Knud Leem’s redactions of Anders Pålsson’s explanation

Transcribed by O. Solberg, 1942. The letterforms ſ and ß are normalised to s, w to v and ö to ø; the superfluous diacritics of ŭ and ÿ are omitted. Abbreviations are silently expanded.

My transcription from images of the original manuscript. Original letterforms and diacritics are retained. Abbreviations are expanded in parentheses.

The printed version uses v and ø for the manuscript’s w and ö, and omits the superfluous diacritics of ŭ and ÿ.

Blant LappeFinnen til fields udrætter hand sit spill ved steenklippen at fortrylle indtill der svaris, som de sig indbilder, som dernæst paa Runebommen en oc anden videnskab at udleede ia dis mere ondt at udvircke.

I Finmarken, hwor ieg war Misſionaire, hawe den `Rŭne-Bomer´ ſaa widt mig er bekiændt, ikke gemenlig wæret i brŭŭg; men i dens `deres´ ſtæd brŭŭgtes bötte-laag og malede ſkaaler.

Dog hawer mand endog der i landet ſporet dem, thi hos en Finmarkiſk Lap fandtes fordŭm en af fölgende Danlighed.

Men i Finmarken, hvor jeg var Misſionaire, have Ruune-Bommer, ſaa vidt mig bekiendt, ikke gemeenlig været i Brug; men i deres Sted brugtes Bøtte-Laag og malede Skaaler.

Dog haver man endog der i Landet ſporet dem; thi hos en Finmarkiſk Lap fandtes fordum een af følgende Danlighed:

Runebommens anstalt ellers at erindre, effter den maade den udj Finmarchen hos en LapFin bleff befunden, da fantis samme aff it stycke furretræ som en stoer schaal udhuulet, meget glat oc slæt aff dis iæffnligere brug oc øffvelse, oc berættet ermelte Fin den lidet at kunde tiene, om den ey aff fyrretræ bleff udarbeidet. Udj bunden paa den vaar udskaaren 2^de afflange hull huorved hand den fastholder paa handen, naar hand derpaa spiller. Offven paa denne schaal er fæstet it bredt skin som paa en Tromme oc det udaff tilbered Reneskind. Ved hver ende aff den hang it Ræfve-Øre, Ræfvenæse oc Klov. Paa offven mældte trommeskind vaar maalet med kogt Olderbarch-vand som giffver een rødebrun farffve, saaledis at den først med 4 stræger vaar affdeelt at derpaa fantis 5 separerede Rumb, oc seis mellem hver rad underskedlig figurer huer udj sin bemærckning, saasom udj den

Den war af Fÿre-Træ, ſom en ſtoor ſkaal, udhŭŭlet, i bŭnden ŭdſkaaren med 2 aflange hŭl, wed begge Ender behengt med et Ræwe-Öre, en Ræwe-Snŭde, ſampt en Kloe, og owentil, ligeſom en Tromme, betrokken med ſkind, ſom wed maling `wed Malning´ af kaagt Elle-bark-wand, der hawer en Rööd-brŭŭn farwe, war afdeelt med 4<sup>e</sup> ſtræger, og fölgelig `altſaa´ i 5 adſkilte Rŭm, i et hwært af hwilke imellŭm ſtrægerne war at see adskillige Figŭrer, hawende hwær ſin ſærdeles betÿdning.

Den var af Fyrre-Træ, ſom en ſtor Skaal, udhuulet, i Bonden udſkaaren med 2 aflan­ge Hul, ved begge Ender behengt med et Ræve-Øre, en Ræve-Snude, ſamt en Kloe, og oventil, ligeſom en Tromme, be­trokken med Skind, ſom ved Malning af kogt Elle-Bark-Vand, der haver en rød-brunn Farve, var afdeelt med 4 Stræger, og altſaa i 5 adſkilte Rum, i et hvert af hvilke imellem Strægerne var at see adskilli­ge Figurer, havende hver ſin ſærdeles Betydning.

1 Rad at see

i det 1^e Rŭm

I det 1ſte Rum:

1. Et Mennischis lignelse, som kaldis Ilmaris, saa meget som storm oc ondt veyrligt.

1 Et M(enni)ſkes Efterligning `lignelse´ kaldet Jlmaris, hwilken troedes at frembringe ſtorm og ſlemt weÿrlig.

1) Et Menneſkes Efterlignelse, kaldet Ilmaris, hvilken troedes at frembringe Storm og ſlemt Veyrligt.

2. Et Menniskis lignelse, som hand kaldte Diermis, oc naar dette billede bedis, skulle hand effter deris phantasi forskaffe mildere lufft oc stille veyr, mens denne Diermis haffver ingen magt før gud den giffver, oc som Ilmaris kand skaffe ondt veyr, saa kand Diarmis(!) alting forbædre.

2 Et M(enni)ſkes billede kaldet Diermes, ſom paa Danſk betÿder: Torden. Naar denne blew ombedet, kŭnde den efter Lap­pens derom giorte forklaring wed gŭds tilladelſe ſkaffe mildere lŭft og ſtille weÿr.

2) Et Menneſkes Billede, kaldet Dier­mes, ſom paa Danſk betyder: Torden. Naar denne blev ombedet, kunde den efter Lappens derom giorte Forklaring ved Guds Tilladelſe ſkaffe mildere Luft og ſtille Veyr.

3. En Wild-Reens skichelse, som hand næffner Gvodde, be­tyder saa meget som Wildreen. Naar der spillis paa Rune­bommen, oc vil da ringen ey dantze til den Reen, da bekommer hand som spørger god lycke till skiøtterie, da slet indtet huor nidkier de end eftersøgis.

3 Et dÿrs ſkikkelſe kaldet godde, hwilket paa danſk be­tÿder: et wildt Reensdÿr. Naar der ſpilledes paa Rŭnne-bommen, og Ringen da eÿ wilde begiwe ſig til benæwnte dÿrs billede, bekom efter Lappens ſigende den, ſom for at faae at wiide ſit Rins-dÿr-ſkÿtteries ŭdfald og lÿkke hawde forlanget Rŭnne-ſpillet, ſlet intet, hwor megen Fliid og ŭmage hand end wilde giöre ſig.

3) Et Dyrs Skikkelſe, kaldet Godde, hvilket paa Danſk betyder: et vildt Rens­dyr. Naar der ſpilledes paa Ruune-Bom­men, og Ringen da ey vilde begive ſig til benævnte Dyrs Billede, bekom efter Lap­pens Sigende den, ſom for at faae at vide ſit Rensdyr-Skytteries Udfald og Lykke havde forlanget Ruune-Spillet, ſlet intet, hvor megen Fliid og Umage han end vilde giøre ſig.

Udi den anden Rad seis

i det 2^det Rŭm.

I det 2det Rum.

1. En rund Circel med stræg offver; den kaldis Peiwe eller Soolen, dermed at skaffe got veyr.

1 Een Circŭl med en ſtræg ower kaldet Beive, ſom betÿ­der paa danſk: Solen; den̅e troede han at kŭnde ſkaffe got weÿrlig.

1) Een Circul med en Stræg over, kaldet Beive, ſom betyder paa Danſk: Solen; denne troede han at kunde ſkaffe godt Veyrligt.

2. Et Mennischis lignelse, kaldet Iumal barn som skulle frælse fra synd.

2 Et M(enni)ſkes billede kaldet Ibmel Barne i ė Gŭds Sön; den̅e troede han at kŭnde frelſe fra ſÿnd.

2) Et Menneſkes Billede, kaldet Ib­mel Barne, i. e. Guds Søn; denne troede han at kunde frelſe fra Synd.

3. Et andet billede ved naffn Iumal Etiem skal betyde Gud Fader der ondskab straffer, kand skaffe syndernis forladelse, sielens salighed oc en Christelig død.

3 Et billede kaldet Jbmel Atzhje i ė Gŭd Fader; den̅e troede han at kŭnde ſtraffe ondſkab og forſkaffe Sÿndernes forladelſe, en Chriſtelig död og ſiælens Salighed.

3) Et Billede, kaldet Ibmel Atzhie, i. e. Gud Fader; denne troede han at kunde ſtraffe Ondſkab, og forſkaffe Syndernes Forladelſe, en chriſtelig Død og Siælens Salighed.

4. En Kirchis lignelse, som hand kaldte DomKirchen, den tilbeder hand om Sielens salighed oc gode.

4 En kirkes efterlignelſe, ſom han kaldede Dom kirken, og ſagde ſig at tilbede om ſiælens ſalighed og Gode.

4) En Kirkes Efterlignelſe, ſom han kaldede Dom-Kirken, og ſagde ſig at tilbe­de om Siælens Salighed og Gode.

5. Et Mennischis billede aff naffn Engil, saa meget som den Hellig Aand, hand løser aff synd at mand som it Nyt Menniske fornyis. Saaledis ligned hand ved disse figurer, personerne udj Guddommen effter hans Moders lærdomb. Hellers staar hos hver person i alle rader En Staf affmaledt, som kaldis Iunkar Sabe eller Iuncher-staf, thj hand sagde, at ligesom Jordens herrer haffver deris haand ved staf, saa maa oc disse haffve.

5 Et M(enni)ſkes billede, ſom han kaldede engel, og ſagde at ſkŭlde be­tægne den Hellig Aand; Denne troede han at löſe fra ſÿnd og og for­nÿe et M(enni)ſke, at det bliwer et Nÿt Creatŭr. Saaledes hawde han wed bemældte 3 perſ figŭrer de 3 Perſo(ner) i Gŭddom̅en afbildede. Hos et hwært billede, ſom foreſtillede et M(enni)ſkes ſkikkelſe, ſaaes en ſtaw afmalet, hwilken han kaldede, Jŭnkar Sobbe i ė junker ſtaw; Aarſag dertil gaw han, at, ligeſom Jordens Herrer hawe ſtaw i Haanden, ſaa ſömmede det og disſe at hawe.

5) Et Menneſkes Billede, ſom han kaldede Engel, og ſagde at ſkulle betegne den Hellig Aand; Denne troede han at løſe fra Synd og og fornye et Menneſke, at det bliver et nyt Creatur. Saaledes havde han ved bemeldte 3 Figurer de 3 Perſoner i Guddommen afbildede. Hos ethvert Bil­lede, ſom foreſtillede et Menneſkes Skikkel­ſe, ſaaes en Stav afmalet, hvilken han kaldede, Junkar Sobbe, i. e. Iunker-Stav; Aarſag dertil gav han, at, ligeſom Iordens Herrer have Stav i Haanden, ſaa ſømme­de det og diſſe at have.

Udi den 3^de Rad seis

i det 3^die Rŭm

I det 3die Rum.

1. Et Mennischis lignelse som skulle vere, som hand holder for Mariæ Søster, med huilchen hun oc altid er udj raad, naar barselqvinder skall hielpis, dog kand intet uden Mariæ til­hielp udrætte.

1 Et Menniſkes efterlignelſe, ſom han ſagde at ſkŭlde betægne Mariæ Söſter, med hwilken hŭn efter hans Tanke altiid war i Raad, naar barſel qwinder ſkŭlde hiælpeſ.

1) Et Menneſkes Efterlignelſe, ſom han ſagde at ſkulle betegne Mariæ Syſter, med hvilken hun efter hans Tanke altid var i Raad, naar Barſel-Qvinder ſkulde hielpeſ.

2. Et qvindfolchs lignelse som underskedlig benæffnis, saasom Maria Iumal, Enne Acke, eller oc Maria Christi Moder. Naar hun tilbedis, hielper hun særdelis barselqvinder. Hun hielper oc til at løse aff synden.

2^do Een Qwindes efterlignelſe, hwilken han kaldede Maria Jbmel ædne i ė Maria Gŭds Moder; Hende troede han i Særdeleshed at hiælpe barſel-qwinder, desŭden og at forhiælpe til Aflöſning fra Sÿnd.

2) En Qvindes Efterlignelſe, hvilken han kaldede, Maria Ibmel Ædne, i. e. Maria Guds Moder; hende troede han i Særdeles­hed at hielpe Barſel-Qvinder, desuden og at forhielpe til Afløsning fra Synd.

3. Er 3^de billeder som kaldis Iuli peive herre, som raader for Juledagene. Den første heder Ouct Iuli Peive Her, første Iuledags herre, den anden Gouct Iuli Peive her, den anden Juledags herre, oc den 3^de Golm Iuli Peiv her, er 3^de dags herre. Naar nogen dennem vannhælliger, straffer Gud hannem, mens naar nogen holder dem ræt hellig, oc den samme vil bede Gud om noget, da stillis de dage frem for Gud at hand haffver holdt dem hellig, oc at Gud aff dis aarsage vill hielpe.

3 Trende billeder, ſom han kaldede Joŭlo-Beive Herak i ė Jŭŭle-Dags Herrene. Den förſte næwnede han: Vŭoſtes joŭlo-Beive Herra i ė förſte Jŭŭle-dags herre. Den anden: Nŭbbe Joŭlo-Herra `Joŭlo-Beive Herra´ id eſt 2^den Jŭŭle-dags Herre. Den 3^de: Goaalmad Joŭlo-Beive Herra i ė 3^die Jŭŭle-dags Herre, troede derhos, at ſaafremt nogen wanhelligede Disſe dage, ſtraffede Gŭd ham; men, om nogen holdt dem Ret Hellig, og wilde ſaa bede Gŭd om noget, da ſtilledes ſamme dage, ſom af hannem helligholdte, frem for Gŭd, og Gŭd wilde derwed bewæges til at bönhöre og hiælpe ham.

3) Trende Billeder, ſom han kaldede, Joulo-Beive Herak, i. e. Iuule-Dags Her­rerne. Den førſte nævnede han: Vuoſtes Joulo-Beive Herra, i. e. førſte Iuule-Dags Herre. Den anden: Nubbe Joulo-Beive Herra, i. e. 2den Iuule-Dags Herre. Den 3die: Goaal-mad Joulo-Beive Herra, i. e. 3die Iuule-Dags Herre, troede derhos, at, ſaafremt nogen vanhelligede diſſe Dage, ſtraffede Gud ham; men, om nogen holdt dem ret hellig, og vilde ſaa bede Gud om noget, da ſtilledes ſamme Dage, ſom af hannem helligholdte, frem for Gud, og Gud vilde derved bevæges til at bønhøre og hielpe ham.

Udi den 4^de Rad er

i det 4^de Rŭm

I det 4de Rum.

1. En rund Circel som hand kaldte Manna. Den tilbedis for got veyr oc klart Nattelufft.

1mo Een Circŭl, ſom han kaldede Mano i ė Maanen; den ſagde han at tilbedes for godt weÿrlig og klar Natte-Lŭft.

1) En Circul, ſom han kaldede Mano, i.e. Maanen; denne ſagde han at tilbedes for godt Veyrligt og klar Natte-Luft.

2. Tuende Mænds lignelse som kaldtis Olmoug Manne, det er folch som gaar till kircke.

2^do Twende Mands billeder, hwilke han kaldede Manne Olmŭk i ė efter ordene: faren­de Folk, efter meeningen: Folk, ſom gaaer til kirke.

2) Tvende Mands Billeder, hvilke han kaldede: Manne Olmuk, i. e. efter Or­dene: farende Folk, efter Meeningen: Folk, ſom gaaer til Kirke.

3. En Kirckis lignelse som skulle betyde den Kirke huor mand haffver sit tilhold ved. Til denne kircke siger hand, sig selff som oc andre at opffre till baade voxlys, penge oc andet at bliffve hiulpen, huilchet Præsten siden offverleffveris ved den rætte kircke, som denne affmaalede haffver sin bemærkning aff. Item, naar nogen er syg, eller haffver modgang paa Reen, eller andet ont er vederfaren, da bedis oc loffvis til denne Kirche.

3 Een kirkes efterlignelſe, der ſkŭlde betegne den kirke, man, `ſaaſom wærende dens Sogne-Mand,´ ſöger til. Til den ſagde han baade ſig ſelw og andre at lowe og ofre Wox-Lÿs, Penge ſampt andet, for at faae hiælp i et og andet tilfælde, og ſam̅e ſiiden at owerlewere `ſamme til´ Præſten til den wirkelige kirke, ſom wed denne afmalede blew betÿdet.

3) En Kirkes Efterlignelſe, der ſkulde betegne den Kirke, man, ſaaſom værende dens Sogne-Mand, ſøger til. Til den ſag­de han baade ſig ſelv og andre at love og ofre Vox-Lys, Penge ſamt andet, for at faae Hielp i et og andet Tilfælde, og at overlevere ſamme til Præſten til den virkelige Kirke, ſom ved denne afmalede blev betydet.

4. En mands lignelse, som staar paa anden side Kircken, skal vere den som vil gaa udj kirche.

4 Een mands billede, ſom ſtoed wed ſiiden af kirken, og efter hans ŭdtolkning ſkŭlde betegne Een, der wil gaae i kirken.

4) En Mands Billede, ſom ſtod ved Siden af Kirken, og efter hans Udtolkning ſkulde betegne en, der vil gaae i Kirken.

Udi den 5^te Rad er

i det 5^t Rŭm

I det 5te Rum.

1. Et qvindfolchs lignelse, som skal vere den bundne Diefvels­qvinde, huis naffn hand sagde sig ej at vide.

1 Een qwindes billede, ſom efter hans der­om giordte Forklaring ſkŭlde betægne den bŭndne Diæwels hŭſtrŭe; at giwe hende Nawn widſte han ikke.

1) En Qvindes Billede, ſom efter hans derom giorte Forklaring ſkulde betegne den bundne Diævels Huſtrue; at give hende Navn vidſte han ikke.

2. Et Mennischis billed som staar lit nedenfor det første, som hand siger skal vere Diefvelen som dræber folck, oc kaldis siugdom.

2 Et Menniſkes billede, ſom ſtod `hawde Stæd´ lidt der neden for `næſt forbemældte,´ og efter hans ŭdſigende ſkŭlde betegne en diæwel, ſom dræber Folk og kaldes Sÿgdom.

2) Et Menneſkes Billede, ſom havde Sted lidt neden for neſt forbemeldte, og efter hans Udſigende ſkulde betegne en Diævel, ſom dræber Folk og kaldes Sygdom.

3. Et andet Mennischis billed som skal vere den Diefvel, som er løs udj hælffved oc svæffver om udj verden. Siger sig ej naffnet at vide, mens da Gud bant den anden Diefvel, da rømbte denne bort. Da haffde Gud jernskoe paa oc nedtraadde den udj een Myr.

3 Et andet Men̅iſkes billede, hwilket han foregaw at betÿde en Diæwel, ſom gaaer lös i Helwede, og ſwæwer om i Lŭften; om ſam̅e hawde den daarlige indbildning indtaget ham, at, da Gŭd bandt den anden, römte denne bort: Hwad nawn den kaldtes med, ſagde han ſig eÿ at wære widende.

3) Et andet Menneſkes Billede, hvil­ket han foregav at betyde en Diævel, ſom gaaer løs i Helvede og ſvæver om i Luften; om ſamme havde den daarlige Indbildning indtaget ham, at, da Gud bandt den an­den, rømte denne bort: hvad Navn den kaldtes med, ſagde han ſig ey at være vidende.

4. Staar saaledis affmaaled , oc kaldis Helvit Tot(!), eller ild, huor sielen brænder.

4 Den Figŭr , hwilken efter hans ŭdtolk­ning ſkŭlde betegne Helvet dola, i ė Helwedes ild, i hwilken han troede ſiæle at brende.

4) Den Figur , hvilken efter hans Udtolkning ſkulde betegne Helvet dola, i. e. Helvedes Ild, i hvilken han troede Siæle at brænde.

5. Staar dette tegn , som hand kalder Helvit Tarve-Geidem, oc skall vere helfvedis tiære kiedell, huorudj sielene kaager.

5 Den Figŭr , ſom han ſagde at bemerke Helvet Tarve-Geŭne, i ė Helwedes Tiære-kiedel, i hwilken han indbildte ſig ſiæle at kaage.

5) Den Figur , ſom han ſagde at bemerke Helvet Tarve-Geune, i. e. Helve­des Tiære-Kiedel, i hvilken han indbildte ſig Siæle at kaage.

6. Noch seis dette tegn , som skal betyde helffvedis graff oc kaldis Helvit-hauft, derudj kastis alle de Mennisker, som troer paa Sathan.

6 Den Figŭr , ſom ſkŭlde betÿde Helvet Haŭde, i ė Helwe­des Graw, i hwilken efter hans Tanke alle de M(enni)ſker blewe kaſtede, ſom troede paa Satan.

6) Den Figur , ſom ſkulde bety­de Helvet Haude, i. e. Helvedes Grav, i hvilken efter hans Tanke alle de Menneſker bleve kaſtede, ſom troede paa Satan.

7. Et Mennischis lignelse, som haffver en stræg lige fra halsen til en støtte, den kalder hand Heonæles Gvolisis, det er den bunden Diefvel udj læncke, som skal vere den Diefvel Gud bandt i verdens skabelse. —

7 Et M(enni)ſkes billede, fra hwis hals gik en ſtræg hen til en ſtötte, hwilket efter hans ŭdſigende ſkŭlde betegne för bemeldte bŭndne Diæwel, ſom han troede at wære blewen i werdens ſkabelſe af gŭd bŭnden med Lænker.

7) Et Menneſkes Billede, fra hvis Hals gik en Streg hen til en Støtte, hvil­ket efter hans Udſigende ſkulde betegne for­bemeldte bundne Diævel, ſom han troede at være bleven i Verdens Skabelſe af Gud bunden med Lænker.

Til denne Runebomme haffver hand 2^de hamre giort aff Reenehorn, som hand kalder Zviarva vesier. Med den ene bancher hand idelig paa Runebommen, naar hand noget vill forætte, Tilmed saa haffver hand en liden indhuul dæch aff Messing med en Messing-Ring offven udj, som hand kalder Plam. Denne satte hand paa Runebommen, løffte den udj veyret, vrier den oc aff oc till, medlertid med hammeren paa­bancker, oc siger hand, at han ved Messing dæchlen kand faa at vide om det er sant eller ey hand spørger om. Bekiendte oc, at naar hand spiller paa Runebommen for nogen, oc dæchelen dantzer imod soolen, da haffver den en stor lycke hand spiller for, mens kommer den langt ned, at hand staar ved een aff dem under den sidste stræg udj den 5^te rad, da er Gud vreed paa den hand spiller for, oc maa den samme bede Gud meget før dæchlen vil gaa tilbage igien, saa Gud lader ham see at hand er ræt it syndigt Menniske; Mens dantzer dæchen ræt om oc med soolen, da haffver den god lycke hand spiller for.

Til den̅e her beſkre­wne Rŭnne-bomme war han forſÿnt med 2^de af Riins-dÿr-Horn giorte Hamre, kaldede Zhioaarve-vetzhjerak i ė Horn-Hamere, den ene af dem `ſamme´ ſagde han ſig at brŭŭge til at ſlaae paa den med. Desŭden hawde han en liden ŭdhŭŭlet dækkel, af mesſing med en mesſing Ring owen i, hwilken han ſadte paa ſkindet af `bemældte´ Rŭn̅e-Bom̅e, naar naar han til bemældte `naar han wilde begiwe ſig til berörte´ foretagende, wilde begiwe ſig brŭgede derhos `hos hwilket han brŭgte´ den Adfærd, at han löwtede Rŭn-bom̅en i weÿret, bewægede den til en og Anden ſiide, og imidlertid holdende den med den eene bankede med Hameren paa ſkindet, ſom `hwormed´ den war betrokken`,´ med, med den Anden Haand, Ÿdermere forklarede han, at, om bemældte Dækkel, i det han med Ham̅eren ſlog paa ſkindet, tog weÿ imod Solens Gang, war Lÿkken den, for hwilken Rŭnne-bom-ſpillet War `blew´ foretaget, ŭgŭnſtig, og, begaw den `at, hwis den begaw´ ſig ſaa Langt ned, at den ſtod `ſtandſede´ hos en af de ŭnder den ſidſte ſtræg i det 3<sup>die</sup> Rŭm tægnede figŭrer, war Gŭd hæftig wreed paa den Perſon, ſom bemældte `berörte´ ſpill öwedes for, og Lod ham wed ſaadant Kiændetægn forſtaae, at han war en meget Grow ſÿnder, og maatte derfor med indſtændig bön paakalde Gŭd, om dækkelen ſkulde brin­ges til at wige derfra tilbage; Men, tog den weÿ med Solens Gang, da hawde det Menniſke, for hwis ſkÿld Rŭnne-bom̅e-ſpillet war Anfanget, god Lÿkke.

Til denne her beſkrevne Ruune-Bom­me var han forſynet med 2de af Rensdyr-Horn giorte Hamre, kaldede Zhioaarve-vetzhjerak, i. e. Horn-Hamre, den eene af ſamme ſagde han ſig at bruge til at ſlaae paa den med. Desuden havde han en liden ud­huulet Dækkel af Mesſing med en Mesſing-Ring oven i, hvilken han ſatte paa Skindet af bemeldte Ruune-Bomme, naar han vilde begive ſig til berørte Foretagende, hos hvil­ket han brugte den Adfærd, at han løftede Ruune-Bommen i Veyret, bevægede den til en og anden Side, og imidlertid holden­de den med den ene, bankede med Hamme­ren paa Skindet, hvormed den var betrok­ken, med den anden Haand. Ydermere forklarede han, at, om bemeldte Dækkel, i det han med Hammeren ſlog paa Skindet, tog Vey imod Solens Gang, var Lykken den, for hvilken Ruune-Bom-Spillet blev foretaget, ugunſtig, og at, hvis den begav ſig ſaa langt ned, at den ſtandſede hos en af de under den ſidſte Streg i det 3die Rum tegnede Figurer, var Gud heftig vred paa den Perſon, ſom berørte Spil øvedes for, og lod ham ved ſaadant Kiendetegn forſtaae, at han var en meget grov Synder, og maatte derfor med indſtændig Bøn paakalde Gud, om Dækkelen ſkulde bringes til at vige derfra tilbage; Men tog den Vey med Solens Gang, da havde det Menneſke, for hvis Skyld Rune-Bom-Spillet var an­fanget, god Lykke,

Antog Runebommen til at udvise huorledis hand dermed om­gaais. Kaarset sig først, huornæst Runebommen, med Fader Wor læsning paa Carelsk, begynte dereffter sin bøn udj saa maade, Atziem Akie ja barn, ja Englen wechedon med flere ord som skulde vere: Gud Fader, din søn oc hellig aand hielpe nu, oc saa slager hand paa de maalede billeder, driffvende dechlen op som need. Banckede med hammeren oc foreholdt bommen med slige ord: Ja du Gud som hafr schabt himmel oc iord, sool, Maane, ia stierner oc alle Mennisker, ia fugle oc fisk udj haffvet, Jeg er it syndigt Menniske, gammell oc uværdig, bedre er det at ieg døer, end at du ej vill hielpe den vj effterspør. Derhos siger sig at giøre løffte ey meere at ville synde med flere dislige ord oc udtale.

I öwrigt ŭdſagde han, at, naar han wilde brŭŭge bemældte `betiene ſig af´ Rŭnne-bom̅e`n´, krÿdſede han förſt baade den og ſig ſelw, tillige brŭŭgende Herrens bön, ſampt disſe Ord Ibmel Atzhje, Barne ja Engel vækkjet don! hwilket paa danſk ſkŭlde betÿde: Gŭd Fad(er), Sön og Hel(lig) Aand. |: ieg hawer ellers ikke hört, at Lapperne kalde den Hellig Aand Engel; men i alle mig bekiændte Lappiſke Egne næwne de ham: Pasſe vŭoign :| hielp du! til anförte bön lagde han end fleere ord, ſlog ſaa med ham̅eren paa `tit-bemældte´ Rŭnne-bom̅es Skind, driwende derwed forbemældte `forberörte´ Dækkel hid og did. Ŭnder forretningen ŭdbröd han med ſaadan tale: Ja dŭ Gŭd, ſom hawer ſkabt Himele og Jord, Soel, Maane og Stiærner og alle Menniſker, Ja fŭgle og Fiſke i hawet! Ieg er et ſÿndigt Menniſke, Gam̅el og ŭ­wærdig. bedre er det, at ieg döer, end at dŭ eÿ wil hiælpe den, wi efterſpörger, wilde han ſaa meget ſige: `ɔ:´ Den ieg wed mit foretagende Rŭnne-ſpil adſpörger dig om Raad og hiælp for.

I øvrigt udſagde han, at, naar han vilde betiene ſig af Ruune-bommen, kryd­ſede han førſt baade den og ſig ſelv, tillige brugende Herrens Bøn, ſamt diſſe Ord: Ibmel Atzhje, Barne ja Engel vækkjet don! hvilket paa Danſk ſkulde betyde: Gud Fader, Søn og Hellig Aand (jeg haver ellers ikke hørt, at Lapperne kalde den Hellig Aand Engel; men i alle mig bekiendte Lap­piſke Egne nævne de ham: Paſſe Vuoign) Hielp du! Til anførte Bøn lagde han end flere Ord, ſlog ſaa med Hammeren paa tit­bemeldte Ruune-Bommes Skind, drivende derved forberørte Dækkel hid og did. Un­der Forretningen udbrød han med ſaadan Tale: Ja du Gud, ſom haver ſkabt Him­mel og Iord, Soel, Maane og Stierner og alle Menneſker, ja Fugle og Fiſke i Ha­vet! Ieg er et ſyndigt Menneſke, gammel og uværdig. Bedre er det, at jeg døer, end at du ey vil hielpe den, vi efterſpørger, det er den, jeg ved mit foretagene Ruune-Spil adſpørger dig om Raad og Hielp for.

Det ſkal agtes, at Lapperne, talende Danſk, ſige i ſtæden for ieg: wi.

Det ſkal agtes, at Lapperne, talende Danſk, ſige i Steden for Jeg: Vi.