne bomen forſkaffe goed löche til Reenß dÿr, at wlfŭe dem ei ſkŭlle dræbe, oc ſaa i andet erholde goed löche,

Desligeſte, naar hand ſpörger Gŭderne, ſiger de ham, naar hand ſpiller, om Skib, Baader, ja Menniſker, ja Reener og deslige, om det hawer goed eller ſlem Lÿkke, naar hand og beder Gŭderne med Dom Kirken og de andre, ſom kand giöre got og ondt, da kand de forſkaffe og giöre alt det Onde de wil og Mand begiærer, ſigende derhos, at det war dog ſtor Sÿnd naar ſaa ſkeede.

Here it is merely the context and a few words that demonstrates the connection between the entries. Knag’s version repeats phrases from other places in the text in a way that suggests that at least his version is reworked.

Naar hand hielper barßel qŭinder da ſpiller hand paa Rŭnne bomen; oc faar hand at wide gŭdz willie naar dechelen dandzer paa Rŭnne bomen; men for ingen deel wille ſige at faa gŭderniß Swar anderlediß end naar dechelen dandzer Ret om med ſolen; paa lige maade faar hand oc widenſkab hŭorlediß hanß folch lefŭer hieme, naar hand er fra dem, ſaa oc at faa widenſkab hŭor andre folch lefŭer,

Barſel Qwinder kand hand og hielpe, at de aldeles ingen Pine ſkal hawe, hworŭdi Maria er den beſte Hielp. Naar hand er borte, og hand ſpörger Gŭderne om hans Folkes og Hŭŭſes Tilſtand hiemme, giwer de hannem derom wis Swar; det ſamme kand hand og ſpörge om andre Folk, endog de ere nogle hŭndre Mile borte, item ſige, naar og hwad Dag Skib ſkal komme, hwordan Skipperen er af Skikkelſe, hwad og hwor mange Folk hand har inde.

The situation here is similar to the previous entry, but what suggests that Knag has reworked the text in this place is that he uses the phrase «several hundred miles away», which strongly echoes the account published by Olaus Magnus in 1555.

ſiger oc at hanß `ſön´ Chriſtopher Kand talle med ſteen oc der faa wide hŭad hand ſpör effter, tj hand haf(ŭe)r gaaed wild oc gal da hand lærde, oc at Chriſtŭß haf(ŭe)r forbödet baade ham oc hanß ſön at de ei maa giöre ont, ſagde oc at hanß Sön Chriſtopher fich af en Steen at wide det ſleme weir A^o 86. da de mange folch blef her öſter, hŭor fore hand forböd at ingen ma[a]tte Roe dend dag, men ſom ingen wille adlÿde ham, ia iche hanß egen broder, da blef de oc borte; End ſagd[e] hand, at i det hand oplöfter Rŭnne bomen höit i weiret, eller hanß Sön Chriſtopher löfter Stenen höit i weiret, da faar de Swar; lige ſom 2^de Menniſker taliß wed hŭer andre;

Men ſee, ſagde hand, wor Sön Chriſtopher, hand ſitter better Docte[r] ſom wi, hand hawer ofte tallet med Gŭd, hand hawer Gŭds Wiisdom paa ſit Howe[d,] hand kand tale med Steen og Træ, naa[r] hand wil, ligeſom wi faaer Swar af Dek[ke]len paa Rŭne Bomen, ſaa faaer hand Swar af Steen og Træ, men maaſkee hand er Troldoms Docter ogſaa, thi hand hawer gaaet mandelig gal og wild da hand lærede, dog hawer Chriſtŭ[s] forbödet baade ham og hans Sön at giöre ondt, ligewel wisſte Chriſtopher, ſagde hand, det ſlemme Weir, ſom A^o 86. ſkeede, da de mange Menneſker wed Waardöe blew borte, hworom hand adwarede ſin Broder, ei den Dag at roe, thi den Mand, Broderen roede med, ſagde hand, ſkŭlle bliwe borte, alligewel wilde Broderen ei bliwe i Land, derfor blew hand og med de andre.

Here Knag includes details about Anders’ son Christopher which in the court proceedings is placed in the first part of the confession proper; apart from this, much of the content is the same, only rephrased in many instances. In light of the previous entries most likely being reworked by Knag and that his version seems more streamlined, it is tempting to regard his version the least true to the common source. This casts doubts on the first half ot the entry which is presented as directly quoting Pålsson in a broken grammar indicating a person having learnt Norwegian only as an adult.

Om alle diſße gierninger hand ſagde ſig at Kŭnde forrette, wille hand ei til ſtaa, nogen af dem ||: her i landet at hafŭe öfŭet eller brŭgt, oc der for protesterede paa ſin ŭ-ſkÿldighed oc at intet ont haf(ŭe)r forrettet, eller nogen Kand Klage at hand nogen Menniſker haf(ŭe)r giort ont i Ringeſte Maader; der hoß paa til ſpörgelße ſagde, at hand iche haf(ŭe)r forſoret gŭd i himelen eller ſin Chriſtendom, men naar hand til bad de afmalede gŭder, meente hand med dem gŭd i himelen, oc effterdj hand fornehmer at det er öfrigheden imod at hand brŭger Rŭnne bomen, wil hand dend nŭ forlade, oc lige ſom andre folch tro paa gŭd i himelen,

Denne Sag er ſaa her wed til i Morgen opsat,

Here the court proceedings clearly returns from referencing the previously made confession to the actions in the court room itself, despite remaining in the past tense. Knag naturally does not have a parallel to this.

Jeg ſpŭrte ham og, om hand wilde lære mig ſine Konſter, ſaa at jeg kŭnde ligeſom hand ſpille paa Rŭne Bomen, ſaa wilde jeg giwe hannem hwad hand hos mig wilde hawe, tilmed ſkŭlle hand bliwe fri og ingen Straf lide, ſagde, det ret at wære mit Alwor at wille lære, dog ſaa ſtillſwigende, at ingen maatte det wide. Da hand ikke andet merkede end det war mit Alwor, loe hand hiertelig, og ſagde, om jeg wilde lære `ſaa´ wilde hand med en god Willie giwe mig denne Rŭne Bome, thi da kŭnde jeg hielpe ham og alle hans Slægt. Jeg ſpŭrte ham, om jeg ogſaa ſkŭlde gaae et Aar wild og gal naar jeg lærde, dertil ſwarede hand, maaſkee Nei, dŭ har better forſtandig paa din Howed, dŭ tabler better ſtor Wiisdom ſom fattig Finnemand ſin Howed, dŭ giemer wel den kloog og dend Gŭds Wiisdom, ja den Docterſkab ŭden gal, ja ŭden wild, ſee ſaa wi lærer dig, nŭ ſkal dŭ förſt aabenbare for ald denne Gŭd, ja for Achien for Dom-Kirk, ja ald med Haab, ret aabenbarlig bekiende ald din Sÿnd dŭ hawer giort i denne Werden, ſom dŭ kand mindes, ſaa ſkal dŭ bede ald den Gŭd om Forladelſe, ſaa wi det hörer, ja falde paa din bar Knæ og bede ham med ret Hierte dernæſt ſkal dŭ lowe dŭ aldrig din Liw lang wil giöre mere ſlig Sÿnd, og troe ja tænke i dit Hierte hand er ret Gŭd, ſee ſaa hör hand Gŭd dig, ſaa hielper hand dig, hand giwer ret ſtrax Forladelſe, og giwer dig mandelig ſtor Wiisdom, hand paßer ikke ſÿndig Menniſke, naar hand ikke förſt beder om Forladelſe. Da hand dette hawde talt, spŭrte jeg ham, hwad jeg meere ſkŭlle giöre, naar jeg ſkŭlle lære? hwortil hand ſpŭrte Gŭderne, ſom hannem ſwarede, dŭ ſkal ikke ſige hannem mere, för hand hawer giort alt det ham nŭ er ſagt: jeg ſwarede det inge[n]lŭnde wil giöre, med mindre hand wille ſige mig det altſammen fra Begÿndelſen til Enden, hworledes jeg ſkŭlle lære. Hand ſpŭrte Gŭd atter igien, hwor hand blew befalet mig ikke widere at ſige, för jeg dem hafde erklæret for Gŭder, bekiendt mine Sÿnder for dem, bedet dem om Forladelſe, og derhos giort Löfter, om et reent og helligt Lewnet og endelig om den Wiisdom jeg forlanget, da ſaadant ikke ſkeede, blew hand ilde tilfreds og græd meget.

This part follows immediately after the final part of the confession in Knag’s account. However, it takes the form of an anecdote written in the first person rather a confession in the third person, and could hardly have been part of the text provided to the court as Pålssons confession. Stylistically it is similar to Knag’s preceding entry with direct quotes in broken Norwegian ascribed to Pålsson.

Om de Folk ſom kand ſpille paa Rŭne Bomen, ſiger alle Finner, at de ere de argeſte Troldmænd og GandHŭnde ſom til er, thi de læt kand forgiöre et Menniſke med ald det hand eÿer, ja ſette den Onde af den eene og paa den anden, forwexle Menniſkerns Lÿkke, at den, ſom för hawde en ond Lÿkke, ſkal faae en god Lÿkke, og den, ſom för hawde en god Lÿkke, ſkal faae en ond, og faſt giöre hwad de ſelw wil, thi de hawer Diæwelen ſkindbarlig hos ſig. De ere og meget forfarne i ſamme Konſt, ſom taler wed Steene og Træ, iblant hwilke er denne Finds Sön, wed Nawn Chriſtopher, ſom har wiiſt mig Menniſkers Geſtalt i et Beger Brændewiin, har ladet en TindKande dandſe for ſig paa Bordet, manet en Jordfroßen Steen at komme op til ſig, med fleere hansg gögle Konſter mand har ſeet af ham. Denne maatte for nogle Aar forfoÿe ſig fra Øſt-Finmarken formedelſt en gam̅el Finne Qwinde hand war ŭeens med, hwilke begge certerede ŭdi Konſten med hinanden, og ſom hŭn war ſtærkere end hand i ſamme Konſt, maatte hand reÿſe bort, men ſiden kŭnde hans Gand rekke længere end hendes, ſaa hand hende nŭ ſkal hawe forgiort, at hŭn optörkedes og döde. En anden Finn, ſom er temmelig klog, ſiger, at denne gamle Finne Qwinde og forbem^te Anders Poulſen ere gifte og hawer hawt Brÿllŭp ŭdi Helwede, hworpaa hand har ſoret og det med Eed ſtadfæſtet. Bemeldte Chriſtophe[r] og hans Fader kŭnde iblant andet giöre mange pŭßerlige Konſter, ſærlig om Qwindfolk, om det er Kon[e] eller Pige, ſom lader nogen ligge hos dem, kŭnde de ſige, hwem det war, naar det war og hwor ofte.

This entry breaks even more than the preceding one with the rest of the material. It has the character of hearsay, despite the author claiming to have witnessed one of the acts himself.

Court proceedings	Knag’s account	Commentary
Niels Knag, vice laŭgmand ofŭer Stawanger Laŭgſtol, Fogit oc Sorenſkriffer ower Find(march) giör Witterligt, at Anno 1692. Dend 9 Febrŭarij Er Sageting holdet ŭdj Wasöe i OſtFindmarchen, oc blef Retten betient af Nordmends laŭgret, Niels Baſtianßen, Raßmŭs Johanßen, Olle Mathießen, Theopheliŭs Anderßen, Erich Pedersen, Andreas Nielßen, Olle Olßen oc Olle Hanßen, Jtem af Finne Laŭgrette[n], Melchior Mathießen, Jfŭer Gŭnderßen oc Olle Olßen; Retten Præsiderede H^r Cancelj Raad oc Ambtmand ofŭer Waardöehŭŭs lehn, WelEdle oc Welb(ÿrdige) Hans Lilienskiold, Deſligeſte war wed Retten til ſtede, ŭnder Fogden erlachte Mand Olle Anderßen, oc Finne lenßmanden Poŭel Jfŭerßen, oc Andre flere Gotfolch;		This paragraph is unique to the court proceedings, as it describes the court session itself; the name of the deputy bailiff is marked as a correspondence as the other redaction includes it in the following paragraph.
Ermelte ŭnder Fogit for Retten frem bragte en Find af Wehranger wed Nafn Anders Poŭelsen, formedelſt hand hawer hafft oc brŭgt it instrŭment Rŭnne bomen Kaldet, oc der wed öwet dend Sleme Ŭ-gŭdelige Throlddoms Kŭnst, hŭilchen Rŭnne bome blef dend 7 Decemb(ris) paſsato fra hannem taget, oc nŭ paa tingbordet fremlagt, oc begierte ŭnder Fogden at ſame Finds bekiendelse om denne Rŭnne bome, ſom hand ŭdj ſin Nerwerelße, Sambt vice Laŭgmand Niels Knag, oc Finne Lensmanden Poŭel Jfŭersen ſom hans ord fortolchede d(end) 8 dec(embris) paſsato, motte hannem foreholdis oc oplæßis, om hand dend wille were gestendig, oc hŭis hand dend wedſtod, formodede ŭnder Fogden at der af ſkŭlle fornehmis hans Troelddoms Kŭnſt, oc gŭds hellige Nafns Mißbrŭg, ſom hand formeente ei ŭden Stra[f] bŭrde af gaa, oc war ermelte Anders Poŭelßens for hen Giorte bekiendelse ſom hannem nŭ paa tinget blef fore læſt, Saaledis;	1691. Den 7. Decembr. blew Anders Powelſen Find hentet med ſin Rŭne Bome fra *Woranger* til Wasöl af UnderFoged Olle Anderſen og Finne Lehnsmand Powel Iwerſen ſamt nogle andre Finner. Den 8. Dec. blew hand i mit Kammer examineret i bem^te UnderFogeds og Lehnsmandens Nærwærelſe, hans Bekiendelſe ŭdfaldt den Tid ſom og ſiden til Tinge ſaaledes:	Although the court proceedings has not yet started to quote the common source directly, there are enough correspondences in both the included facts and the choice of words to suggest that it included an introduction similar to the one in Knag’s version. From the context it is obvious that the reference to the court hearing in the latter could not have been present in the original, but must be a later addition.
Sagde ſig at were barn föd i Thorne Lapmarch i Swerige, oc wed ſine Mands aar til holt i lang tid wed ßö ſiden baade i Nordlandene oc her *i Find(march) oc diß Jmidler Contribŭeret* ßö ſkat oc leding med anden Rettighed lige ſom andre ßö finner, hafŭer oc mange giffte börn her i Find(march) for weſten oc her öſter, ſom ſkatter til hanß K(ongelige) M(aieſtet) allene, af hŭilche en i weſt Find(march) wed Nafn Chriſtopher, hand ſagde at were en god dochter, dog iche Kand Rŭnne bommens dochterſkab, men Kand tale wed ſteen, oc der faa ſwar, hŭad hand ſpörger efter, ſiger ſig at were af et smal hŭndrede aarß alder ſom er fem Gange 20 aar, oc at hafŭe lært ſin wißdom med Rŭnne bomen af ſin Moder i ſin ŭngdom, oc da hand begÿnte at lære, war hand det förſte aar wild oc gal, dog iche ſaa gal at hand giorde nogen Mand ſkade, oc lofde gŭd ham da at hand ald ſin lifs tid ſkŭlle faa god löche, men hand ſagde ſig iche ſee gŭd da hand fich de Löfter, almer Saadanne tancher Kom ham Stedze i bröſted da hand lærde,**	At wære barnföd og ſlŭpen fra ſin Moders Bŭg i Torne Lapmark i Swerrig, ſiden tilholdt i Norge wed Söe Siden, i Nordland og i Finmarken, og imidlertid contribueret Söe-Skat og Leding med anden Rettighet ligeſom andre Finner, hawer og mange gifte Börn her i Finmarken for Weſter og her Øſter, ſom ſkatter til Hans Kongl. Maj^t. Siger ſig at wære af et Smal hŭndrede Aars Alder, er 100. Aar. Den Kŭnſt at ſpille paa Rŭne Bomen ſagde hand ſig at hawe lært i ſin Ungdom af ſin Moder; og da hand begÿndte, war hand det förſte, 2^det og 3^die Aar wild og galt, dog ikke ſaa gal; at hand giorde nogen Mand Skade. Wed ſam̅e ſin Lære lowede Gŭd ham, at hand ald ſin Liws Tiid ſkŭlle hawe goed Lÿkke, men hand ſaae ikke Gŭd, da hand fik de Löfter, alleene ſaadanne Tanker kom ham ſtedſe i Bröſtet, da hand lærde.	Beside the addition of filler words and the use of near synonyms, there are two discrepancies in content. The court proceedings contain a short mention of Anders’ son Christopher, which corresponds to a later part of Knag’s account. Conversely, Knag adds “second and third” to the phrease “he was wild and frantic in the first year”. This is inconsistent with him reporting in the later part of the text to have asked Anders if he himself too would “go wild and frantic for a year” if he were to learn the art, and neither does a mere omission in the court proceedings mesh with the immediately following addition there.
Af for ind förte bekiendelße sŭarede hand til en deel pŭnchter, at hand ei Kŭnde mindiß at hanß Sön Chriſtopher Kŭnde tale wed ſteen, dog iche nechtede, at hand io war en goed dochter, fra gich nŭ, at hand iche war wild eller gal da hand lærde, oc ſiger ſig nŭ at hand lærde ſin Kŭnst af en find wed Nafn Anderß i Thorne lapmarch, men hanß Moder gich nj aar gal da hŭn lærde, oc at hŭn talte ofte wed gŭd, Jtem, at denne Rŭnne bome haf(ŭe)r hand ei ſelf giort men faaed dend af Anders Pederße[n] i Thorne Lapmarch ſom han(nem) lærde, tj ſame find oc sin moder war af en Tro,		This paragraph briefly reverts from reporting the previously made confession to the present tense of the court hearing. Here Anders denies several points from that confession. One of these points is that his son Christopher could speak with stones, which has just been quoted here but occurs later in Knag’s version. This cannot be regarded as conclusive evidence that the court proceedings retain the original placement, though, as the text seems to suggest that these denials were made after the entire confession was read to the court. The last of the contested points also referse the immediately following paragraph rather than in what had already been quoted.
Rŭnne bomen ſom nŭ er her til ſtede, bekiente hand til forn self at hafŭe giort, det hand nŭ benechter, hŭilchen er megit Slidt af dends Jidelige brŭg. dend er af fÿre træ, ŭdhŭllet ſom en Stor Rŭnd dog aflang ſkaale, oc ſiger hand, at dend dŭer intet ŭden dend er af fÿre træ, i bŭnden paa dend haf(ŭe)r hand ŭdſkaaret 2^de aflange hŭller, oc er af ſkaalenß hele træ imellom hŭllerne ſom hand holder dend med, med dend wenſtre haand naar hand ſpiller, ofŭen paa denne ſkaale er feſted et bered ſkind lige ſom paa en trom̅e oc er ſame ſkind lige ſom et tromſkind, dog af bered Renſkind, hŭilchet instrŭment hand Kalder Rŭnne bome, wed Enderne af dend henger it Refŭe öre, noch et Refŭe öre, et Refŭe trÿne, oc en Refŭe Klo, ſom hand ſiger ſkal were prŭnchet paa Rŭne bomen, paa ſkindet af denne bome haf(ŭe)er hand malet med Kaagt aalderbarchwand, ſom gifŭer Röed farfŭe, *förſt afdeelt dend med fire Streger ſom giör fem Rader, oc imellom hŭer Rad er effter ſkrefne Figŭrer* malet, huer med ſin bemerchning Saalediß,**	Rŭne Bomen hand nŭ hawer ſiger hand ſig ſelw at hawe giort, den er af Fÿre Træ, ŭdhŭllet ſom en ſtor Rŭnd dog af lang Skaalle. J Bŭnden paa dend hawer hand ŭdſkaaret 2^de lange Hŭller, og er af dens heele Træ imellem Hŭllerne ſom hand holder den med, med den wenſtre Haand naar hand ſpiller, og dŭer dend ikke naar den ei er giort af Fÿre Træ; owen paa den er feſtet et bered Skind ligeſom paa en Tromme, og er ſamme Skind ligeſom et Trom Skind; wed Enderne af den hænge Ræwe Ører, 2^det et Ræwe Trÿne og en Ræwe Kloe, ſom hand ſiger at ſkal wære prŭnket paa Rŭne Bomen. Paa Skindet af denne Rŭne Bome hawer hand malet med ſit Blod, ſom er ŭdſkaaret ŭnder hans Bröſt, förſt afdeelt den med 4^re Streger, ſom giör 5. Rader, og imellem hwer Rad er efterſkrewne Figŭr[er] malet, hwer med ſin Bemerkning ſaaledes:	From here on, the two versions follow each other more closely, but the discrepancies shed a good deal of light on how each of them diverge from the presumed original. The Court proceedings start by inserting a further denial of a detail of the prevoisly made confession, immediately followed by the insertion of an observation regarding the worn state of the drum, which is not attributed to Anders, but is rather in the voice of the scribe. Apart from some slight reordering and inconsequental rephrasing, the next difference is another addition unique to the court proceedings. There it is explicitly claimed that it is Anders who calls the instrument a runebomme, a Norwegian term meaning “magic drum” which would have been entirely alien to him. It is also awkwardly placed, as this term has already been introduced and used several times. The final discrepancy is particularly important. Here, the court proceedings report that the designs are made using an extract of alder bark, something which is known to be true from several other accounts. Nothing indicates that this is any form of alteration from the original text, but instead of this, Knag provides the sensationalist and obviously untrue claim that Anders has painted them “with his own blood, cut from under his chest”.
Ŭdj dend förſte Rad ſtaar, effter at hand nŭ bekiente ſelf at hafŭe giort Rŭne bomen;	Udi den förſte Rad	The awkward addition in the court proceedings is clearly secondary, but also at odds with the above, unless Anders now changed his explanation back to the initial claim.
*1[.] Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder ilmaris, det er Storm oc Slem weir,* naar hand til beder gŭd; da ſkal den same indeholde oc til bage Kalde ſit Sleme weir, oc hand giör wel ſlem weir, men ſiger det er ſÿnd at bede der om,	1. Et *Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Ilmaris, det er Storm og ſlem Weir,* den kand forŭroelige Söen, at Skibe og Baader forgaaer, han[d] kand og forderwe Jordens Gröde og Hawets Fiſke og forſkaffe ondt Aar, hworom Gŭd ſkal bedes, ſom hannem det ſkal tilſtede, men ſiger det er Sÿnd at bede derom.	Here the two entries start and end more or less identically, but differ in the middle part. As the court proceedings focus on the withdrawing of the ill weather and the causing of it (which is the main focus in Knag’s account) seems more like an afterthought, it seems most likely that this version has been modified from the original – one may imagine as a result of Anders protesting its one-sidedly negative description. Whether or not Knag’s account on the other hand elaborates on the original is harder to tell, but there are no obvious signs of this.
2. Et Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder diermiß, det er torden; naar gŭd bediß ſaa hielper diermis at naar det er flo weir med megit Regn, da Kalder hand det weir til bage igien, oc at denne diermis hafŭer ingen Magt för gŭd gif(ŭe)r han(nem) for lof; hand til ſtod nŭ oc ſaa, at ilmaris Kand giöre ŭnt oc ſlem weir til at beſkadige ſkiber oc baader, men diermis Kand giöre got weir igien, oc forhindre det ŭnde, naar hand faar lof der til af gŭd,	*2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Diermis, det er Torden, naar Gŭd bedes, ſaa hielper* den Skibe og Baade i Storm og Haws Nöd; den giwer og god Lÿkke til Lands og Wands, og redder i ald Nöd og Fare.	More than in the previous entry, it is here obvious that the court proceedings makes changes based on what Anders states during the court hearing, modifying or protesting the previously made confession, saying “He now also confessed that Ilmaris can make evil and ill weather to harm ships and boats”. Again, nothing suggest any alteration in Knag’s version.
3. En wild Reenß lignelße, ſom hand Kalder Gvodde, det er en wild Reen, Naar gŭd bedis, da gifŭiß wed dend löche til at faa ſkÿde wilde Reener, oc naar der ſpillis paa Rŭne bomen, da der ſom Ringen iche wil dandze til denne Reen, da faar hand ſom ſpörger effter god löche til ſkötterj, ingen Reen den gang, om hand endſkiönt giör ſin flid der effter,	3. En wild Reens Lignelſe, ſom hand kalder Gvodde[,] det er en wild Reen. Naar Gŭd bedes, da giwes wed dend Lÿkke til at faae ſkÿde wilde Reener; og naar der ſpilles paa Rŭne Bomen, da derſom Ringen ikke wil dandſe til denne Reen, da faaer hand ſom ſpörger efter goed Lÿkke til Skÿtterie, ingen Reen denne gang, om hand endſkiöndt giör ſin ÿderſte Flid, og naar denne Reen tilſtedes at gaae lös, kand den forſkaffe andre wilde Reener at komme til den der ſkal ſkÿde; kand og bortſkreme wilde Reen, at mand ingen kand faae, den kand og foraarſage, at tamme Reen ſkal wel triwes, og Ulwene med andre ſlemme Dÿr ſkal wige fra dem.	Whether Knag’s second half is added by him or omitted in the court proceedings is hard to tell. As there are no stylistic differences or any signs of an agenda in it, it might well come from the original.
Ŭdj dend anden Rad,	Udi den anden Rad
*1. En Rŭnd ſirchel med en Streg igiennem, dend Kalder hand peive,* det er ſolen, naar gŭd bediß, da ſkal dend gife got Solſkin, læt lŭft, oc ſmŭch weir, helſt naar Reens dÿrene wil Kalfŭe, naar Korn oc höe ſkal woxe, oc ellerß gifŭe got weir naar der om bediß,	1. En rŭnd Sirkel med en Streg igiennem, den kalder hand Peive er Solen. Naar Gŭd bedes, da ſkal den giwe godt Solſkin, let Lŭft og ſmŭkt Weir, helſt naar Reens Dÿrene wil kalwe, og ellers giwe got Weir, naar derom bedes, kand og ſit Skin indeholde, naar derom bedes.	The part unique to the court proceedings looks like an addition meant to explain in the terms of the agrarian culture of the Norwegians what was immediately before expressed in terms of the reindeer herding Sámi culture. The part unique to Knag’s version could easily have been left out by haplology, as it ends with the same three words as the preceding sentence. It could also have been deliberately omitted because this repetition made it look as a spurious addition, or because the final part of entry 2 in row 1 looks like an adaptation of this text to that entry, whereas the reverse seems less probable.
*2. Et Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder Jŭmal barn, det er gŭds barn, eller gŭdz Sön Chriſtŭs, naar hand til bediß, saa lößer hand af alle Sÿnder,*	*2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Jumal Barn, det er Gŭds Barn eller Gŭds Sön Chriſtŭs, naar hand tilbedes, ſaa löſer hand af alle Sÿnder.*
*3. Et Menniſkiß lignelße, ſom hand Kalder Jŭmal-Etziem, det er gŭd fader, hand Straffer alle Sÿnder,* oc ellers hielper ia forſkaffer, ia ſkicher, oc Straffer, naar hand der om bediß,	*3. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Jumal Etziem, d. e. Gŭd Fader, hand ſtraffer alle Sÿnder,* ſaa og hielper, ja forſkaffer, ja ſkikker Straffer, og tilſteder forbe^te og efterfölgende hwad de giör, naar hand derom bedes.	Again it is hard to tell whether the difference is due to an omission or an addition, but the former seems somewhat more likely.
4. En Kirchiß lignelße, ſom hand Kalder dom Kirch, dend til beder hand effterdj hand dend ſelf haf(ŭe)r giort, oc ſiger hand at faa med dend ſÿnderniß forladelße, Siælenß Salighed, oc en Chriſtelig död, oc enten mand döer eller lefŭer ſaa hielper ſame Kirche,	*4. En Kirkes Lignelſe, ſom hand kalder Dom* Kirk, d. e. Dom-Kirken, den tilbeder hand, og ſiger hand wed dend at faae Sÿndernes Forladelſe, Siælens Salighed og en chriſtelig Död, og enten mand döer eller lewer ſaa hielper ſamme Kirke;** wil nogen hawe goed Lÿkke, da ſkal hand giwe dend Wox-Lÿs, Wild Ware, Penge eller andet, hwilket leweres til Prowſten til den Kirke ſom er næſt hos, ſiden tilbedes Gŭd, og hannem erindres, at den Perſon har giwet det eller det til Dom Kirken, tilmed hawer hand og holdet ſine hellige Dage rettelige, derfor formanes og bedes Gŭd om en goed Lÿkke til det eller det, ſærlig naar hand hawer ſÿndet, at faae Sÿndernes Forladelſe, og da bedes formedelſt Kirken og det Gode mand Kirken giwet hawer om ſin Siæls Salighed og om en god og chriſtelig Död, ſaa hielper Gŭd ret mandelig.	Of the different phrases near the start, Knag’s look most like a later addition, and having added that he might have felt that the subclause in the court proceedings interrupted the narrative too much. The long part unique to his version seems to be a summary from memory of elements from later entries, especially about the other church symbol.
5. Et Menniſkeß lignelſe ſom hand Kalder Engil, det ſkal were gŭd dend hellig aand, naar hand bediß, hand lößer af alle Sÿnder, ſaa mand blifŭer et nÿt oc Reent Menniſke naar hand wil hielpe, Dend gŭd ſom til bediß, ſom ofte meldet er, er de lignelßer oc figŭrer ſom hand af Malet haf(ŭe)r effter perſonerne i gŭddomen; ſom hand siger at hanß Moder han(nem) lært hafŭer,	5. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder Engel, det ſkal wære Gŭd den hellig Aand; naar hand bedes, hand löſer af alle Sÿnder, ſaa mand bliwer et nÿt og reent Menniſke, naar hand wil hielpe. Den Gŭd ſom tilbedes, ſom ofte meldt er, ere de Lignelſer og Figŭrer ſom hand afmalet hawer efter Perſonerne i Gŭddommen, ſom hand ſiger, at hans Moder hannem lært hawer.
*Ellerß Staar hos hŭer perſon i alle Rader en Staf af Malet, ſom hand Kalder Jŭncher Sabbe* eller Stŭr Herr Sabbe, det er Jŭnchers Staf eller Store herreß Staf, tj hand siger lige ſom Jordenß herrer, hafŭer deriß Staf i haanden ſaa hafŭer diſße perſoner Stafŭer i deriß hender;**	Ellers ſtaaer hos hwer Perſohn i alle Rader en Staw afmalet, ſom hand kalder Juncher Sabbe eller Stŭr Herr Sabbe, thi hand ſiger, ligeſom Jordens Herrer hawe deres Staw i Haanden, ſaa hawer og disſe Perſohner Stawer i deres Hænder.	The difference is again likely an addition made for the benefit of the Norwegian-speaking court.
Ŭdj dend 3^die Rad,	Udi den 3^die Rad
*1. Et Menniskes lignelſe ſom hand Kalder S^te Anna,* oc sier hand at *denne er Maries* Söster, oc er i Raad med Marie naar hŭn hielper, ellerß Kand denne intet giöre ŭden Maries willie,**	1. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hand kalder S^t Anna *denne er Maries* Söſter, og er i Raad med Maria, naar hŭn hielper, ellers kand denne intet giöre ŭden Maries Willie.**	The difference is most easily explained as the court changing a statement that could have theological implications so that it is even more obvious that this is something Anders claims.
2. Et qŭindfolchß lignelſe ſom hand Kalder oc Nefner paa adſkillig maade, Maria, Jŭmal Enne, Jŭma[l] Ache, det er, Maria, Chriſtj moder, gŭdz qŭinde, naa[r] hŭn til bediß, hielper hŭn særdeliß barßel qŭinder[,] hŭn hielper oc til at löße fra alle Sÿnder, oc hielper ia til bediß lige wed gŭd;	2. Et Qwindfolks Lignelſe, ſom hand kalder og næwner paa adſkillige Maader, Maria Jummal Enne, Jŭmal Ache, d. e. Maria Chriſti Moder, Gŭds Qwinde; naar hŭn tilbedes, hielper hŭn ſærdeles alle Barſel Qwinder, hŭn hielper og til at löſe fra alle Sÿnder, hielper og tilbedes lige wed Gŭd.	The difference is perhaps more likely to be due to an omission than an addition, simply because the phrasing is more awkward with the word than without.
3. 4. 5. Er 3^de: Menniſkerß lignelße, ſom hand Kalder Jŭlle peive, Jŭlle herr, det er Jŭle dage, Jŭlle herrer ſom Raader Jŭlen, oŭcht Jŭle Peiv herr förſte Jŭlle dags herre, goŭgt Jŭle peive herr, Anden Jŭlle dags herre, Gvolme Jŭl peive herr, tredie Jŭlle dags herre, Naar nogen wahn helliger diſße dage, da ſkal gŭd Straffe dend, men naar nogen holder dem ret hellig, oc dend ſame wil bede gŭd om noget, da ſtilles de dage frem for gŭd, oc fore gifŭis at dend eller dend hafŭer holt de dage hellige, oc at gŭd af deſßen aarſage wil hielpe, widere wille hand iche om de dage bekiende,	3. Er 3^de Menniſkers Lignelſerr, ſom hand kalder Julle Peive, Julle Herr, d.e. Jŭlle Dage, Jŭlle Herrer ſom raader Jŭllen. ouch Julle Peive Herr, förſte Jŭlle Dags Herre, gougt Julle Peive Herr, anden Jŭlle Dags Herr, Guolme Julle Peive Herr, tredie Jŭlle Dags Herre. Naar nogen wanhelliger diße Dage, da ſkal Gŭd ſtraffe dend, men naar nogen holder dem ret hellig, og hand wil bede Gŭd om noget, da ſtilles de frem for Gŭd, og foregiwes, at dend eller dend hawer holdt de Dage hellige, og at Gŭd af deßen Aarſag wil hielpe; ſaa hielper Gŭd derfor ŭdi alt hwis ſom begiæres.	The first differences are entirely inconsequential, but at the end one text entirely replaces the original text. Oddly enough the exact same is the case for the following entry, and even the substance of the version in the court proceedings is the same, namely “he would not confess more about this”. As the confession was not given during the court hearing but was made in advance, it does not seem likely that such references were added there.
Ŭdj dend 4^de Rad,	Udi den 4^de Rad
*1. En Rŭnd Sirchel, ſom hand Kalder Manna, det ſkal were Maanen, naar gŭd* til bedis, da gifŭer dend Klart ſk[in] oc got nat weir, om end ſkiönt det er tÿcht ſkÿed weir, widere wille hand iche bekiende;	*1. En rŭnd Sirkel ſom hand kalder Manna, det ſkal wære Maanen; naar Gŭd bedes, da giwer den klar Skin og got Nat Weir,* helſt for wandrendes Folk.	See previous entry.
*2. oc 3. Er 2^de Mends lignelße, ſom hand Kalder olmoŭg Mane Kirche, det er folch ſom gaar til Kirche, hŭilche hand holder ichŭn for en bemerchning, lige ſom andre folch gaar til Kirche,*	*2^den og 3^die Ere 2^de Mænds Lignelſer, ſom hand kalder Olmoug Manne Kirch, d. e. Folk ſom gaaer til Kirke, hwilke hand holder ikkŭn for en Bemærkning ligeſom andre Folk gaaer til Kirken.* Wed hwilke hand ligner endeel Folk, at naar de gaaer i Kirke, kand hand forgiöre dem, naar hand meener dem ondt, kand og bewilge dem got, naar hand meener dem wel.	The contents of the text unique to Knag is of a nature that makes it highly unlikely to have been omitted by the court, and must therefore be suspected to be an addition by Knag.
4. Er en Kirchiß lignelße ſom hand Kalder Kirche, oc ſkal betÿde dend Kirche hŭor hand haf(ŭe)r ſit tilhold wed; til denne Kirche siger hand baade ſig ſelf oc andre offrer, baade woxlÿß[,] penge oc andet, dog offrer ingen med mindre de blif(ŭe)r hiŭlpen, hŭilchet offer, de ſiden lefŭerer til Preſten til dend Rette Kirche, ſom denne af malede haf(ŭe)r sin bemerchning af, item naar nogen er Sÿg, eller haf(ŭe)r Modgang paa Reen eller andet ont er nogen wederfaret, da bediß oc lofŭiß til denne Kirche, oc naar ſaa nogen blif(ŭe)r hiŭlpen da faar Kirchen hŭiß lofŭet er,	4^de Er en Kirkes Lignelſe, ſom hand kalder Kirch, og ſkal betÿde den Kirke hwor hand hawer ſit Tilhold wed, til denne Kirke ſiger hand baade ſig ſelw og andre offrer, baade Wox-Lÿs, Penge og andet, dog offrer ingen, med mindre de bliwer hiŭlpne, hwilket Offer de ſiden lewerer til Præſten til den rette Kirke, ſom denne afmalede hawer ſin Bemærkning af. Item, naar nogen er ſÿg, eller hawer Modgang paa Reen, eller andet ondt er nogen wederfaret, da bedes og lowes til denne Kirke, og naar ſaa nogen bliwer hiŭlpen, da faaer Kirken, hwis lowet er, men det leweres til Præſten, og ſiger, at mand hawer lowet den Præſtes Kirke det i Nödsfald.	The difference could equally well be an omission or an addition; suspicion falls on Knag as he seems to have added to several preceding and following entries.
5. En Mandz lignelße ſom Staar paa dend anden ſide Kirchen, det ſkal were en ſom Komer paa dend anden side oc wil gaa til Kirche,	5^te En Mands Lignelſe, ſom ſtaaer paa den anden Side Kirken, det ſkal wære een, ſom kom̅er paa den anden Side og wil gaae til eller fra Kirke, ſom kand giöres wed ligeſom de forrige.	See entry 3 above.
Ŭdj dend 5^te Rad,	Udi den 5^te Rad
1. qŭindfolchß lignelße, ſom ſkal were dend bŭndne diefŭe[l] ſin qŭinde, hŭis Nafn hand ſiger ſig iche wide,	1. Et Qwindfolks Lignelſe, ſom ſkal wære den bŭndne Diæwel ſin Qwinde, ſom er Fandens Moder, hwis Nawn hand ſagde ſig ikke wide, men næwner hende den ſtore Diæwels Moder.	Both here and in the remaining entries describing the symbols, suspicion again falls on Knag. The additional content in his version bears no sign of authenticity, and there is no reason why it should have been omitted.
2. Et Menniſkes lignelße ſom Staar lidet neden for denne förſte, ſom hand siger ſkal were en diefŭel ſom dræber folch, oc Menniſker, oc ſkal were Siŭgdom,	2. Et Menniſkes Lignelſe, ſom ſtaaer lidet neden for denne förſte, ſom hand ſiger ſkal wære alle Slags Sÿgdom, ſom Spedalſkhed, Falden Sÿge, Watterſot og deslige, ſom ellers er een af Diæwlene. Dend ſam̅e dræber Menniſker og Beſter, og er alle Slags Beſkadigelſe ſom nogen paa Legemet kand wederfares.	See the previous entry.
3. et Menniſkeß lignelße lige for denne ſom melt er, som hand siger skal were dend diefŭel ſom nŭ er löeß oc Regierer i helfŭede oc Swefŭer om i werden, hŭilchen hand ſiger ſig iche hafŭe nafn paa, oc at denne Römte da gŭd bant dend anden dief[e]l \|: her effter om meldiß, oc at da gŭd fant denne, da hafde gŭd Jern ſkoe paa oc tröde denne i en Stor Mÿr,	3. Et Menniſkes Lignelſe lige for denne ſom meldt er, ſom hand ſiger ſkal wære den Diæwel, ſom nŭ er lös og regierer i Helwede, og er den bŭndne Diæwels Sön. Den ſwewer om i Werden, hwilken hand ſiger ſig ikke hawe Nawn paa, og at denne römte, da Gŭd band den anden Diæwel, ſom herefter om meldes, og at, da Gŭd fandt denne, da hawde Gŭd Jernſkoe paa og tröde denne i en ſtor Mÿr, og ſaaſnart Gŭd gik fra ham igien, da ſtoed hand op og löb bort.	See entry 1 above.
4^de Staar Saalediß , dette Kalder hand Hilvet Tol, det ſkal were helwedis Jld, dend ild brender Menniſkenes Siæle i helfŭede,	4^de Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Tol, det ſkal wære Helwedes Jld, den Jld brender Menniſkens Legeme og Siæler i Helwede.	See entry 1 above.
*5^te Staar Saalediß . dette Kalder hand Hilvet Tarve Giedme, ſom ſkal were helfŭediß tiere Kiedel, ſom Kaager Menniskeneß Siæle i helfŭede,*	*5^te Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Tarve Giedme, ſom ſkal wære Helwedes Tiære-Kiædel, ſom kaager Menniſkens Siæle i Helwede.*
*6^te Staar Saalediß , dette Kalder hand Hilvet Haŭfd, det er helwediß graf, hŭor ŭdj* Kaſtiß alle de Menniſker ſom tror paa diefŭelen, oc Kaſter gŭd dem der ŭdj	*6^te Staaer ſaaledes , dette kalder hand Hilwet Haufd, d. e. Helwedes Graw, hworŭdi* Gŭd kaſter, alle de Menniſkers Legemer, ſom troer paa Diæwelen.	See entry 1 above.
*7^de Et Menniſkes lignelße som hawer en Streg lige fra halßen til en Stötte, denne Kalder hand Hvenaales Gvoliſis, det er en* bŭnden diefŭel i lenche, ſom ſkal were dend diefŭel ſom blef bŭnden da gŭd ſkabte werden,	*7. Et Menniſkes Lignelſe, ſom hawer en Streg lige fra Halſen til en Stötte, denne kander hand Huenaales Guoliſes, d. e. en* Lenke bŭnden Diæwel, ſom skal wære den Diæwel, ſom blew bŭnden, da Gŭd ſkabte Werden, hand hawer meget at ſige i Helwede, men intet i Werden[.]	See entry 1 above.
Til denne Rŭnne bome hawer hand 2^de hamre, giort af Reen horn, ſom hand Kalder Ziaarve vetzier, med dend ene bancher hand Jidelig paa Rŭnne bomen naar hand noget wil for rette, til med hafŭer hand af Meſßing giort ſom en liden indhŭl dechel med en Meſßing Ring owen til, *ſom hand Kalder palm, denne ſetter hand paa Rŭnne bomen,* ſom hand wiſte her for Retten, oc löfte Rŭnne bomen op oc ned med ſin haand, wrier oc holder dend af oc til, oc imedens bancher med hameren, oc ſegir hand at wed Meſßing dechelen faar hand at wide om det eller det er ſant eller ei,	Til denne Rŭne Bome hawer hand 2^de Hamre, giort af Reen Horn, ſom hand kalder Ziaarve Vetzier, med den eene banker hand idelig paa Rŭne Bomen, naar hand noget wil forrette, tilmed hawer hand af Meßing giort en liden indhŭl Dekkel med Meßing Ringe ŭdi, ſom hand kalder Palm, denne ſetter hand paa Rŭne Bomen, og löfte[r] Rŭne Bomen op og ned med ſin Haand, wrier og holder den af og til, og imedens banker med Hameren, og ſiger hand at MeßingDekkelen ſwarer ham Gŭdernes Willie.	After the drum itself is mentioned, the court proceedings inserts “which he showed the court here”. the difference in conclusion is again suggestive of alteration by Knag.
bekiente ÿdermere, at naar hand ſpiller paa Rŭnne bome for nogen, oc dechelen dandzer imod ſolen, da hafŭer dend en Slem löche hand ſpiller for, men Komer dend ſaa langt ned at hand Staar wed en af dem ŭnder dend ſiſte Streg i dend 5^te Rad, da er gŭd wred paa dend hand ſpiller for, oc maa dend ſame bede gŭd megit för dechelen wil gaa til bage igien, ſaa gŭd lader ham ſee at hand er et ſÿndig Menniſke; Men dandzer dechelen Ret om med Solen, da hafŭer dend en goed löche hand ſpiller for;	Naar hand ſkal ſpille for nogen og bede for den ſamme om noget, da maae hand ſlaae paa Rŭn Bomen og Dekkelen dandſer op og ned, gaaer da Dekkelen imod Soelen og ſaalangt ned at den kom̅er til een af de Figŭrer i den ſidſte Rad, der Diæwlenes og Helwedes Afmaling er, og bliwer der ſtaaende og ikke wil dandſe tilbage igien, da er Gŭderne wred paa den hand ſpiller for, og forkaſter denſam̅e med Liw og Siæl til Helwede, ſaa hand ikke ŭden ſtörſte Beſwærlighed kand hielpes i Gŭdernes Gŭnſt. Hender det ſig og at Dekkelen gaaer ikke til den nederſte Rad, dog imod Soelen, da hawer den hand ſpiller for en ſlem Lÿkke, men gaaer den med Soelen, hawer hand en goed Lÿkke.	Here the texts start to diverge again, but this time it seems less like changes caused by the situation in the court room and more like elaborations by Knag as in the preceding parts.
Her neſt antog hand Rŭnne bomen oc proberede med ŭnder wißning hŭorlediß hand ſpill[e]r, Korßed förſt ſig, ſaa Rŭnne bomen, oc læſte Fader Wor paa Careelſk, oc begÿnte widere ſin bön, ætziem, achie, ja barne, ja Engilen, væche don, med flere ord; oc ſkŭlle d[e]t were gŭd Fader, din Moder, ia din ſön, ia dend hellig aand hielp nŭ, oc der wed ſlaae paa ſine billeder, oc dechelen dandzede op oc ned, oc hand banchet med hameren, oc fore holt gŭderne diſße ord, ia dŭ gŭd ſom har ſkabt himel oc Jord, Soel oc Maane, ia Stierner, alle Menniſker, ia fŭgle, ia alle fiſke oc hafŭet, oc bekiendte ſine Sÿnder ſigende, ieg er et Sÿndig Menniſke, gamel oc ŭ-werdig, bettre er det ieg döer, end dŭ iche wil hielpe den wj ſpör effter, der hoß ſiger ſig at giöre löfte iche at wil ſÿnde mere, med flere hanß til bedende ord,	Da der ſpilles for nogen, korßer hand förſt ſig, dernæſt Rŭne Bomen nogle gange, og læſer Fader wor med andre Bönner og Tilbedelſer, ſom ei forſtaaes, thi hand ikke læſer det ſaa hoÿt, at mand det kand begribe, begÿnder med grædende Taare i dÿbeſte Devotion ſin Bön ſaaledes: *Atziem, achie, barne ja Engil* ſeende paa ſine Billeder, ſigende: O Fader, din Qwinde med din Sön og Engelen, dŭ ſom har ſkabt Himmel og Jord, Soel og Maane ja Stierner, alle Menniſker, ja alle Fŭgle, ja alle Fiſke og Hawet; hielp nŭ N. N. og ſig hannem N. N. og giör det for hannem, hand bekiender ſine Sÿnder for dig, hand lower aldrig at ſÿnde meere forſætlig imod dig, hielp dŭ ham nŭ. Hwad flere Ord war kŭnde ei forſtaaes, da hand ſaaledes længe hawde bedet og ſŭkket, derhos erklærede ſig ſelw at wære en grow Sÿnder og ŭwærdig baade for ſin Alderdom, og for ſine mange Forſeelſer, ſom hand og afbad, lowede at tilgiwe alle Menniſker, hwad de ham fortörned hawer, begÿndte ſtrax at banke med Ham̅eren, og Dekkelen dandſede paa Rŭne Bomen op og ned af den Bewegelſe hand giorde med ſin Haand og de haarde Slag hand ſlog.	Here the court proceeding necessarily must be changing the source text, as it describes a demonstration being made then and there in the court room. Still it is a fairly close parallel to Knag’s account, so we are led to believe that he repeats a very similar demonstration to one he has previously made to Knag as part of his interrogation. This version adds the fact that Anders recited the Paternoster in “Carelian”, that is Finnish in the modern sense, whereas Knag says that one cannot understand what he is saying on account of him not speaking loudly enough. Overall the differences are more in the phrasing than in content.
	Fik hand ikke ſaadan Swar hand wilde, ſagde hand, at endeel af Gŭderne wille ſware og hiælpe, og de andre wilde ikke, ſaa de ware ŭeens, da tilbad hand atter de ſom ikke wille hielpe, og raabte hoÿt ſom tilforne, foreholdend[e] Gŭderne, at de ikke ſkŭlle wære bange for Normand, thi omendſkiönt hand ſpiller i Nordmands Hŭŭs, ſkal dog Normand ikke giöre dem ondt, de maae ikke lÿwe, men ſige ret Sandhed, den begiæres, wi begiær[e] ikke de ſkal lywe, wi wil endelig wide, hworledes det hawer, wi ſpörger efter; dermed ſpillte hand paa nÿt igien og fik endelig Swar etc.	Here Knag elaborates more on the first demonstration made in his custody, which is of course not relevant to the description of the second demonstration made in the court room. It might therefore well be original, as it would have had to be omitted from the court proceedings in any case. It is then not possible to assess whether it has been altered from the original or not.
	Denne Kŭnſt kalder hand Gŭds Kŭnſt og Docterſkab, item at naar Gŭd ham ſwarer faaer hand det wide af Dekkelen. Eengang loed jeg ſom Dekkelen war blewen borte, da ſörged hand og war bange, da hand fik den igien, loe hand heel hoÿt, og war hiertelig glad, læſte og lowede ſine Gŭder; hand ſagde og, ſaafremt hand miſter denne Rŭne Bome, ſkeer ham, hans Qwinde, ja Börn, Folk og alt det de hawde, ſtor Ulÿkke, thi da kŭnde de ikke tilbede eller wide, hwor det ſkŭlde gaae dem.	Similarly to the previous entry, this would likely have been omitted from the court proceedings if it was present in the original written form of the confession.
Paa til ſpörgelße ſagde han at naar nogen er ſat gand ŭdj Kand han wed ſine gŭder tage ſame gand ŭd oc lade dend Kome i dend ſame ſom hawer dend förſt ŭdſat, wiißed hŭorlediß hand det giör, ſpiller paa Rŭnne Bomen, at dechelen dandzer Rŭndt om bomen indtil dend Komer ned paa en af de Figŭrer i dend 5^te Rad, ſom er en af dieflene, da wiger ganden af dend ſom haf(ŭe)r ham, oc i dend ſom ham har ŭdſat; ſagde at hand haf(ŭe)r hiŭlpet mange i Swerig lapmarch, men ingen her i landet,	Paa Tilſpörgelſe ſagde hand, heel wel, at kŭnde ſkÿde Gand ŭd, men det war Sÿnd, hwilket Gŭderne ikke gierne wil tilſtede ŭden hoÿ Aarſag, men naar nogen hawer forgiort hinanden eller giort andet ondt, og mand kom̅er til ham og beder om Gŭds Straf ower den Perſon ſom ſaadant giort hawer, da beder hand Gŭderne om ſtor Straf ower hannem, og efter hand hawer tilbedet ſaa ſpiller hand, og bliwer da Strafen denne, at Gŭd forkaſter ham lige ned i Helwede med Liw og Siæl, og der faaer hand ſin rette Lön, thi hand ſtrax döer, eller og hand ſpiller ſaaledes, at det Onde, den förſte har giort, kand komme af det Menniſke ſom det er ſat paa, og wige tilbage paa den ſamme ſom det hawer förſt ŭdſat.	The exact match in the first few words and a few correspondences in the following demonstrates that these divergent passages have a common source. Knag here repeats a phrase he has used earlier, suggesting that his version that is reworked. The closing words in the court proceedings might well be an addition made in the court room: “[he] said that he has helped many in the Swedish part of Lapponia, but none in this country”.
Thiŭfŭer, der om ſagde hand, oc wiiſte paa ſame maade ſom om gand, at dechelen dandzer til en af dieflene, da Spiller hand ſaa lenge, at gŭd Straffer tiŭfŭen ſom noget har ſtaalet, ſaa at hand törchiß oc Mafris op at hand blif(ŭe)r lige ſom tört træ,	Tÿwſtaalet Gods ſiger hand heel læt at kŭnde ſkaffe tilbage igien, ſaa og lade en ſee Tÿwen, og naar hand wil ſaaledes ſpille, kand hand wed Gŭd og Dom Kirken ſtrafe den ſom noget har ſtaalet, at hand ſkal törkes op, forſwinde og mawres.	Again details of the phrasing demonstrates shared textual origin despite major differences.
Sagde ſig oc at Kŭnde wed ſin bön til gŭd, naar hand ſpiller paa Rŭnne bomen forſkaffe goed löche til Reenß dÿr, at wlfŭe dem ei ſkŭlle dræbe, oc ſaa i andet erholde goed löche,	Desligeſte, naar hand ſpörger Gŭderne, ſiger de ham, naar hand ſpiller, om Skib, Baader, ja Menniſker, ja Reener og deslige, om det hawer goed eller ſlem Lÿkke, naar hand og beder Gŭderne med Dom Kirken og de andre, ſom kand giöre got og ondt, da kand de forſkaffe og giöre alt det Onde de wil og Mand begiærer, ſigende derhos, at det war dog ſtor Sÿnd naar ſaa ſkeede.	Here it is merely the context and a few words that demonstrates the connection between the entries. Knag’s version repeats phrases from other places in the text in a way that suggests that at least his version is reworked.
Naar hand hielper barßel qŭinder da ſpiller hand paa Rŭnne bomen; oc faar hand at wide gŭdz willie naar dechelen dandzer paa Rŭnne bomen; men for ingen deel wille ſige at faa gŭderniß Swar anderlediß end naar dechelen dandzer Ret om med ſolen; paa lige maade faar hand oc widenſkab hŭorlediß hanß folch lefŭer hieme, naar hand er fra dem, ſaa oc at faa widenſkab hŭor andre folch lefŭer,	Barſel Qwinder kand hand og hielpe, at de aldeles ingen Pine ſkal hawe, hworŭdi Maria er den beſte Hielp. Naar hand er borte, og hand ſpörger Gŭderne om hans Folkes og Hŭŭſes Tilſtand hiemme, giwer de hannem derom wis Swar; det ſamme kand hand og ſpörge om andre Folk, endog de ere nogle hŭndre Mile borte, item ſige, naar og hwad Dag Skib ſkal komme, hwordan Skipperen er af Skikkelſe, hwad og hwor mange Folk hand har inde.	The situation here is similar to the previous entry, but what suggests that Knag has reworked the text in this place is that he uses the phrase «several hundred miles away», which strongly echoes the account published by Olaus Magnus in 1555.
ſiger oc at hanß `ſön´ Chriſtopher Kand talle med ſteen oc der faa wide hŭad hand ſpör effter, tj hand haf(ŭe)r gaaed wild oc gal da hand lærde, oc at Chriſtŭß haf(ŭe)r forbödet baade ham oc hanß ſön at de ei maa giöre ont, ſagde oc at hanß Sön Chriſtopher fich af en Steen at wide det ſleme weir A^o 86. da de mange folch blef her öſter, hŭor fore hand forböd at ingen ma[a]tte Roe dend dag, men ſom ingen wille adlÿde ham, ia iche hanß egen broder, da blef de oc borte; End ſagd[e] hand, at i det hand oplöfter Rŭnne bomen höit i weiret, eller hanß Sön Chriſtopher löfter Stenen höit i weiret, da faar de Swar; lige ſom 2^de Menniſker taliß wed hŭer andre;	Men ſee, ſagde hand, wor Sön Chriſtopher, hand ſitter better Docte[r] ſom wi, hand hawer ofte tallet med Gŭd, hand hawer Gŭds Wiisdom paa ſit Howe[d,] hand kand tale med Steen og Træ, naa[r] hand wil, ligeſom wi faaer Swar af Dek[ke]len paa Rŭne Bomen, ſaa faaer hand Swar af Steen og Træ, men maaſkee hand er Troldoms Docter ogſaa, thi hand hawer gaaet mandelig gal og wild da hand lærede, dog hawer Chriſtŭ[s] forbödet baade ham og hans Sön at giöre ondt, ligewel wisſte Chriſtopher, ſagde hand, det ſlemme Weir, ſom A^o 86. ſkeede, da de mange Menneſker wed Waardöe blew borte, hworom hand adwarede ſin Broder, ei den Dag at roe, thi den Mand, Broderen roede med, ſagde hand, ſkŭlle bliwe borte, alligewel wilde Broderen ei bliwe i Land, derfor blew hand og med de andre.	Here Knag includes details about Anders’ son Christopher which in the court proceedings is placed in the first part of the confession proper; apart from this, much of the content is the same, only rephrased in many instances. In light of the previous entries most likely being reworked by Knag and that his version seems more streamlined, it is tempting to regard his version the least true to the common source. This casts doubts on the first half ot the entry which is presented as directly quoting Pålsson in a broken grammar indicating a person having learnt Norwegian only as an adult.
Om alle diſße gierninger hand ſagde ſig at Kŭnde forrette, wille hand ei til ſtaa, nogen af dem \|\|: her i landet at hafŭe öfŭet eller brŭgt, oc der for protesterede paa ſin ŭ-ſkÿldighed oc at intet ont haf(ŭe)r forrettet, eller nogen Kand Klage at hand nogen Menniſker haf(ŭe)r giort ont i Ringeſte Maader; der hoß paa til ſpörgelße ſagde, at hand iche haf(ŭe)r forſoret gŭd i himelen eller ſin Chriſtendom, men naar hand til bad de afmalede gŭder, meente hand med dem gŭd i himelen, oc effterdj hand fornehmer at det er öfrigheden imod at hand brŭger Rŭnne bomen, wil hand dend nŭ forlade, oc lige ſom andre folch tro paa gŭd i himelen, Denne Sag er ſaa her wed til i Morgen opsat,		Here the court proceedings clearly returns from referencing the previously made confession to the actions in the court room itself, despite remaining in the past tense. Knag naturally does not have a parallel to this.
	Jeg ſpŭrte ham og, om hand wilde lære mig ſine Konſter, ſaa at jeg kŭnde ligeſom hand ſpille paa Rŭne Bomen, ſaa wilde jeg giwe hannem hwad hand hos mig wilde hawe, tilmed ſkŭlle hand bliwe fri og ingen Straf lide, ſagde, det ret at wære mit Alwor at wille lære, dog ſaa ſtillſwigende, at ingen maatte det wide. Da hand ikke andet merkede end det war mit Alwor, loe hand hiertelig, og ſagde, om jeg wilde lære `ſaa´ wilde hand med en god Willie giwe mig denne Rŭne Bome, thi da kŭnde jeg hielpe ham og alle hans Slægt. Jeg ſpŭrte ham, om jeg ogſaa ſkŭlde gaae et Aar wild og gal naar jeg lærde, dertil ſwarede hand, maaſkee Nei, dŭ har better forſtandig paa din Howed, dŭ tabler better ſtor Wiisdom ſom fattig Finnemand ſin Howed, dŭ giemer wel den kloog og dend Gŭds Wiisdom, ja den Docterſkab ŭden gal, ja ŭden wild, ſee ſaa wi lærer dig, nŭ ſkal dŭ förſt aabenbare for ald denne Gŭd, ja for Achien for Dom-Kirk, ja ald med Haab, ret aabenbarlig bekiende ald din Sÿnd dŭ hawer giort i denne Werden, ſom dŭ kand mindes, ſaa ſkal dŭ bede ald den Gŭd om Forladelſe, ſaa wi det hörer, ja falde paa din bar Knæ og bede ham med ret Hierte dernæſt ſkal dŭ lowe dŭ aldrig din Liw lang wil giöre mere ſlig Sÿnd, og troe ja tænke i dit Hierte hand er ret Gŭd, ſee ſaa hör hand Gŭd dig, ſaa hielper hand dig, hand giwer ret ſtrax Forladelſe, og giwer dig mandelig ſtor Wiisdom, hand paßer ikke ſÿndig Menniſke, naar hand ikke förſt beder om Forladelſe. Da hand dette hawde talt, spŭrte jeg ham, hwad jeg meere ſkŭlle giöre, naar jeg ſkŭlle lære? hwortil hand ſpŭrte Gŭderne, ſom hannem ſwarede, dŭ ſkal ikke ſige hannem mere, för hand hawer giort alt det ham nŭ er ſagt: jeg ſwarede det inge[n]lŭnde wil giöre, med mindre hand wille ſige mig det altſammen fra Begÿndelſen til Enden, hworledes jeg ſkŭlle lære. Hand ſpŭrte Gŭd atter igien, hwor hand blew befalet mig ikke widere at ſige, för jeg dem hafde erklæret for Gŭder, bekiendt mine Sÿnder for dem, bedet dem om Forladelſe, og derhos giort Löfter, om et reent og helligt Lewnet og endelig om den Wiisdom jeg forlanget, da ſaadant ikke ſkeede, blew hand ilde tilfreds og græd meget.	This part follows immediately after the final part of the confession in Knag’s account. However, it takes the form of an anecdote written in the first person rather a confession in the third person, and could hardly have been part of the text provided to the court as Pålssons confession. Stylistically it is similar to Knag’s preceding entry with direct quotes in broken Norwegian ascribed to Pålsson.
	Om de Folk ſom kand ſpille paa Rŭne Bomen, ſiger alle Finner, at de ere de argeſte Troldmænd og GandHŭnde ſom til er, thi de læt kand forgiöre et Menniſke med ald det hand eÿer, ja ſette den Onde af den eene og paa den anden, forwexle Menniſkerns Lÿkke, at den, ſom för hawde en ond Lÿkke, ſkal faae en god Lÿkke, og den, ſom för hawde en god Lÿkke, ſkal faae en ond, og faſt giöre hwad de ſelw wil, thi de hawer Diæwelen ſkindbarlig hos ſig. De ere og meget forfarne i ſamme Konſt, ſom taler wed Steene og Træ, iblant hwilke er denne Finds Sön, wed Nawn Chriſtopher, ſom har wiiſt mig Menniſkers Geſtalt i et Beger Brændewiin, har ladet en TindKande dandſe for ſig paa Bordet, manet en Jordfroßen Steen at komme op til ſig, med fleere hansg gögle Konſter mand har ſeet af ham. Denne maatte for nogle Aar forfoÿe ſig fra Øſt-Finmarken formedelſt en gam̅el Finne Qwinde hand war ŭeens med, hwilke begge certerede ŭdi Konſten med hinanden, og ſom hŭn war ſtærkere end hand i ſamme Konſt, maatte hand reÿſe bort, men ſiden kŭnde hans Gand rekke længere end hendes, ſaa hand hende nŭ ſkal hawe forgiort, at hŭn optörkedes og döde. En anden Finn, ſom er temmelig klog, ſiger, at denne gamle Finne Qwinde og forbem^te Anders Poulſen ere gifte og hawer hawt Brÿllŭp ŭdi Helwede, hworpaa hand har ſoret og det med Eed ſtadfæſtet. Bemeldte Chriſtophe[r] og hans Fader kŭnde iblant andet giöre mange pŭßerlige Konſter, ſærlig om Qwindfolk, om det er Kon[e] eller Pige, ſom lader nogen ligge hos dem, kŭnde de ſige, hwem det war, naar det war og hwor ofte.	This entry breaks even more than the preceding one with the rest of the material. It has the character of hearsay, despite the author claiming to have witnessed one of the acts himself.

Overall, Knag’s version confirms the claim in the court proceedings that the main part of what is cited here is a transcript of a confession made December 8^th 1691, and which was read aloud in the court. Further, it makes it easier to discern what parts are actual quotes and what is commentary to it. It remains unclear what the source value of the material unique to Knag is. Where the texts generally correspond, it is clear that he does not shy away from arbitrarily reworking the text and add blatant lies to it. The complete paragraphs without such a parallel differ stylistically from the surrounding text and must be assumed to be later, but could in theory be based on his actual interaction with Pålsson, but are tainted by his general deceitful character.