Subsequent use of Anders Pålsen’s testimony

Governor Hans Lilienskiold had a copy of the court proceedings in his copy book. This is currently in the Tromsø branch of the National Archives (Riksarkivet), but has to my knowledge never been published. Shared errors demonstrate that this copy was used when Lilenskiold a few years later, ca. 1694–95, wrote a manuscript titled Finmarchens beſchrifŭelse (Description of Finnmark). This has the shelfmark Thott 950 fol. in the Royal Library in Copenhagen. A second folio volume continuing on the same subject, now in the Oslo branch of the National Archives and usually referred to by the modern title Om Finnmarken (About Finnmark), seems to be a continuation of the same work.

Despite having been present at the court himself, Lilienskiold does not add anything new here. The reason for this might be that this case is only the last of more than eighty such trials from the seventeenth century he covers in the chapter on this subject. Instead, he shortens the text somewhat by omitting redundancies and details he finds superfluous. He also makes some stylistic changes like breaking the monotony caused by much repeated words in the formulaic court proceedings by varying with synonyms and using the passive voice or other circumlocutions to avoid repeatedly referencing the defendant by forms of the pronoun “he”.

He then used this manuscript as the main source for a more elaborate work entitled Speculum Boreale (The Northern Mirror) a further few years later. This also takes the form of two folio volumes, Thott 948 and 949 fol., the first of which was completed around the end of 1698 and is the one that contains the material in question. In this work, the eighty other trials are only briefly summarised, while this one is covered in detail. Here he makes further similar changes as in the first work, and also ends the excerpt at an earlier point. Again he does not add anything to the text based on his personal involvement in the case, only a concluding paragraph consisting of generic sanctimonious drivel. It is also notable that he does not name Anders Pålsen here, but merely refers to him as “a Sámi”. and also avoids mentioning that he gave his account as testimony in a court case against him.

Decades later, Knud Leem used Speculum Boreale as a source for the work printed as Beſkrivelſe over Finmarkens Lapper (Description of the Sámis of Finnmark) in 1767. In addition to the printed book, his original draft containing many corrections also survives, making it easier to compare the text to Lilienskiold’s redactions.

Here the excerpt ends even earlier, but otherwise it is rather slightly expanded than further shortened. The first type of expansion has to do with Sámi words and names in the text. Unlike the previous authors, Leem knew the Sámi language, and changed any Sámi words to comply with his own orthography, and added a Danish translation if one was not already present. Words that were so corrupted in the transmission that he was not able to interpret them were silently omitted, and he altered some words so much that it is likely that they do not actually represent the same words as originally intended. The second type of expansion is caused by additions of distancing phrases such as “he believed”, “he imagined”, “he claimed” or “according to his explanation”. The text also completes the tendency from the two preceding redactions to change present tense into past tense.

Court proceedings, 1692 Hans Lilienskiold’s copy book, 1692 Finmarchens beſchrifŭelse, manuscript by Hans Lilienskiold c. 1695 Speculum Boreale, manuscript by Hans Lilienskiold in 1698 Untitled manuscript by Knud Leem c. 1740–60 Beſkrivelſe over Finmarkens Lapper, printed in 1767

My transcription from images of the original manuscript. Original letterforms and diacritics are retained. Abbreviations are expanded in parentheses.

My transcription from images of photocopies of the original manuscript. Original letterforms and diacritics are retained. Abbreviations are expanded in parentheses.

Transcribed by Rune Hagen and Per Einar Sparboe, 1998. The letterforms ſ and ß are normalised to s, w to v and ö to ø; the superfluous diacritics of ŭ and ÿ are omitted. Abbreviations are silently expanded, and the use of uppercase initials is modernised.

Transcribed by O. Solberg, 1942. The letterforms ſ and ß are normalised to s, w to v and ö to ø; the superfluous diacritics of ŭ and ÿ are omitted. Abbreviations are silently expanded.

My transcription from images of the original manuscript. Original letterforms and diacritics are retained. Abbreviations are expanded in parentheses.

The printed version uses v and ø for the manuscript’s w and ö, and omits the superfluous diacritics of ŭ and ÿ.

[...]

Anders Polsen Find
hans bekiendelse
om hans Runnebom oc Konst
som udi hans dom er indført, afsagt udi
Wazø d. 9 Februarij 1692.

Da efter flittig examen oc ofuerveyelse om denne sags beskaffvenhed, oc aff Anders Polsens vitløfftige bekiendelse oc vedstand.

Saaledis

Runnebommens beschaffenhed

Blant LappeFinnen til fields udrætter hand sit spill ved steenklippen at fortrylle indtill der svaris, som de sig indbilder, som dernæst paa Runebommen en oc anden videnskab at udleede ia dis mere ondt at udvircke.

I Finmarken, hwor ieg war Misſionaire, hawe den `Rŭne-Bomer´ ſaa widt mig er bekiændt, ikke gemenlig wæret i brŭŭg; men i dens `deres´ ſtæd brŭŭgtes bötte-laag og malede ſkaaler.

Dog hawer mand endog der i landet ſporet dem, thi hos en Finmarkiſk Lap fandtes fordŭm en af fölgende Danlighed.

Men i Finmarken, hvor jeg var Misſionaire, have Ruune-Bommer, ſaa vidt mig bekiendt, ikke gemeenlig været i Brug; men i deres Sted brugtes Bøtte-Laag og malede Skaaler.

Dog haver man endog der i Landet ſporet dem; thi hos en Finmarkiſk Lap fandtes fordum een af følgende Danlighed:

Rŭnne bomen ſom nŭ er her til ſtede, bekiente hand til forn self at hafŭe giort, det hand nŭ benechter, hŭilchen er megit Slidt af dends Jidelige brŭg. dend er af fÿre træ, ŭdhŭllet ſom en Stor Rŭnd dog aflang ſkaale, oc ſiger hand, at dend dŭer intet ŭden dend er af fÿre træ, i bŭnden paa dend haf(ŭe)r hand ŭdſkaaret 2de aflange hŭller, oc er af ſkaalenß hele træ imellom hŭllerne ſom hand holder dend med, med dend wenſtre haand naar hand ſpiller, ofŭen paa denne ſkaale er feſted et bered ſkind lige ſom paa en tromm̅e oc er ſame ſkind lige ſom et tromſkind, dog af bered Renſkind, hŭilchet instrŭment hand Kalder Rŭnne bome, wed Enderne af dend henger it Refŭe öre, noch et Refŭe öre, et Refŭe trÿne, oc en Refŭe Klo, ſom hand ſiger ſkal were prŭnchet paa Rŭne bomen, paa ſkindet af denne bome haf(ŭe)er hand malet med Kaagt aalderbarchwand, ſom gifŭer Röed farfŭe, förſt afdeelt dend med fire Streger ſom giör fem Rader, oc imellom hŭer Rad er effter ſkrefne Figŭrer malet, huer med ſin bemerchning Saalediß,

Den bekiendte hand self at hafue giort. Den vaar meget slit oc gladt aff des idelige brug oc aff it stycke furretræ udhuuled, som een stoer dog afflang skaall, oc sagde hand den intet at due uden den aff furretræ maatte forarbeidis. I bunden paa den haffver hand udskoren 2de afflange huller, oc er aff schaalens heele træ, udj mel­lem hullene som hand holder den med, med den venstre haand, naar hand spiller. Offven paa denne skaale er fæstet it bereed skin som paa een tromme oc er aff reneskind. Ved enderne aff den hang it ræffve øre 1 ræffve tryne oc een ræffve klov som skulle tiene till prunch oc ziradtz paa runnebommen. Paa offven sagte tromme skind vaar maalet med kogt olderborck vand som giffver een rød­brun farffve i saa maade at den først ved 4 stræger affdeelis saa at derpaa bliffver da 5 separerede rum oc mellem hver raad seis underskedlig figurer hver med sin bemerchning, som,

Runebommens anstalt ellers at erindre, effter den maade den udj Finmarchen hos en LapFin bleff befunden, da fantis samme aff it stycke furretræ som en stoer schaal udhuulet, meget glat oc slæt aff dis iæffnligere brug oc øffvelse, oc berættet ermelte Fin den lidet at kunde tiene, om den ey aff fyrretræ bleff udarbeidet. Udj bunden paa den vaar udskaaren 2de afflange hull huorved hand den fastholder paa handen, naar hand derpaa spiller. Offven paa denne schaal er fæstet it bredt skin som paa en Tromme oc det udaff tilbered Reneskind. Ved hver ende aff den hang it Ræfve-Øre, Ræfvenæse oc Klov. Paa offven mældte trommeskind vaar maalet med kogt Olderbarch-vand som giffver een rødebrun farffve, saaledis at den først med 4 stræger vaar affdeelt at derpaa fantis 5 separerede Rumb, oc seis mellem hver rad underskedlig figurer huer udj sin bemærckning, saasom udj den

Den war af Fÿre-Træ, ſom en ſtoor ſkaal, udhŭŭlet, i bŭnden ŭdſkaaren med 2 aflange hŭl, wed begge Ender behengt med et Ræwe-Öre, en Ræwe-Snŭde, ſampt en Kloe, og owentil, ligeſom en Tromme, betrokken med ſkind, ſom wed maling `wed Malning´ af kaagt Elle-bark-wand, der hawer en Rööd-brŭŭn farwe, war afdeelt med 4e ſtræger, og fölgelig `altſaa´ i 5 adſkilte Rŭm, i et hwært af hwilke imellŭm ſtrægerne war at see adskillige Figŭrer, hawende hwær ſin ſærdeles betÿdning.

Den var af Fyrre-Træ, ſom en ſtor Skaal, udhuulet, i Bonden udſkaaren med 2 aflan­ge Hul, ved begge Ender behengt med et Ræve-Øre, en Ræve-Snude, ſamt en Kloe, og oventil, ligeſom en Tromme, be­trokken med Skind, ſom ved Malning af kogt Elle-Bark-Vand, der haver en rød-brunn Farve, var afdeelt med 4 Stræger, og altſaa i 5 adſkilte Rum, i et hvert af hvilke imellem Strægerne var at see adskilli­ge Figurer, havende hver ſin ſærdeles Betydning.

Ŭdj dend förſte Rad ſtaar, effter at hand nŭ bekiente ſelf at hafŭe giort Rŭne bomen;

Udj den første rad,
seis som

1 Rad at see

i det 1e Rŭm

I det 1ſte Rum:

1[.] Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder ilmaris, det er Storm oc Slem weir, naar hand til beder gŭd; da ſkal den same indeholde oc til bage Kalde ſit Sleme weir, oc hand giör wel ſlem weir, men ſiger det er ſÿnd at bede der om,

1. Et mennischis lignelse, som kaldis Ilmaris, saa meget som storm oc slemt veyrligt.

1. Et Mennischis lignelse, som kaldis Ilmaris, saa meget som storm oc ondt veyrligt.

1 Et M(enni)ſkes Efterligning `lignelse´ kaldet Jlmaris, hwilken troedes at frembringe ſtorm og ſlemt weÿrlig.

1) Et Menneſkes Efterlignelse, kaldet Ilmaris, hvilken troedes at frembringe Storm og ſlemt Veyrligt.

2. Et Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder diermiß, det er torden; naar gŭd bediß ſaa hielper diermis at naar det er flo weir med megit Regn, da Kalder hand det weir til bage igien, oc at denne diermis hafŭer ingen Magt för gŭd gif(ŭe)r han(nem) for lof; hand til ſtod nŭ oc ſaa, at ilmaris Kand giöre ŭnt oc ſlem weir til at beſkadige ſkiber oc baader, men diermis Kand giöre got weir igien, oc forhindre det ŭnde, naar hand faar lof der til af gŭd,

2. Et Menniskis lignelse, som hand kaldte Diarmis, oc naar Gud bedis, kand denne Diarmis udj flo veir oc regn kalde det onde vejr tilbage, mens denne Diarmis haffver dog ingen magt før Gud giffver den, oc som Ilmaris kand giøre ondt veyer, til at beskadige skibe oc baade med, saa kand Diarmis giøre got veyer ud etc.

2. Et Menniskis lignelse, som hand kaldte Diermis, oc naar dette billede bedis, skulle hand effter deris phantasi forskaffe mildere lufft oc stille veyr, mens denne Diermis haffver ingen magt før gud den giffver, oc som Ilmaris kand skaffe ondt veyr, saa kand Diarmis(!) alting forbædre.

2 Et M(enni)ſkes billede kaldet Diermes, ſom paa Danſk betÿder: Torden. Naar denne blew ombedet, kŭnde den efter Lap­pens derom giorte forklaring wed gŭds tilladelſe ſkaffe mildere lŭft og ſtille weÿr.

2) Et Menneſkes Billede, kaldet Dier­mes, ſom paa Danſk betyder: Torden. Naar denne blev ombedet, kunde den efter Lappens derom giorte Forklaring ved Guds Tilladelſe ſkaffe mildere Luft og ſtille Veyr.

3. En wild Reenß lignelße, ſom hand Kalder Gvodde, det er en wild Reen, Naar gŭd bedis, da gifŭiß wed dend löche til at faa ſkÿde wilde Reener, oc naar der ſpillis paa Rŭne bomen, da der ſom Ringen iche wil dandze til denne Reen, da faar hand ſom ſpörger effter god löche til ſkötterj, ingen Reen den gang, om hand endſkiönt giör ſin flid der effter,

3. En vild reens schichelse, som hand neffner Gvodde betyder saa meget som vild reen, naar der spillis paa runnebommen, vill da ringen ej dandze till den reen, da faar hand som spørger god løcke till skøtterj, ingen reen den gang om han end giør sin yderste oc bæste flid dereffter.

3. En Wild-Reens skichelse, som hand næffner Gvodde, be­tyder saa meget som Wildreen. Naar der spillis paa Rune­bommen, oc vil da ringen ey dantze til den Reen, da bekommer hand som spørger god lycke till skiøtterie, da slet indtet huor nidkier de end eftersøgis.

3 Et dÿrs ſkikkelſe kaldet godde, hwilket paa danſk be­tÿder: et wildt Reensdÿr. Naar der ſpilledes paa Rŭnne-bommen, og Ringen da eÿ wilde begiwe ſig til benæwnte dÿrs billede, bekom efter Lappens ſigende den, ſom for at faae at wiide ſit Rins-dÿr-ſkÿtteries ŭdfald og lÿkke hawde forlanget Rŭnne-ſpillet, ſlet intet, hwor megen Fliid og ŭmage hand end wilde giöre ſig.

3) Et Dyrs Skikkelſe, kaldet Godde, hvilket paa Danſk betyder: et vildt Rens­dyr. Naar der ſpilledes paa Ruune-Bom­men, og Ringen da ey vilde begive ſig til benævnte Dyrs Billede, bekom efter Lap­pens Sigende den, ſom for at faae at vide ſit Rensdyr-Skytteries Udfald og Lykke havde forlanget Ruune-Spillet, ſlet intet, hvor megen Fliid og Umage han end vilde giøre ſig.

Ŭdj dend anden Rad,

Udi den anden
rad er

Udi den anden Rad seis

i det 2det Rŭm.

I det 2det Rum.

1. En Rŭnd ſirchel med en Streg igiennem, dend Kalder hand peive, det er ſolen, naar gŭd bediß, da ſkal dend gife got Solſkin, læt lŭft, oc ſmŭch weir, helſt naar Reens dÿrene wil Kalfŭe, naar Korn oc höe ſkal woxe, oc ellerß gifŭe got weir naar der om bediß,

1. En rund circel med streg igiennem, den kaldis Peiwe eller solen, dermed at skaffe got vejr.

1. En rund Circel med stræg offver; den kaldis Peiwe eller Soolen, dermed at skaffe got veyr.

1 Een Circŭl med en ſtræg ower kaldet Beive, ſom betÿ­der paa danſk: Solen; den̅e troede han at kŭnde ſkaffe got weÿrlig.

1) Een Circul med en Stræg over, kaldet Beive, ſom betyder paa Danſk: Solen; denne troede han at kunde ſkaffe godt Veyrligt.

2. Et Menniſkeß lignelße, ſom hand Kalder Jŭmal barn, det er gŭds barn, eller gŭdz Sön Chriſtŭs, naar hand til bediß, saa lößer hand af alle Sÿnder,

2. Et Menniskis lignelse kaldet Jumal-barn, afløser aff synd.

2. Et Mennischis lignelse, kaldet Iumal barn som skulle frælse fra synd.

2 Et M(enni)ſkes billede kaldet Ibmel Barne i Gŭds Sön; den̅e troede han at kŭnde frelſe fra ſÿnd.

2) Et Menneſkes Billede, kaldet Ib­mel Barne, i. e. Guds Søn; denne troede han at kunde frelſe fra Synd.

3. Et Menniſkiß lignelße, ſom hand Kalder Jŭmal-Etziem, det er gŭd fader, hand Straffer alle Sÿnder, oc ellers hielper ia forſkaffer, ia ſkicher, oc Straffer, naar hand der om bediß,

3. Et andet billed, ved naffn Jumal-Etiem, skall betyde Gud Fader som straffer ondskab. Hand kand skaffe syndernis for­ladelse sielens salighed oc een christelig død.

3. Et andet billede ved naffn Iumal Etiem skal betyde Gud Fader der ondskab straffer, kand skaffe syndernis forladelse, sielens salighed oc en Christelig død.

3 Et billede kaldet Jbmel Atzhje i Gŭd Fader; den̅e troede han at kŭnde ſtraffe ondſkab og forſkaffe Sÿndernes forladelſe, en Chriſtelig död og ſiælens Salighed.

3) Et Billede, kaldet Ibmel Atzhie, i. e. Gud Fader; denne troede han at kunde ſtraffe Ondſkab, og forſkaffe Syndernes Forladelſe, en chriſtelig Død og Siælens Salighed.

4. En Kirchiß lignelße, ſom hand Kalder dom Kirch, dend til beder hand effterdj hand dend ſelf haf(ŭe)r giort, oc ſiger hand at faa med dend ſÿnderniß forladelße, Siælenß Salighed, oc en Chriſtelig död, oc enten mand döer eller lefŭer ſaa hielper ſame Kirche,

4. En Kirchis lignelse som hand kaldte Dom Kirchen. Den til­beder hand om sielens salighed.

4. En Kirchis lignelse, som hand kaldte DomKirchen, den tilbeder hand om Sielens salighed oc gode.

4 En kirkes efterlignelſe, ſom han kaldede Dom kirken, og ſagde ſig at tilbede om ſiælens ſalighed og Gode.

4) En Kirkes Efterlignelſe, ſom han kaldede Dom-Kirken, og ſagde ſig at tilbe­de om Siælens Salighed og Gode.

5. Et Menniſkeß lignelſe ſom hand Kalder Engil, det ſkal were gŭd dend hellig aand, naar hand bediß, hand lößer af alle Sÿnder, ſaa mand blifŭer et nÿt oc Reent Menniſke naar hand wil hielpe,

5. Et Mennischis billede aff naffn Engil, saa meget som den Hellig Aand, hand løser aff synd saa mand bliffver som it nyt men­niske igien.

5. Et Mennischis billede aff naffn Engil, saa meget som den Hellig Aand, hand løser aff synd at mand som it Nyt Menniske fornyis. Saaledis ligned hand ved disse figurer, personerne udj Guddommen effter hans Moders lærdomb. Hellers staar hos hver person i alle rader En Staf affmaledt, som kaldis Iunkar Sabe eller Iuncher-staf, thj hand sagde, at ligesom Jordens herrer haffver deris haand ved staf, saa maa oc disse haffve.

5 Et M(enni)ſkes billede, ſom han kaldede engel, og ſagde at ſkŭlde be­tægne den Hellig Aand; Denne troede han at löſe fra ſÿnd og og for­nÿe et M(enni)ſke, at det bliwer et Nÿt Creatŭr. Saaledes hawde han wed bemældte 3 perſ figŭrer de 3 Perſo(ner) i Gŭddom̅en afbildede. Hos et hwært billede, ſom foreſtillede et M(enni)ſkes ſkikkelſe, ſaaes en ſtaw afmalet, hwilken han kaldede, Jŭnkar Sobbe i junker ſtaw; Aarſag dertil gaw han, at, ligeſom Jordens Herrer hawe ſtaw i Haanden, ſaa ſömmede det og disſe at hawe.

5) Et Menneſkes Billede, ſom han kaldede Engel, og ſagde at ſkulle betegne den Hellig Aand; Denne troede han at løſe fra Synd og og fornye et Menneſke, at det bliver et nyt Creatur. Saaledes havde han ved bemeldte 3 Figurer de 3 Perſoner i Guddommen afbildede. Hos ethvert Bil­lede, ſom foreſtillede et Menneſkes Skikkel­ſe, ſaaes en Stav afmalet, hvilken han kaldede, Junkar Sobbe, i. e. Iunker-Stav; Aarſag dertil gav han, at, ligeſom Iordens Herrer have Stav i Haanden, ſaa ſømme­de det og diſſe at have.

Dend gŭd ſom til bediß, ſom ofte meldet er, er de lignelßer oc figŭrer ſom hand af Malet haf(ŭe)r effter perſonerne i gŭddomen; ſom hand siger at hanß Moder han(nem) lært hafŭer,

Saaledis ligner hand ved disse figurer personerne i guddommen effter hans moders lærdom. Ellers staar hos hver person i alle rader en staf affmaledt, som hand kalder Juncher Sabe eller Junchers staff, thj hand siger ligesom jordens herrer haffver deris staff udj haanden saa haffver oc disse deris.

Ellerß Staar hos hŭer perſon i alle Rader en Staf af Malet, ſom hand Kalder Jŭncher Sabbe eller Stŭr Herr Sabbe, det er Jŭnchers Staf eller Store herreß Staf, tj hand siger lige ſom Jordenß herrer, hafŭer deriß Staf i haanden ſaa hafŭer diſße perſoner Stafŭer i deriß hender;

Ŭdj dend 3die Rad,

Udi den 3de rad
seeis.

Udi den 3de Rad seis

i det 3die Rŭm

I det 3die Rum.

1. Et Menniskes lignelſe ſom hand Kalder Ste Anna, oc sier hand at denne er Maries Söster, oc er i Raad med Marie naar hŭn hielper, ellerß Kand denne intet giöre ŭden Maries willie,

1. Et Mennischis lignelse som skall være, St Anna. Den holder hand for Mariæ søster med hvilchen hun oc altid er udj raad naar barsel qvinder skall hielpis oc kand intet giøre uden Mariæ hielp.

1. Et Mennischis lignelse som skulle vere, som hand holder for Mariæ Søster, med huilchen hun oc altid er udj raad, naar barselqvinder skall hielpis, dog kand intet uden Mariæ til­hielp udrætte.

1 Et Menniſkes efterlignelſe, ſom han ſagde at ſkŭlde betægne Mariæ Söſter, med hwilken hŭn efter hans Tanke altiid war i Raad, naar barſel qwinder ſkŭlde hiælpeſ.

1) Et Menneſkes Efterlignelſe, ſom han ſagde at ſkulle betegne Mariæ Syſter, med hvilken hun efter hans Tanke altid var i Raad, naar Barſel-Qvinder ſkulde hielpeſ.

2. Et qŭindfolchß lignelſe ſom hand Kalder oc Nefner paa adſkillig maade, Maria, Jŭmal Enne, Jŭma[l] Ache, det er, Maria, Chriſtj moder, gŭdz qŭinde, naa[r] hŭn til bediß, hielper hŭn særdeliß barßel qŭinder[,] hŭn hielper oc til at löße fra alle Sÿnder, oc hielper ia til bediß lige wed gŭd;

2. Et qvindfolchits lignelse som hand næfner underschedlig, saa­som Maria Jumal. Enne. Ache. Det er Maria Christi Moder, Guds qvinde. Naar hun tilbedis hielper hun særdelis barselqvinder. Hun hielper oc til at løse aff sønder oc tilbedis lige ved Gud.

2. Et qvindfolchs lignelse som underskedlig benæffnis, saasom Maria Iumal, Enne Acke, eller oc Maria Christi Moder. Naar hun tilbedis, hielper hun særdelis barselqvinder. Hun hielper oc til at løse aff synden.

2do Een Qwindes efterlignelſe, hwilken han kaldede Maria Jbmel ædne i Maria Gŭds Moder; Hende troede han i Særdeleshed at hiælpe barſel-qwinder, desŭden og at forhiælpe til Aflöſning fra Sÿnd.

2) En Qvindes Efterlignelſe, hvilken han kaldede, Maria Ibmel Ædne, i. e. Maria Guds Moder; hende troede han i Særdeles­hed at hielpe Barſel-Qvinder, desuden og at forhielpe til Afløsning fra Synd.

3. 4. 5. Er 3de: Menniſkerß lignelße, ſom hand Kalder Jŭlle peive, Jŭlle herr, det er Jŭle dage, Jŭlle herrer ſom Raader Jŭlen, oŭcht Jŭle Peiv herr förſte Jŭlle dags herre, goŭgt Jŭle peive herr, Anden Jŭlle dags herre, Gvolme Jŭl peive herr, tredie Jŭlle dags herre, Naar nogen wahn helliger diſße dage, da ſkal gŭd Straffe dend, men naar nogen holder dem ret hellig, oc dend ſame wil bede gŭd om noget, da ſtilles de dage frem for gŭd, oc fore gifŭis at dend eller dend hafŭer holt de dage hellige, oc at gŭd af deſßen aarſage wil hielpe, widere wille hand iche om de dage bekiende,

3. Er 3de billeder som kaldis Juli-peive, Juli Herr som raader for juledagerne. Den første hæder Ouct Juli Peive her ɔ: første juledags herre, den anden Couct Jule peive her. Det er anden juledags herre, oc den 3de Golme Jule peive her ɔ: 3de dags herre. Naar nogen dennem vannhelliger straffer Gud hannem, mens naar nogen holder dennem ræt hellig, oc den samme vill bede Gud om noget, da stillis de dage frem for Gud, oc forgiffvis at dend eller dend haffver holdt de dage hellig oc at Gud aff des aarsage vill hielpe.

3. Er 3de billeder som kaldis Iuli peive herre, som raader for Juledagene. Den første heder Ouct Iuli Peive Her, første Iuledags herre, den anden Gouct Iuli Peive her, den anden Juledags herre, oc den 3de Golm Iuli Peiv her, er 3de dags herre. Naar nogen dennem vannhælliger, straffer Gud hannem, mens naar nogen holder dem ræt hellig, oc den samme vil bede Gud om noget, da stillis de dage frem for Gud at hand haffver holdt dem hellig, oc at Gud aff dis aarsage vill hielpe.

3 Trende billeder, ſom han kaldede Joŭlo-Beive Herak i Jŭŭle-Dags Herrene. Den förſte næwnede han: Vŭoſtes jŭulo-Beive Herra i förſte Jŭŭle-dags herre. Den anden: Nŭbbe Joŭlo-Herra `Joŭlo-Beive Herra´ id eſt 2den Jŭŭle-dags Herre. Den 3de: Goaalmad Joŭlo-Beive Herra i 3die Jŭŭle-dags Herre, troede derhos, at ſaafremt nogen wanhelligede Disſe dage, ſtraffede Gŭd ham; men, om nogen holdt dem Ret Hellig, og wilde ſaa bede Gŭd om noget, da ſtilledes ſamme dage, ſom af hannem helligholdte, frem for Gŭd, og Gŭd wilde derwed bewæges til at bönhöre og hiælpe ham.

3) Trende Billeder, ſom han kaldede, Joulo-Beive Herak, i. e. Iuule-Dags Her­rerne. Den førſte nævnede han: Vuoſtes Joulo-Beive Herra, i. e. førſte Iuule-Dags Herre. Den anden: Nubbe Joulo-Beive Herra, i. e. 2den Iuule-Dags Herre. Den 3die: Goaal-mad Joulo-Beive Herra, i. e. 3die Iuule-Dags Herre, troede derhos, at, ſaafremt nogen vanhelligede diſſe Dage, ſtraffede Gud ham; men, om nogen holdt dem ret hellig, og vilde ſaa bede Gud om noget, da ſtilledes ſamme Dage, ſom af hannem helligholdte, frem for Gud, og Gud vilde derved bevæges til at bønhøre og hielpe ham.

Ŭdj dend 4de Rad,

Udi den 4de rad
er.

Udi den 4de Rad er

i det 4de Rŭm

I det 4de Rum.

1. En Rŭnd Sirchel, ſom hand Kalder Manna, det ſkal were Maanen, naar gŭd til bedis, da gifŭer dend Klart ſk[in] oc got nat weir, om end ſkiönt det er tÿcht ſkÿed weir, widere wille hand iche bekiende;

1. Stod en rund circel som hand kaldte Manna ɔ: Mannen. Den tilbedis for got oc klart natvejr.

1. En rund Circel som hand kaldte Manna. Den tilbedis for got veyr oc klart Nattelufft.

1mo Een Circŭl, ſom han kaldede Mano i Maanen; den ſagde han at tilbedes for godt weÿrlig og klar Natte-Lŭft.

1) En Circul, ſom han kaldede Mano, i.e. Maanen; denne ſagde han at tilbedes for godt Veyrligt og klar Natte-Luft.

2. oc 3. Er 2de Mends lignelße, ſom hand Kalder olmoŭg Mane Kirche, det er folch ſom gaar til Kirche, hŭilche hand holder ichŭn for en bemerchning, lige ſom andre folch gaar til Kirche,

2. Tuende mends lignelse som kaldis Olmoug Manna Kirche. Det er folch som gaar till kirche.

2. Tuende Mænds lignelse som kaldtis Olmoug Manne, det er folch som gaar till kircke.

2do Twende Mands billeder, hwilke han kaldede Manne Olmŭk i efter ordene: faren­de Folk, efter meeningen: Folk, ſom gaaer til kirke.

2) Tvende Mands Billeder, hvilke han kaldede: Manne Olmuk, i. e. efter Or­dene: farende Folk, efter Meeningen: Folk, ſom gaaer til Kirke.

4. Er en Kirchiß lignelße ſom hand Kalder Kirche, oc ſkal betÿde dend Kirche hŭor hand haf(ŭe)r ſit tilhold wed; til denne Kirche siger hand baade ſig ſelf oc andre offrer, baade woxlÿß[,] penge oc andet, dog offrer ingen med mindre de blif(ŭe)r hiŭlpen, hŭilchet offer, de ſiden lefŭerer til Preſten til dend Rette Kirche, ſom denne af malede haf(ŭe)r sin bemerchning af, item naar nogen er Sÿg, eller haf(ŭe)r Modgang paa Reen eller andet ont er nogen wederfaret, da bediß oc lofŭiß til denne Kirche, oc naar ſaa nogen blif(ŭe)r hiŭlpen da faar Kirchen hŭiß lofŭet er,

3. En kirchis lignelse oc skall betyde den kirche huor mand haff­ver sit tilhold ved. Till denne kirche siger hand sig selff som oc andre at offre till baade voxlys, penge oc andet, dog offrer ingen med mindre de bliffver hiulpen, hvilchet siden præsten offverleffveris ved den rætte kirche, som denne affmalede haff­ver sin bemærchning aff. Item naar nogen er siug eller haffver modgang paa reen, eller andet ont er vederfaren da bedis oc loffvis til denne kirche, oc naar saa nogen bliffver hiulpen da faar kirchen hvis loffvet er.

3. En Kirckis lignelse som skulle betyde den Kirke huor mand haffver sit tilhold ved. Til denne kircke siger hand, sig selff som oc andre at opffre till baade voxlys, penge oc andet at bliffve hiulpen, huilchet Præsten siden offverleffveris ved den rætte kircke, som denne affmaalede haffver sin bemærkning aff. Item, naar nogen er syg, eller haffver modgang paa Reen, eller andet ont er vederfaren, da bedis oc loffvis til denne Kirche.

3 Een kirkes efterlignelſe, der ſkŭlde betegne den kirke, man, `ſaaſom wærende dens Sogne-Mand,´ ſöger til. Til den ſagde han baade ſig ſelw og andre at lowe og ofre Wox-Lÿs, Penge ſampt andet, for at faae hiælp i et og andet tilfælde, og ſam̅e ſiiden at owerlewere `ſamme til´ Præſten til den wirkelige kirke, ſom wed denne afmalede blew betÿdet.

3) En Kirkes Efterlignelſe, der ſkulde betegne den Kirke, man, ſaaſom værende dens Sogne-Mand, ſøger til. Til den ſag­de han baade ſig ſelv og andre at love og ofre Vox-Lys, Penge ſamt andet, for at faae Hielp i et og andet Tilfælde, og at overlevere ſamme til Præſten til den virkelige Kirke, ſom ved denne afmalede blev betydet.

5. En Mandz lignelße ſom Staar paa dend anden ſide Kirchen, det ſkal were en ſom Komer paa dend anden side oc wil gaa til Kirche,

4. En mands lignelse som staar paa anden side kirchen skall vere een som vil gaa udj kirche.

4. En mands lignelse, som staar paa anden side Kircken, skal vere den som vil gaa udj kirche.

4 Een mands billede, ſom ſtood wed ſiiden af kirken, og efter hans ŭdtolkning ſkŭlde betegne Een, der wil gaae i kirken.

4) En Mands Billede, ſom ſtod ved Siden af Kirken, og efter hans Udtolkning ſkulde betegne en, der vil gaae i Kirken.

Ŭdj dend 5te Rad,

Udi den 5te rad
er.

Udi den 5te Rad er

i det 51 Rŭm

I det 5te Rum.

1. qŭindfolchß lignelße, ſom ſkal were dend bŭndne diefŭe[l] ſin qŭinde, hŭis Nafn hand ſiger ſig iche wide,

1. Et qvindfolchs lignelse som skall være den bundne Diefuels sin qvinde, huis naffn hand sagde sig dog ej at vide.

1. Et qvindfolchs lignelse, som skal vere den bundne Diefvels­qvinde, huis naffn hand sagde sig ej at vide.

1 Een qwindes billede, ſom efter hans der­om giordte Forklaring ſkŭlde betægne den bŭndne Diæwels hŭſtrŭe; at giwe hende Nawn widſte han ikke.

1) En Qvindes Billede, ſom efter hans derom giorte Forklaring ſkulde betegne den bundne Diævels Huſtrue; at give hende Navn vidſte han ikke.

2. Et Menniſkes lignelße ſom Staar lidet neden for denne förſte, ſom hand siger ſkal were en diefŭel ſom dræber folch, oc Menniſker, oc ſkal were Siŭgdom,

2. Et mennischis lignelse som staar lit neden for det første som hand siger skall vere en Diefuel som dræber folch oc kaldis siugdom.

2. Et Mennischis billed som staar lit nedenfor det første, som hand siger skal vere Diefvelen som dræber folck, oc kaldis siugdom.

2 Et Menniſkes billede, ſom ſtod `hawde Stæd´ lidt der neden for `næſt forbemældte,´ og efter hans ŭdſigende ſkŭlde betegne en diæwel, ſom dræber Folk og kaldes Sÿgdom.

2) Et Menneſkes Billede, ſom havde Sted lidt neden for neſt forbemeldte, og efter hans Udſigende ſkulde betegne en Diævel, ſom dræber Folk og kaldes Sygdom.

3. et Menniſkeß lignelße lige for denne ſom melt er, som hand siger skal were dend diefŭel ſom nŭ er löeß oc Regierer i helfŭede oc Swefŭer om i werden, hŭilchen hand ſiger ſig iche hafŭe nafn paa, oc at denne Römte da gŭd bant dend anden dief[e]l |: her effter om meldiß, oc at da gŭd fant denne, da hafde gŭd Jern ſkoe paa oc tröde denne i en Stor Mÿr,

3. Et andit mennischis billed som skall være den Diefuel som nu er løs i Hælffvede oc svæffver om udj værden. Hand siger sig ej at vide hans naffn, mens da Gud bant den anden Diefuel, da rømbte denne bort. Da haffde Gud iern skoe paa oc trøde den ned udj een stoer myr.

3. Et andet Mennischis billed som skal vere den Diefvel, som er løs udj hælffved oc svæffver om udj verden. Siger sig ej naffnet at vide, mens da Gud bant den anden Diefvel, da rømbte denne bort. Da haffde Gud jernskoe paa oc nedtraadde den udj een Myr.

3 Et andet Men̅iſkes billede, hwilket han foregaw at betÿde en Diæwel, ſom gaaer lös i Helwede, og ſwæwer om i Lŭften; om ſam̅e hawde den daarlige indbildning indtaget ham, at, da Gŭd bandt den anden, römte denne bort: Hwad nawn den kaldtes med, ſagde han ſig eÿ at wære widende.

3) Et andet Menneſkes Billede, hvil­ket han foregav at betyde en Diævel, ſom gaaer løs i Helvede og ſvæver om i Luften; om ſamme havde den daarlige Indbildning indtaget ham, at, da Gud bandt den an­den, rømte denne bort: hvad Navn den kaldtes med, ſagde han ſig ey at være vidende.

4de Staar Saalediß ⏙, dette Kalder hand Hilvet Tol, det ſkal were helwedis Jld, dend ild brender Menniſkenes Siæle i helfŭede,

4. Staar saaledis ⏙ det kalder hand Helvit Tol. Det skall vere Helfuedis ild herudi menniskens siele brænder.

4. Staar saaledis affmaaled ⏙, oc kaldis Helvit Tot(!), eller ild, huor sielen brænder.

4 Den Figŭr ⏙, hwilken efter hans ŭdtolk­ning ſkŭlde betegne Helvet dola, i Helwedes ild, i hwilken han troede ſiæle at brende.

4) Den Figur ⏙, hvilken efter hans Udtolkning ſkulde betegne Helvet dola, i. e. Helvedes Ild, i hvilken han troede Siæle at brænde.

5te Staar Saalediß Ꝍ. dette Kalder hand Hilvet Tarve Giedme, ſom ſkal were helfŭediß tiere Kiedel, ſom Kaager Menniskeneß Siæle i helfŭede,

5. Staar dette tegn δ som hand kalder Helvit Tarve Geidm oc skall være Helfuedis tiere kiedel. Herudj sielene kogis udj Helffvede.

5. Staar dette tegn O, som hand kalder Helvit Tarve-Geidem, oc skall vere helfvedis tiære kiedell, huorudj sielene kaager.

5 Den Figŭr O, ſom han ſagde at bemerke Helvet Tarve-Geŭne, i Helwedes Tiære-kiedel, i hwilken han indbildte ſig ſiæle at kaage.

5) Den Figur O, ſom han ſagde at bemerke Helvet Tarve-Geune, i. e. Helve­des Tiære-Kiedel, i hvilken han indbildte ſig Siæle at kaage.

6te Staar Saalediß ▭, dette Kalder hand Hilvet Haŭfd, det er helwediß graf, hŭor ŭdj Kaſtiß alle de Menniſker ſom tror paa diefŭelen, oc Kaſter gŭd dem der ŭdj

6. Noch seis dette tegn ▭ som skall betyde helffvedis graff oc kaldis Helvit hauft. Der udj kastis alle de mennisker som troer paa Sathan.

6. Noch seis dette tegn ▭, som skal betyde helffvedis graff oc kaldis Helvit-hauft, derudj kastis alle de Mennisker, som troer paa Sathan.

6 Den Figŭr ▭, ſom ſkŭlde betÿde Helvet Haŭde, i Helwe­des Graw, i hwilken efter hans Tanke alle de M(enni)ſker blewe kaſtede, ſom troede paa Satan.

6) Den Figur ▭, ſom ſkulde bety­de Helvet Haude, i. e. Helvedes Grav, i hvilken efter hans Tanke alle de Menneſker bleve kaſtede, ſom troede paa Satan.

7de Et Menniſkes lignelße som hawer en Streg lige fra halßen til en Stötte, denne Kalder hand Hvenaales Gvoliſis, det er en bŭnden diefŭel i lenche, ſom ſkal were dend diefŭel ſom blef bŭnden da gŭd ſkabte werden,

7. Et menniskis lignelse som haffver een stræg lige fra halsen till een støtte, den kalder hand Heonales Gvolisis. Det er een bunden Diefuel udj lænker, som skall være den Dieffvel Gud bant i verdens skabelse.

7. Et Mennischis lignelse, som haffver en stræg lige fra halsen til en støtte, den kalder hand Heonæles Gvolisis, det er den bunden Diefvel udj læncke, som skal vere den Diefvel Gud bandt i verdens skabelse. —

7 Et M(enni)ſkes billede, fra hwis hals gik en ſtræg hen til en ſtötte, hwilket efter hans ŭdſigende ſkŭlde betegne för bemeldte bŭndne Diæwel, ſom han troede at wære blewen i werdens ſkabelſe af gŭd bŭnden med Lænker.

7) Et Menneſkes Billede, fra hvis Hals gik en Streg hen til en Støtte, hvil­ket efter hans Udſigende ſkulde betegne for­bemeldte bundne Diævel, ſom han troede at være bleven i Verdens Skabelſe af Gud bunden med Lænker.

Til denne Rŭnne bome hawer hand 2de hamre, giort af Reen horn, ſom hand Kalder Ziaarve vetzier, med dend ene bancher hand Jidelig paa Rŭnne bomen naar hand noget wil for rette, til med hafŭer hand af Meſßing giort ſom en liden indhŭl dechel med en Meſßing Ring owen til, ſom hand Kalder palm, denne ſetter hand paa Rŭnne bomen, ſom hand wiſte her for Retten, oc löfte Rŭnne bomen op oc ned med ſin haand, wrier oc holder dend af oc til, oc imedens bancher med hameren, oc ſegir hand at wed Meſßing dechelen faar hand at wide om det eller det er ſant eller ei,

Till denne Runnebomme haffver hand 2de hamre giort aff Reenehorn, som hand kalder Zviarva vesier. Med den ene ban­ker hand idelig paa runnebommen naar hand noget vill forrætte. Tilmed saa haffver hand en liden indhuull deck aff messing med en messing ring offven udj, som hand kalder Plam. Dette sætter hand paa samme bomme som hand for rætten anviste, oc løffted saa runnebommen op oc need med sin haand, vrier oc holder den aff oc till oc medlertid bancker med hammeren, oc siger hand, at hand ved messing dechelen faar hand at vide om det er sant eller ey som hand spørger om.

Til denne Runebomme haffver hand 2de hamre giort aff Reenehorn, som hand kalder Zviarva vesier. Med den ene bancher hand idelig paa Runebommen, naar hand noget vill forætte, Tilmed saa haffver hand en liden indhuul dæch aff Messing med en Messing-Ring offven udj, som hand kalder Plam. Denne satte hand paa Runebommen, løffte den udj veyret, vrier den oc aff oc till, medlertid med hammeren paa­bancker, oc siger hand, at han ved Messing dæchlen kand faa at vide om det er sant eller ey hand spørger om. Bekiendte oc, at naar hand spiller paa Runebommen for nogen, oc dæchelen dantzer imod soolen, da haffver den en stor lycke hand spiller for, mens kommer den langt ned, at hand staar ved een aff dem under den sidste stræg udj den 5te rad, da er Gud vreed paa den hand spiller for, oc maa den samme bede Gud meget før dæchlen vil gaa tilbage igien, saa Gud lader ham see at hand er ræt it syndigt Menniske; Mens dantzer dæchen ræt om oc med soolen, da haffver den god lycke hand spiller for.

Til den̅e her beſkre­wne Rŭnne-bomme war han forſÿnt med 2de af Riins-dÿr-Horn giorte Hamre, kaldede Zhioaarve-vetzhjerak i Horn-Hamere, den ene af dem `ſamme´ ſagde han ſig at brŭŭge til at ſlaae paa den med. Desŭden hawde han en liden ŭdhŭŭlet dækkel, af mesſing med en mesſing Ring owen i, hwilken han ſadte paa ſkindet af `bemældte´ Rŭn̅e-Bom̅e, naar naar han til bemældte `naar han wilde begiwe ſig til berörte ´ foretagende, med begiwe ſig brŭgede disſes `hos hwilket han brŭgte´ den Adfærd, at han löwtede Rŭn-bom̅en i weÿret, bewægede den til en og Anden ſiide, og imidlertid holdende den med den eene bankede med Hameren paa ſkindet, ſom `hwormed´ den war betrokken`,´ med, med den Anden Haand, Ÿdermere forklarede han, at, om bemældte Dækkel, i det han med Ham̅eren ſlog paa ſkindet, tog weÿ imod Solens Gang, war Lÿkken den, for hwilken Rŭnne-bom-ſpillet War `blew´ foretaget, ŭguŭſtig, og, begaw den `at, hwis den begaw´ ſig ſaa Langt ned, at den ſtod `ſtandſede´ hos en af de ŭnder den ſidſte ſtræg i det 3die Rŭm tægnede figŭrer, war Gŭd hæftig wreed paa den Perſon, ſom bemældte `berörte´ ſpill öwedes for, og Lod ham wed ſaadant Kiændetægn forſtaae, at han war en meget Grow ſÿnder, og maatte derfor med indſtændig bön paakalde Gŭd, om dækkelen ſkulde brin­ges til at wige derfra tilbage; Men, tog den weÿ med Solens Gang, da hawde det Menniſke, for hwis ſkÿld Rŭnne-bom̅e-ſpillet war Anfanget, god Lÿkke,

Til denne her beſkrevne Ruune-Bom­me var han forſynet med 2de af Rensdyr-Horn giorte Hamre, kaldede Zhioaarve-vetzhjerak, i. e. Horn-Hamre, den eene af ſamme ſagde han ſig at bruge til at ſlaae paa den med. Desuden havde han en liden ud­huulet Dækkel af Mesſing med en Mesſing-Ring oven i, hvilken han ſatte paa Skindet af bemeldte Ruune-Bomme, naar han vilde begive ſig til berørte Foretagende, hos hvil­ket han brugte den Adfærd, at han løftede Ruune-Bommen i Veyret, bevægede den til en og anden Side, og imidlertid holden­de den med den ene, bankede med Hamme­ren paa Skindet, hvormed den var betrok­ken, med den anden Haand. Ydermere forklarede han, at, om bemeldte Dækkel, i det han med Hammeren ſlog paa Skindet, tog Vey imod Solens Gang, var Lykken den, for hvilken Ruune-Bom-Spillet blev foretaget, ugunſtig, og at, hvis den begav ſig ſaa langt ned, at den ſtandſede hos en af de under den ſidſte Streg i det 3die Rum tegnede Figurer, var Gud heftig vred paa den Perſon, ſom berørte Spil øvedes for, og lod ham ved ſaadant Kiendetegn forſtaae, at han var en meget grov Synder, og maatte derfor med indſtændig Bøn paakalde Gud, om Dækkelen ſkulde bringes til at vige derfra tilbage; Men tog den Vey med Solens Gang, da havde det Menneſke, for hvis Skyld Rune-Bom-Spillet var an­fanget, god Lykke,

bekiente ÿdermere, at naar hand ſpiller paa Rŭnne bome for nogen, oc dechelen dandzer imod ſolen, da hafŭer dend en Slem löche hand ſpiller for, men Komer dend ſaa langt ned at hand Staar wed en af dem ŭnder dend ſiſte Streg i dend 5te Rad, da er gŭd wred paa dend hand ſpiller for, oc maa dend ſame bede gŭd megit för dechelen wil gaa til bage igien, ſaa gŭd lader ham ſee at hand er et ſÿndig Menniſke; Men dandzer dechelen Ret om med Solen, da hafŭer dend en goed löche hand ſpiller for;

Bekiendte ydermeere at naar hand spiller paa Runnebommen for nogen, oc decheln dantzer imod solen, da haffver den en slem løcke hand spiller for, mens kommer den saa langt ned, at hand staar ved een aff dem under den sidtse stræg i den 5te rad, da er Gud vreed paa den som hand spiller for, oc maa den samme bede Gud meget før dechlen vill gaa tilbage igien, saa Gud lader ham see, at han er ræt syndig menniske. Mens dantzer dechlen ræt om med solen, da haffver den god lycke hand spiller for.

Her neſt antog hand Rŭnne bomen oc proberede med ŭnder wißning hŭorlediß hand ſpill[e]r, Korßed förſt ſig, ſaa Rŭnne bomen, oc læſte Fader Wor paa Careelſk, oc begÿnte widere ſin bön, ætziem, achie, ja barne, ja Engilen, væche don, med flere ord; oc ſkŭlle d[e]t were gŭd Fader, din Moder, ia din ſön, ia dend hellig aand hielp nŭ, oc der wed ſlaae paa ſine billeder, oc dechelen dandzede op oc ned, oc hand banchet med hameren, oc fore holt gŭderne diſße ord, ia dŭ gŭd ſom har ſkabt himel oc Jord, Soel oc Maane, ia Stierner, alle Menniſker, ia fŭgle, ia alle fiſke oc hafŭet, oc bekiendte ſine Sÿnder ſigende, ieg er et Sÿndig Menniſke, gamel oc ŭ-werdig, bettre er det ieg döer, end dŭ iche wil hielpe den wj ſpör effter, der hoß ſiger ſig at giöre löfte iche at wil ſÿnde mere, med flere hanß til bedende ord,

Hernest antog hand Runebommen oc proberede med under­visning huorledis hand spiller. Hand kaarset først sig saa Runnebommen med Fader Wor læsning paa Careliske. Begynte dereffter sin bøn saaledis: Atziem achie ja barn ja engelen weche­don med fleere ord som skulle være; Gud Fader, din moder ja din søn ja den Hellig Aand hielpe nu, oc dermed saa slager hand paa sine billeder oc dansed dechelen op oc ned. Han bancked med hammeren oc foreholdt bommen med disse ord. Ja du Gud som hafuer schabet baade himmell oc jord, soell oc maane, ja stierner oc alle mennisker, ia fugle oc fiske oc haffvet. Jeg er it syndigt menniske gammell oc uværdig. Beder er det ieg døer, end du icke vill hielpe den vj spør effter. Derhos siger sig at giøre løffte ej meere at ville synde med flere dislige ord.

Antog Runebommen til at udvise huorledis hand dermed om­gaais. Kaarset sig først, huornæst Runebommen, med Fader Wor læsning paa Carelsk, begynte dereffter sin bøn udj saa maade, Atziem Akie ja barn, ja Englen wechedon med flere ord som skulde vere: Gud Fader, din søn oc hellig aand hielpe nu, oc saa slager hand paa de maalede billeder, driffvende dechlen op som need. Banckede med hammeren oc foreholdt bommen med slige ord: Ja du Gud som hafr schabt himmel oc iord, sool, Maane, ia stierner oc alle Mennisker, ia fugle oc fisk udj haffvet, Jeg er it syndigt Menniske, gammell oc uværdig, bedre er det at ieg døer, end at du ej vill hielpe den vj effterspør. Derhos siger sig at giøre løffte ey meere at ville synde med flere dislige ord oc udtale.

I öwrigt ŭdſagde han, at, naar han wilde brŭŭge bemældte `betiene ſig af´ Rŭnne-bom̅e`n´, krÿdſede han förſt baade den og ſig ſelw, tillige brŭŭgende Herrens bön, ſampt disſe Ord Ibmel Atzhje, Barne ja Engel vækkjet don! hwilket paa danſk ſkŭlde betÿde: Gŭd Fad(er), Sön og Hel(lig) Aand. |: ieg hawer ellers ikke hört, at Lapperne kalde den Hellig Aand Engel; men i alle mig bekiændte Lappiſke Egne næwne de ham: Pasſe vŭoign :| hielp du! til anförte bön lagde han end fleere ord, ſlog ſaa med ham̅eren paa `tit-bemældte´ Rŭmne-bom̅es Skind, driwende derwed forbemældte `forberörte´ Dækkel hid og did. Ŭnder forretningen ŭdbröd han med ſaadan tale: Ja dŭ Gŭd, ſom hawer ſkabt Himele og Jord, Soel, Maane og Stiærner og alle Menniſker, Ja fŭgle og Fiſke i hawet! Ieg er et ſÿndigt Menniſke, Gam̅el og ŭ­wærdig. bedre er det, at ieg döer, end at dŭ eÿ wil hiælpe den, wi efterſpörger, wilde han ſaa meget ſige: `ɔ:´ Den ieg wed mit foretagende Rŭnne-ſpil adſpörger dig om Raad og hiælp for.

I øvrigt udſagde han, at, naar han vilde betiene ſig af Ruune-bommen, kryd­ſede han førſt baade den og ſig ſelv, tillige brugende Herrens Bøn, ſamt diſſe Ord: Ibmel Atzhje, Barne ja Engel vækkjet don! hvilket paa Danſk ſkulde betyde: Gud Fader, Søn og Hellig Aand (jeg haver ellers ikke hørt, at Lapperne kalde den Hellig Aand Engel; men i alle mig bekiendte Lap­piſke Egne nævne de ham: Paſſe Vuoign) Hielp du! Til anførte Bøn lagde han end flere Ord, ſlog ſaa med Hammeren paa tit­bemeldte Ruune-Bommes Skind, drivende derved forberørte Dækkel hid og did. Un­der Forretningen udbrød han med ſaadan Tale: Ja du Gud, ſom haver ſkabt Him­mel og Iord, Soel, Maane og Stierner og alle Menneſker, ja Fugle og Fiſke i Ha­vet! Ieg er et ſyndigt Menneſke, gammel og uværdig. Bedre er det, at jeg døer, end at du ey vil hielpe den, vi efterſpørger, det er den, jeg ved mit foretagene Ruune-Spil adſpørger dig om Raad og Hielp for.

Det ſkal agteſ, at Lapperne, talende Danſk, ſige i ſtæden for ieg: wi.

Det ſkal agteſ, at Lapperne, talende Danſk, ſige i Steden for Jeg: Vi.

Hans bekiendelse om
hans idræt oc konst

Paa til ſpörgelße ſagde han at naar nogen er ſat gand ŭdj Kand han wed ſine gŭder tage ſame gand ŭd oc lade dend Kome i dend ſame ſom hawer dend förſt ŭdſat, wiißed hŭorlediß hand det giör, ſpiller paa Rŭnne Bomen, at dechelen dandzer Rŭndt om bomen indtil dend Komer ned paa en af de Figŭrer i dend 5te Rad, ſom er en af dieflene, da wiger ganden af dend ſom haf(ŭe)r ham, oc i dend ſom ham har ŭdſat; ſagde at hand haf(ŭe)r hiŭlpet mange i Swerig lapmarch, men ingen her i landet,

1. At naar nogen er sat gand udi kand hand med sine guder tage ganden ud oc sætte den ind udj den igien som først den udsændte. Viste huorledis hand det forrætter. Han begyndte at spille paa Runebommen saa at dechlen dantzed rundt om bom­men indtil den endelig kom ned ved een aff de figurer udj den 5te rad. Saa viger ganden udaff den som hende haffver oc i den som den haffver indsat. Hvilchet offte udj Lapland er proberit, som hand selff berettede.

Hvad hand ellers effter egen vedstand formaatte, vaar først Gan at sætte, som oc aff anden at udtage, visede maaden for Rætten det at udvircke, i det hand paa Runebommens spill oc dechelens omvandring till en aff figurene aff d: 5te rad, da ganden sigis at skulle vige til den som den først udsændte, hvilchen prøffve hand berættet sig offte udj Lapmarchen at haffve prøffvet. Tiufve, sagde hand oc paa samme maade at kunde ved Runebommen det staalne gods efftergiøre; da naar spillis, da straffer Gud det onde, saa tyfuen som en tør green daglig optørris.

Thiŭfŭer, der om ſagde hand, oc wiiſte paa ſame maade ſom om gand, at dechelen dandzer til en af dieflene, da Spiller hand ſaa lenge, at gŭd Straffer tiŭfŭen ſom noget har ſtaalet, ſaa at hand törchiß oc Mafris op at hand blif(ŭe)r lige ſom tört træ,

2. Tiufue sagde hand oc paa samme maade at kunde ved rune­bommen efftergiøre. Da spiller hand saa længe at Gud straffer tyfven, saa at hand tørchis oc magris op som tørt træ.

Sagde ſig oc at Kŭnde wed ſin bön til gŭd, naar hand ſpiller paa Rŭnne bomen forſkaffe goed löche til Reenß dÿr, at wlfŭe dem ei ſkŭlle dræbe, oc ſaa i andet erholde goed löche,

3. Sagde sig oc ved sin bøn at kunde forskaffe god løcke til reens­dyr at de aff vlfue ej skulle dræbis oc saa vel udj andet erholde god lycke.

Sagde sig enda ved sin bøn at kunde forskaffe god lycke till Reensdyr, at de ved udyr ej skulle dræbis. Naar Barsel­qvinder skulle hielpis, da spillis paa bommen, da hand faar at vide ved dæchlens omdantzen med soolen, huad hand om­spørger. Paa lige maade hand oc kunde faa at vide, huorledis hans folch hiemme leffver, som om fremmedis tilstand. Tilstod oc, at hans søn kunde tale med Steen, oc der faa at vide huad effterspørgis. End sagde hand, at i det hand løffte Rune­bommen udj veyret, da faar hand svar ligesom 2de Mennisker taltis ved anden med dislige mere vitløfftighed.

Naar hand hielper barßel qŭinder da ſpiller hand paa Rŭnne bomen; oc faar hand at wide gŭdz willie naar dechelen dandzer paa Rŭnne bomen; men for ingen deel wille ſige at faa gŭderniß Swar anderlediß end naar dechelen dandzer Ret om med ſolen; paa lige maade faar hand oc widenſkab hŭorlediß hanß folch lefŭer hieme, naar hand er fra dem, ſaa oc at faa widenſkab hŭor andre folch lefŭer, ſiger oc at hanß `ſön´ Chriſtopher Kand talle med ſteen oc der faa wide hŭad hand ſpör effter, tj hand haf(ŭe)r gaaed wild oc gal da hand lærde, oc at Chriſtŭß haf(ŭe)r forbödet baade ham oc hanß ſön at de ei maa giöre ont, ſagde oc at hanß Sön Chriſtopher fich af en Steen at wide det ſleme weir Ao 86. da de mange folch blef her öſter, hŭor fore hand forböd at ingen ma[a]tte Roe dend dag, men ſom ingen wille adlÿde ham, ia iche hanß egen broder, da blef de oc borte; End ſagd[e] hand, at i det hand oplöfter Rŭnne bomen höit i weiret, eller hanß Sön Chriſtopher löfter Stenen höit i weiret, da faar de Swar; lige ſom 2de Menniſker taliß wed hŭer andre;

4. Naar hand vil hielpe barselqvinder, da spiller hand paa runebommen. Da faar hand at vide Guds vilie naar decklen dantzer, mens for ingen deel ville sige at faa gudernis svar anderledis end naar deckelen dantzer ræt omking med solen.

5. Paa lige maade kand hand oc faa at vide, huorledis hans folch hiemme leffver, naar hand er fra dennem. Saa oc faa videnskab om andre folcks tilstand. Tilstod oc at hans søn Christopher kunde tale med steen oc der faa at vide huad hand spørger eff­ter, thj hand haffver gaaet vild oc gall da hand lærde. Sagde oc at ermelte Christopher fick aff een steen at vide det slemme vejr Ao –86 da så mange mennisker till søes omkom, huorfor hand forbød at ingen maatte roe den dag, mens som ingen vilde lyde hannem ja ej hans egen broder som oc bleff samme tid borte. End sagde hand, at i det hand løffter Runnebommen i vejret da faar hand svar ligesom tvende mennisker talis ved hver anden. Mens som hand forstod at det vaar øffrigheden udj mod at hand bruge Runebommen, vill hand den nu forlade, oc lige som andre folck tro paa Gud i Himmelen.

Om alle diſße gierninger hand ſagde ſig at Kŭnde forrette, wille hand ei til ſtaa, nogen af dem ||: her i landet at hafŭe öfŭet eller brŭgt, oc der for protesterede paa ſin ŭ-ſkÿldighed oc at intet ont haf(ŭe)r forrettet, eller nogen Kand Klage at hand nogen Menniſker haf(ŭe)r giort ont i Ringeſte Maader; der hoß paa til ſpörgelße ſagde, at hand iche haf(ŭe)r forſoret gŭd i himelen eller ſin Chriſtendom, men naar hand til bad de afmalede gŭder, meente hand med dem gŭd i himelen, oc effterdj hand fornehmer at det er öfrigheden imod at hand brŭger Rŭnne bomen, wil hand dend nŭ forlade, oc lige ſom andre folch tro paa gŭd i himelen,

Denne Sag er ſaa her wed til i Morgen opsat,

Lad dette da korteligens vere sagt om slige Udyders høye last; dog huormed vill J Troldmænd eders ondskab endelig bestyrcke, som under vederstyggeligheds høye smitte udj almin­delighed indbefattis. Alt for tilig kom den fordømmelig videnskab paa gienge. Skadelig rood till dis fleere utidige vandgreene. Lad eders brug ved sin tid offtere disvær haffve voren nøttet, nu ved Pharaonis hoff, som de jødiske stæder, Ezech. 20 à 30, effter som skrifften medfører. Guds vredis grumhed tilsigis den forhærdedis vanart, at den ugudelige, som end udj fristelsen indesvøbis, vell udj tide S: Petri formaning til Troldmanden Simoni, bedende Gud, eders hierters onde meening dog maatte forladis, thj, mueligt eders hierter findis ey mindre fuld aff galde oc urætfærdighed beknøtted. Wæ, at i saa synde! Elsker J visdommen, bliffver da ved den sande at frygte Gud, fra huilchen ald velsignelse, hielp oc gode udflyder, oc hvor er rigere trøst oc offverflødigere gode, end udj Guds ord, at mand derved ickun vedbliffver, Syr. 34? Lad fornufften vere mangen Utidig villies offvermand, som liuset for skyggen, paa det denne møysomme strids oc kiempe­plads med glæde kand affvandris.

Dend 10 Febr(ŭarij) Er Retten atter betient ŭdj Waſöe med det laŭgret i gaar war til ſtede, ofŭer werend hans welb(ÿrdighed) ambtmanden, Jtem ŭnder Fogden, Finne lenßmanden, oc andre flere got folch;

Domme for indværende aar 1692.

Dommen af den
9 Feb. 1692.

Jndbemte Anderß Poŭelßen blef fremkaldet, oc paa til ſpörgel[ſe] Swaret, at da hand lærde Rŭnne bomens Kŭnſt af ſin Moder ſkeede det af aarſage, hand wille wide hŭor folch lef(ŭe)r langt fra, om De hafŭer goed löche, hand der om ſpörger effter, om Reißendiß folch ſkal hafŭe goed löche, at wille hielpe folch naar de war i nöed oc wed ſame Kŭnſt wille giöre got, hŭilchet hanß Moder ſagde at Slig Kŭnſt ſkŭlle hŭn lære han(nem), men hand ſelf iche begierede at wille lære, ÿdermere blef hand om adſkilligt til ſpŭrt hŭor wed hand alt til ſtod dend forige bekiendelße, oc dend iche udj noget forandrede, ei heller wille widere om ſit wæßen bekiende end det at were en Kŭnſt oc ſpil hŭor wed hand intet ŭnt haf(ŭe)r forretted;

Anders Polsen Find for Retten tiltalt formedelst sin Rŭnnebomme, herwed atskillig Troldoms Kŭnst foröffwet derŭdj bleff saaledis den 9 Febr. paa Wazö tingsted

Afskædiget —

Her ŭdjnden blef Saalediß abſkeediget,

Efter flittig Examen oc ofŭer weielſe om denne Sags Beſkaffenhed, ſaa oc af Anderß Poŭelßens witlöftige bekiendelße erfaris hŭorledis hans paaraabende Figŭrers lignelßer paa Rŭnne bomen, hannem wed Fandens Jndſkÿdelser indbilde de gierninger oc tegn hand ſpörger oc ſöger efter, ſom efter hans tale hender oc wederfaris, hŭilchen hans Kŭnſt, hand beretter at hafŭe lært af ſin Moder, ſaa wel ſom af en anden find ŭdj ſin ŭngdom; oc er hans Kŭnſt oc gierning wed Rŭnne bomen efter hans tilſtand fornehmelig dette, At hand wed det billede ilmaris ſom er Storm, Kand gŭd giöre at det ſkal indeholde ſit ŭnde oc Sleme weir, naar hand der om ſpiller oc beder gŭd, item at det `Kand´ ſkal giöre ŭnt weir til at beſkadige ſkibe oc baader; det billede diermis ſom er Thorden Kand ligeledis indeholde oc til bage hente Regn oc flo weir naar det brŭßer, oc der om bedis; Wed det dÿr Gvodde ſom er en wild Reens lignelße, Kand gŭd forſkaffe goed löche til at ſkÿde wilde dÿr; Wed dend Rŭnde Sirchel ſom er Solen, oc hand Kalder peive, Kand erlangiß got weir oc ſolſkin helſt naar Reenßdÿrene wil Kalfŭe, oc Korn oc höe ſkal woxe;

Effter flitig examen oc ofŭerwejelſe om denne ſags beſchaffenhed, saa oc af Anders Polsens witlöfftige bekiendelse erfaris, hŭorledis hans paaraabe[n]de Figŭrers Lignelser paa Rŭnnebommen hannem wed Fandens indskÿdelser indbilder de gierninger oc tegn hand spörger oc söger effter, som effter hans tale hender oc Wederfaris, hwilchen hans Kŭnst hand berætter at haffwe lært aff sin Moder, saawelsom aff een anden Find ŭdj sin Ŭngdom. Oc er hans Kŭnst oc gierning wed Rŭnnebommen effter hans tilstand fornemblig dette.

Efter flitig examen oc ofuerveyelse om denne sags beschaffenhed, saa oc af Anders Polsens vidtløfftige bekiendelse erfaris, huorledis hans paaraabende figurers lignelse paa Runnebommen hannem ved Fandens indskydelser indbilder de gierninger oc tegn hand spørger oc søger effter, som effter hans tale hænder oc vederfaris. Hvilchen hans kunst hand berætter at haffve lært aff sin moder, saavelsom aff en anden Find udj sin ungdomb. Oc er hans kunst oc gierning ved Runnebommen effter hans tilstand egentlig dette. At ved det billed Ilmaris som betyder storm kand Gud giøre at det kand indeholde sit onde oc slemme vejr, naar hand derom spiller oc beder Gud item. At det kand giøre ondt vejr till at deskade skibe oc baade. Det billed Diermis, som er torden kand ligeledis indeholde oc tilbagehente flo oc regen veyr, naar det bruser oc derom bedis

At wed det billed Ilmaris, som betÿder Storm, Kand Gŭd giöre at det skal indeholde sit onde oc slemme Wejr, naar hand derom spiller oc beder Gŭd. item at det Kand giöre ont Wejr til at beskadige skibe oc baad. Det billed Diermis som er Torden, Kand Ligeledis indeholde oc tilbagehendte Regn oc floweir, naar det brŭſer oc derom bedis. —

Wed det dÿr Gvodde, som er een Wild Reens Lignelse, Kand Gŭd forskaffe god Lÿche til at skÿde Wilde dÿr. —

Ved det dyr Gvodde som er een vildreens skichelse kand Gud skaffe god lycke till at skyde vilde dyr.

Wed den rŭnde circel som er Solen, oc hand Kalder Peive, Kand erlangis got Wejr oc soolskind, helst naar Reens dÿrene will Kalffwe, oc Korn oc höe ſkall woxe. —

Ved den runde circel, som er solen oc hand kalder Peive, kand erlangis got vejr oc solskin helst naar renen vill kalffve, oc korn oc høe skall voxe.

Det billede Jŭmal barn, ſom ſkal were gŭds Sön, Kand löße folch af deris Sÿnder, Det billede jŭmal Etziem, ſom ſkal were gŭd Fader Kand Straffe Sÿnd, Sambt Straffe, oc for ſkaffe naar hand wil, det ſom ombediß; Wed dend afmaling dom Kirch, Kand erholdis Sÿndernis forladelße, Siælens Salighed oc en Chriſtelig död, naar ſame dom Kirch der om til bedis[;]

Det billed Jŭmal-barn, som skall were Gŭds Sön, Kand löse folch aff deris sÿnder —

Det billed Jumal barn som skall være Guds søn, kand løse folck aff deris synder.

Det billed Jŭmel Etjem som skall Were Gŭd fader, Kand straffe Sÿnd sampt straffe oc forſkaffe hŭad hand will naar ombedis. —

Det billed Jumal Etjem som skall være Gud Fader, kand straffe synd, sampt forskaffe huad hand vill naar ombedis.

Wed den aff|malning Dom Kirchen Kand erholdis sÿndernis forladelse, sielens salighed oc Christelig död, naar samme dom Kirche derom bedis, —

Ved den affmaalning Dom Kirchen kand erholdis syndernis forladelse, sielens salighed oc en christelig død naar samme domb kirche derom bedis.

Det billede Engil, ſom ſkal were dend hellig aand, Kand löße af Sÿnden, Saa Mand blifŭer et nÿt oc Reent Menniſke;

Det billede Engil, som skall were den Hellig Aand, Kand Löse aff sÿnden, saa mand bliffwer it nÿt oc Reent Menniſke. —

Det billede Engel, som skall være den Hellig aand kand løse aff synden, saa mand bliffver it nyt oc reent menniske.

Det billede Maria Kand hielpe barßel qŭinder i deris nöd, oc löße fra Sÿnder, naar hand der om ſpiller; De 3de billeder Jŭlle dags herrer, ſom hand Kalder jŭlle peive herr, naar de holdiß hellige Kand de hielpe, men naar de wanhelligeß Kand gŭd formedelſt detz mißbrŭg ſtraffe; Wed dend Rŭnde ſirchel ſom ſkal were Maanen, oc hand Kalder Manna, Kand hand faa Klar Maanſkin oc got Nat weir, om endſkiönt det er ſkÿachtig weir, naar hand der om ſpiller oc beder gŭd;

Det billede Maria Kand hiel|pe barselqwinder i deris nöd, oc Löse fra sÿnder, naar hand derom spiller[.]

Det billed Maria kand hielpe barselqvinder i deris nød oc løse fra sønden, naar hand derom spiller.

De 3de billeder Jŭledags Herrer som hand Kalder Jŭle peive Herrer, naar de holdis hellig Kand de hielpe, mens naar de Wanhelligis, Kand Gŭd forme|delst des misbrŭg straffe. —

De 3de billeder som hand kalder Jule Peive Herrer, naar de holdis hellig, kand de hielpe, mens naar de vanhelligis, kand Gud formedelst des misbrug straffe.

Wed den rŭnde circel som skall were Maanen oc hand Kalder Manna Kand hand forklare Maaneskin oc got nate Wejr, om end skiönt det er skÿagtig Wejr, naar hand derom spiller oc beder Gŭd. —

Ved den runde circel, som skall vere maanen, oc hand kalder Manna, kand hand forklare maaneskin oc got veir, om endskiønt at det er skyagtigt veyr, naar hand derom spiller oc beder Gud.

Wed Kirchen ŭdj dend 4de Rad, hielper hand de ſÿge, oc de ſom hawer nogen Modgang, hŭor fore hand ſaa wel ſom de der hielpis ofrer til ſame Kirche, woxlÿß, penge oc andet, ſom lefŭeris til Preſten wed dend Kirche hand boer wed, hŭor af hans Malede Kirche hafŭer ſin bemerchning; Ŭdj dend 5te Rad hafŭer hand adſkillige diefle med dend Elſte diewels qŭinde, oc helfŭedis formanende instrumenter af malet, oc i Sær en diefŭel ſom ſkal were ſiŭgdom, hŭilchen hand ſiger Kand dræbe oc döde Menniſker, af hŭilche figŭrer oc lignelser hand mange til beder; End ÿdermere til ſtod Anderß Poŭelßen at hand wed ſin Kŭnſt oc Rŭnne bome, Kand ŭd tage gand, oc ſette dend paa ſame perſon ſom dend förſt ŭd ſat hafŭer, oc der wed mange hawer hiŭlpet, dog iche her i landet, item at Kand Straffe en tÿf ſom Stieler, ſaa hand ſkal Forſwinde oc blifŭe ſaa tör oc Mafŭer ſom et Stöche træ; Kand oc ſkaffe goed löche til Renßdÿr oc beware dem fra Wlfŭer, oc hielpe barßel qŭinder i deris nöd, Saa oc hawe Widſkab om hŭor folch lefŭer ſom er langt fra; oc for det Sidſte ſagde ſig faa ſŭar af Rŭnne bomen naar hand hart ſpill[e]r om noget oc löfter dend höit op lige ſom naar 2de Menniſker taler til ſamen, oc ſŭarer hin anden; med ÿderligere hanß bekiendelße ſom witlöftigere i achten er indfört, Hŭilcket hanß werch megit Strafwerdig findis, Særlig det hand af maler dend hellig trefoldigheds perſoner, gŭud Fader, Sön oc hellig aand, ſom hand wed ſine beswæringer oc Mißbrŭg ſom gŭd for hannem ſkal for rette oc Kŭndgiöre, ſaa megit growelig wan ærer, for achter, beſpotter oc höit for törner, ſom oc wed Fader wor læßning, oc det hellige Korßes betegnelse ower ſig, oc ower Rŭnne bomen naar hand wil ſpille, ſambt wed dend erindring hand giör ſine billeder i gŭds Sted, om gŭds ſkabte Elementer, ſigende til dennem, dŭ gŭd ſom ſkabte himel oc Jord, Sol oc Maane etc. oc endelig wed det hand afmaler helwede oc dieflene, hŭor om hand intet Særdeelis wil bekiende hŭorledis hand med dem omgaais;

Wed Kircken ŭdj den 4de Rad hielper hand de Sÿge oc de som haffwer nogen modgang, hŭorfor hand saawelsom de der hielpis offrer til samme Kirche, Woxlÿs, penge, oc andet som leffweris til Presten wed den Kirche hand boer wed, hŭoraff hans maalede Kirche haffwer sin be|merchning.

Ved kirchen udj den 4derad hielper hand de syge oc de som haffver nogen modgang, huorfor hand saavelsom de der hielpis offrer till samme kirche voxlys, penger oc andet som leffveris till præsten ved den kirche hand boer ved, huaraff hans maalede kirche haffver sin bemerchning.

Udj den 5te Rad haffwer hand atſkillige dieffle med den eldſte dieffwels qwinde oc Helffwedis formenende instrŭmenter affmaaledt, oc ŭdj sær een Diefŭel som skall were Sÿgdom, hwilchen hand siger Kand döde oc drebe Mennisken aff hwilche figŭrer oc Lignelser hand mange tilbeder —

Udj den 5te rad haffver hand atskillige Diefle med den eldste Dieffvels qvinde oc Helffvedis formenende instrumenter aff­maaled, oc udj sær een Dieffuel som skall vere sygdom, hvilchen hand siger kand døde oc dræbe mennisken aff hvilche figurer oc lignelser hand mange tilbeder. End ydermeere tilstood Anders Polsen at han ved sin kunst oc runnebom kand undtage gan oc sætte den paa den samme person som den først udsatt haffver, huorved mange er hiulpet, dog ej her i landet. item at hand kand straffe en tyff som stieler, saa hand skall forsvinde oc bliffve saa tør oc maffver som it stycke træ.

End ÿdermer tilstod Anders Polsen at hand wed sin Kŭnst oc Rŭnnebomme Kand ŭdtage Gand oc sætte den paa den samme person som den först ŭdsat haffwer, oc derwed mange haffwer hiŭlpet, dog ej her i Landet. Item at hand Kand straffe een Tiŭf, som stieler, saa hand skall forswinde oc bliffwe saa tör oc maffwer som it stÿche træ. Kand oc skaffe god Löche till Reens­dÿr oc bewar dem fra Ŭlffwe, oc hielpe barſelqwinder i deris nöd. Saa oc haffwe widſkab om hŭor folch leffwer som er Langt fra, oc for det sidste sagde sig at faa Swar aff sin rŭnnebomme, naar hand hart spiller om noget oc Löfter den höÿt op, Ligesom naar 2de Menniſker taler tilsammen oc swarer hin anden, med ÿderliger hans bekiendelse som witlöftog i acten er indfört[.] Hwilchet hans werck meget strafffærdig findis, særlig det hand affmaaler den Hellig 3foldigheds personer, Gŭd Fader, Sön oc Hellg Aand, som hand wed sine beswæringer oc misbrŭg som Gŭd for hanem skulle forrætte, oc Kŭnd|giöre, saa meget groffwelig wanærer, foragter, bespoter oc höÿt fortörner som oc wed Fader Wor-Læsning oc det Hellige Kaarſis betegnelse offwer sig oc offwer Rŭnnebommen naar hand will spille, sampt wed den erindring hand giör sine billeder i Gŭds sted om sine skabte elementer, sigende till dennem. Dŭ gud ſom hafŭer ſchabt Himmel oc Jord oc Maane etc: Oc en­delig wed det hand affmaaler Dieflen oc Helffwede, hŭorom hand intet særdelis will bekiende, hŭorledis hand med denem omgaais.

Kand oc skaffve god lycke till reensdyr oc bevare dem fra ulffve, oc hielpe barselqvinder udj deris nød.

Saa oc haffver videnskab om huor folck leffver som eer langt fra, oc for det sidste, sagde sig at faa svar aff sin runnebomme naar hand hart spiller om noget oc løffter den høyt op ligesom naar 2de mennisker taler tilsammen oc svarer hin anden med yder­liger hans bekiendelse som udj acten vitløfftig er indført. Hvilcket hans verch meget straffverdig findis, særlig det hand affmaaler den hellige 3 foldigheds personer, Gud Fader, Søn, oc Hellig aand, som hand ved sine besværinger oc misbrug som Gud for hannem skall forrætte oc kundgiøre, saa meget groffvelig vanærer, for­agter, bespotter oc høyt fortørner, som oc ved Fader Vor-læsning oc det hellige kaarsis betegnelse offver sig oc offver runnebommen naar hand vill spille, sampt ved den erindring hand giør sine billeder i Guds stæd oc sine skabte elementer, sigendis til dennem. Du gud som hafuer schabt Himmel oc Jord oc Maane etc. Oc endelig ved det hand affmaler Dieffuelen oc Helffvede huorom hand intet særdelis vill bekiende huorledis hand med dem omgaais. Saadan hans store ugudelighed oc diefflekonst som hand udj acten aff sin ugudelige moder haffver lærdt, om hende hand oc siger ej haffde den rætte tro till Gud i Himmelen som andre folck. Hvilcket hand oc bekiender om sin eene søn ved naffn Christopher, som hand sig indbilder oc siger at samme sin søn haffver offte talt med Christo, der haffver forbødet hannem, saa­velsom hans egen moder at de ej skulle giøre noget menniske ont, oc at hans søn kunde tale med steen oc faa svar aff den, ligesom sig selff aff runebommen. Item at hans søn vaar vild oc gall da hand lærdte. Hvilchet alt er aff høy forargelse heldst paa disse vit affliggende stæder, huor een stoer deel mennisker gandske lidet er oplyst om den rætte Guds kundskab oc dyrchelse, aff hvilche naar een deell noget hænder oc vederfaris, langt heller spørger raad hos saadane Troldfolck end indfly til Gud med bøn oc paakaldelse, thj vaar det høyt fornøden at offver slig ugudelighed bleff statuerit it affskyeligt exempel, paa det Guds rætte paakaldelse kunde fornemmis.

Saadan hanß Store Ŭ-gŭdelighed oc diefle Kŭnſt ſom hand ŭdj ætten af ſin Ŭ-gŭdelige Moder lært hawer, om hind hand ſiger ei hafde dend rette tro til gŭd i himelen ſom andre folch, hŭilchet hand oc bekiender om ſin ene ſön wed Nafn Chriſtopher, ſom hand ſig indbilder oc ſiger, at ſame ſin Sön hafŭer ofte talt wed Chriſtŭß der hafŭer forbödet hannem ſaa wel ſom hans egen Moder at de iche ſkŭlle giöre nogen Menniſke ŭnt, oc at hanß Sön Kand tale wed Steene oc faa sŭar af dem lige ſom ſig ſelf af Rŭnne bomen, item at hanß Sön war wild oc gal da hand lærde, hŭilchet alt er af höi forargelße, helſt paa diſße wit afliggende Steder, hŭor en Stor deel Menniſker gandſke lidet er opliŭſt om dend rette gŭds Kŭndſkab oc dörchelße, af hŭilche en deel naar den(nem) noget hender oc weder faris, langt heller ſpörger Raad hos Saadanne Throldfolch, end indflÿ til gŭd med bön oc paakaldelße, tj war det höit fornöden, at de ofŭer Slig Ŭ-gŭdelighed blef Statŭerit et afſkÿelig Exempel, paa det gŭds Rette paa kaldels Kŭnde fremmiß; Da ſom deſlige gierninger oc afgŭds dörchelße ſom Anders Poŭelßen friwilligen bekiender att hafŭe öfŭet, oc er for faren ŭdj, ei ŭdj loŭgen findiß benefnede, at de der efter Kŭnde afſtraffis, |: hŭor om dog ingen Klager at hand nogen hafŭer beſkadiget paa lif, hilßen eller godzis Miſtelse :| hafŭer hans welb(ÿrdighed) ambtmanden resolverit oc for Raadſom erachtet, effter at ieg med hans wel(bördighed) der om hafŭer Consŭlerit, at denne ſag ſom er en Ŭ-ſedwanlig Casŭs hŭor ŭdj behöfŭis dend höi öfrigheds Swar fra Kiöbenhafn indhentis, hŭorledis der med ſkal forholdiß, oc acten imidlertid beſkrefŭen nedſkichis, ŭdj hŭilchen til Anders Poŭelßen bör were i goed for waring, oc hanß boes laad til ŭnder Fogden of(ŭe)r lefŭeris, ſaa fremt hand ei Kand Stille for ſin perſon oc ſine Midler ſaa nöiachtig borgen ſom ŭnder Fogden effter lowen Kand were for nöid med;

Saadan hans stoore ŭgudelighed oc dieffle Konst, som hand ŭdj atten aff sin ŭgŭdelig[e] Mo­der haffwer Lært, om hende hand siger ej haffde den rætte Tro til Gŭd i Himlen som andre folch; Huilchet hand oc bekiender om sin ene sön wed naffn Christo|pher, som hand sig indbilder oc siger at samme sin sön haff(uer) offte talt med Chriſto, der haffwer forbödet hanem, saawelsom hans egen Moder, at de iche skŭlle giöre noget Menniſke ont, oc at Hands sön Kŭnde tale med steen, oc faa swar aff den, Ligesom sig sielf aff rŭnnebommen. Item at hans Sön waar Wild oc gall da hand Lærde, Hwilchet alt er aff Höÿ forargelſe, helst paa diſſe Wit affliggende stæder, hŭor een stoer deel Menniſker gandſke lidet er op|Lÿst om den Rette Gŭds Kŭndskab oc dörchelſe, aff hwilche, naar een deel noget hender oc wederfaris, Langt heller spörger Raad hos saadane Troldfolch end ŭndflÿ til Gŭd med bön oc paakaldelse, Thj waar det höÿt fornöden at offwer slig ŭgŭdelighed bleff statŭerit if affskÿeligt exempel, paa det Gŭds rætte paakaldelse Kŭnde fremmis.

Da som dislige gierninger oc aff|gŭds dörchelse som Anders Polsen frivillig bekiender at haffwe öffwet oc er forfaren ŭdj, ej ŭdj Loŭgen findis beneffnde, at de deroff(wer) kŭnde straffis, |[:] Hŭorom dog ingen Klager, at hand nogen haffwer beſkadiget paa Liff, Halſen eller godzis miſtelse :| Haffwer hans Welb(ÿrdighed) AmptManden resolverit oc for raadsom eragtet effter at ieg med hans Welb(ÿrdighed) derom haffwer consŭlerit, at denne sag som er en ŭſæd­wanlig casŭs, hŭor ŭdj behöffwis den Höÿe Øffrigheds betenchende oc skiön, opsætter indtill Höÿ Øffrigheds swar fra Kiöbenhafn indhændtis, hŭorledis dermed ſhal forholdis, oc acten medlertid beſhreffwen nedſkichis. Udj hwilchen tid Anders Polſen bör Were i god bewaring, oc hans bodslod til Ŭnderfogden offwerleffwe|ris, saa fremt hand ei Kand stille for sin person oc midler saa nöjagtig bor|gen som Ŭnderfogden effter Loŭgen Kand were fornöÿed med. —

Da som dislig gierning er affguds dørchelse som anders Polsen frivillig bekiender at haffue øffvet oc er forfaren udj, ej udj laugen findis beneffnde, at de deroffver kunde straffis, (huorom dog ingen klager at hand nogen haffver beskadiget paa liff, helse eller godsis mistelse) haffver hans velb. amptmand resolverit oc for raad som eragtet effter at ieg med hans velb. derom haffver consulterit at denne sag som er een usædvanlig casus, huorudj behøffvis de høye herrers betenchende oc skiøn opsættis indtil høy øffrigheds svar fra Kiøbenhafn indhæntis, huorledis dermed skall forholdis, oc acten medlertid beskreffven nedskichis.

Udj hvilchen tid Anders Polsen bør være udj god forvaring oc hans boslod till underfogden offverleffveris, saa fremt hand ej kand stille for sin person oc midler saa nøyaktig borgen som underfogden effter lougen kand vere fornøyet med.

[...]

Ŭnderfogden æskede dom paa ermelte Anders Polſens bodslod till Hans Mt at henfalde, saasom samme Fin ŭdj skÿdskaffwerens hŭŭs |: d(end) 11 Febr: som Waar dagen næſt effter offe[n]mælte dombs pŭblication :| aff een gall dreng ŭdj söffne med een Øx bleff ihielslagen. Hŭorpaa d(end) 22 Febr. saaledis bleff

kiendt.

Tj er dömt oc afſagt

At ſaa ſom af dend bekiendelße ſom Andrerß Poŭelßen paa tinget d(end) 9 Febr: paſsato fri Willigenß giorde, Wit löftigenß er faris hanß Store Ŭ-gŭdeligheds öfŭelße Wed Rŭnne bomen, hŭilchet hans Werch ieg for idel af gŭderj oc grofŭeſte Trold­doms Kŭnst er achter det at were, hŭor wed hand fŭld Kom­men ſig til diefŭelen hawer hen Wiget; tj bör der fore hanß boeßlaad Were for brŭdt til hanß K: M: etter loŭgenß 6te bogß 1 Capt:, oc ſom tingß Windet af bemte 10 febr: be­kreffter Wed Special opſkrifft, at ſame finds oc hand qŭin­dis eie deele ei höiere op löber end til 32 Woger 12 (mark): fiſk, oc arfŭingerne paa ſtaar at qŭinden ſin hælningß laad der af bør ŭ-behindret nÿde, da erachtis det for Ret oc billigt at hindiß mand for ſin Mißgierning ei mere Kand for brÿde end hŭiß hanß egen howet laad Kand Were, oc qŭinden ſom med ingen ſag beſkÿldiß, at nÿde ſin andeel ſom er dend halfúe deel af ermelte Ringe midler,

At saasom aff den bekiendelse som Anders Polsen paa tinget d(end) 9 Feb passato friwilligens giorde, witlöfftig erfaris hans store ŭgŭdeligheds öffwelse wed Rŭnnebommen, hwil[c]het hans werck ieg for idel affgŭderj oc groffest[e] Trol|doms Kŭnst eragter det at Were, hŭorved hand sig fŭldkommen till dieffwelen haffwer henwiget, Thj bör derfor hans bodslod were forbrŭt til hans K: Maÿ: effter Loŭgens 6. bogs 1 Cap:. Oc som Tingswidnet aff bemelte 10 Feb: be­kreffter wed spetial opskrifft, at same Fin oc hans qwindes ejendeel ej höÿere oplöber end till 32 W. 12 (merker) fisk, oc arffwingerne paastaar at qwinden sin hælnings Laad deraff bör ŭbehindret nÿde. Da erachtis det for Ræt oc billigt at hendis Mand for sin misgierning ej mere Kand forbrÿde end hwis hans egen hoffwedlad Kand were, oc qwinden som ingen sag beſkÿldis at nÿde sin andeelsom er den Halffwe deel aff ermelte ringe middel. —

[...]

Offwer Anders Polsens drabsmand Willŭm G: bleff siden den 24 Febr: saaledis ŭdj Wazö

Afsagt.

Efter Willŭm Gŭndersens egen bekiendelsße og Widnernis bekreftelse, hŭilche hand Sandelig beiaer og Wedſtaar, hawer hand ihiel Slaget Anders Poŭelßen Find med en øx, da An­ders Poŭelsen laae i ſengen og Sof, hŭor til hand Sagde ſig gandſke ingen aarſage at hawe haft, ei heller det Ringeſte ord eller ŭnde med ſame find haft ŭdeſtaaende, allene gifŭer dette fore at hand Slig gierning giorde efter ſin formeening, at effterfi ſame find Wor en troldmand bŭr­de hand der fore Wel at döe; Af ſame hans bekiendels med ÿdermere hans talle, öÿenſiŭn og geberder, item af hanß lefnet og Slette tilſtand i denne forlöbne Winter, hŭor om hans Welb: ambtmandens ſkrifftlig Attest, ſaa Wel ſom hans Welb: tienneriß ſkrifftlig ædelig bekrefftelße Widniß, tillige med af laŭgretteds og flere got folchs tilſtand; fŭldkomelig og ſkinbarlig er erfaris at er­melte Willŭm Gŭnderßen i denne Winter, dog Wed ŭnderſkeedlige tider hawer Werit megit for röcht ŭdj galſkab og Wildelße, og derfore Worit bŭndet, endog i fieldet haardeſte Winters dage og nætter gaaed fortŭmlet, ſaa almŭen Worit opbŭdet og ſamen Kaldet han(nem) at opleede, til med hieme i hŭŭßene, gaaed baade dager og nætter gandſke nögen ſom et afſindet Menniſke; Ŭdj Saadan Wildelße og Raßerj da hand paa ſin ſŭnde fornŭft hafŭer manglet, hŭor ŭdj hand endnŭ megit ilde Continŭerer, hawer hand dette drab begaaed, hŭor for hand ei efter Anders Poŭelßens arfŭingers i Rette ſettelße |: enddog de der hos indſtillede det til Rettenß Kiendelse, hŭor med de gierne ſagde dem at Were til fredz :| Kand dömmis fra ſit lif, men for langt billigere Anßees ŭnder fogdens paaſtand; og effter for berörte be­ſkaffenhed ieg for ret afſiger, at Willŭm Gŭnderßen ſom hawer Worit betaget ſin ſŭnde fornŭft da hand dette drab öwede, bör ei der fore paa ſit lif at Straffis, men af ſin formŭe ſom hand hawer, eller Kand hereffter bekomme, giwe fŭld Mande boedtrende atten laad ſölf effter laŭgenß Siette bogß Siette Capt: 17 art:; Og ſom dette drab er ſkeed paa dend throldmand og afgŭdsdörchere Anders Poŭelßen Jmidlertid hand War anholden hos Rettens mid­ler indtil der ſŭar fra höi öfrighed Kŭnde indhentis om hŭad Straf hand paa ſin perſon for ſin throlddom og afgŭds dörchelße bŭrde ŭdſtaa, hŭiß boeslaad Wed dom til hanß K: M: er hen Kiendt; Wed hwilchet drab hand fra Exsecŭ­tionen er dödet og borttaget, der Wed drabsmanden mere imod Rettens og Exsecŭtionens ŭ-behindret fremgang ſig hafŭer forgrebet, end imod ſame throld­mands arfŭinger, hŭilche loŭgen ei heller nogen Anden Ret medholder, at de Kand fordre eller Kræfŭe böder for hannem ſom for ſin throlddom og afgŭds dörchelße bŭrde Worde Straffet; af deſßen aarſage den(nem) fra Kiendis ermelte böder ſom dennem ellers War tilfalden efter forberörte art: ŭdj loŭgen derſom deris Fader hafde Worit en frelß og Sagislös Mand, og bör ſame böder derfore at Were hanß K: M: tilhörig effter de anledninger loŭgen giwer om Fanger ſom fra Retten Exsecŭtionen borttagis, ſaa fremt de nogen ſinde af drabsmanden Kand bekommis,

Effter Villŭm Gŭnnererns egen bekiendelse oc Widnisbÿrdenis bekræfftelse hŭilche hand samptlig bejaer oc wedstaaer, haffwer hand ihielslaget Anders P. Find med een Øxe, da samme Anders P. Laa i sængen oc soff, hŭortil hand sagd sig gandſke ingen aarsage haffwe hafft ej heller det ringeste ord eller onde med samme Fin hafft ŭdstaaende, allene giffwer dette for, at hand slig gierning giort effter sim formening, at efftersom samme Find waar een Troldmand, bŭrde hand derfor wel at döe. Aff samme hans bekiendelse med ÿdermere hans tale, öÿe siŭn oc geberder, item aff hans leffnet oc slette tilstand ŭdj denne forlöben winter, hŭorom hans Welb Ambtmandens skrifftlige attest, saawelsom hans Welb. Tieneris skrifftlig ædlig bekiendelse widnis, tillige med aff Loŭgretten med fler got folchis tilstand fŭldkommelig oc skinbarlig erfaris, at ermelte `W.´ Gŭnerſen i denne winter, dog wed ŭnderſhedlige tider haffwer woren meget forrÿgt ŭdi gall skab oc wildelse, oc derfor woren bŭndet, endoc i fieldet haardest winterdage oc nätter gaaet fortŭmblet, saa almŭen Woret opbŭdet oc sammem Kaldet ham at opleede, Tilmed hiemme ŭdj hŭŭsene gaaet dage oc nætter gandſke nögen som it affsindet Menniſke. Udj saadan wildelse oc Raſerj, da hand paa sin sŭnde fornŭfft haffwer manglet, hŭor ŭdj hand endnŭ meget ilde continŭerer, ha|ffwer hand dette drab begaaed, hŭorfor hand ej effter Anders P. arffwinger i Ræte sættelse | endog de dog derhos det indstilled till Rættens Kiendelse hŭormed de gierne sagde dem at wære tilfreds | Kand dömmis fra sit Liff, mens for langt billigere anseer Ŭnderfogdens paastand, oc effter forberörte beſkaffenhed ieg for Ræt affsiger At Willŭm G: som haffwer woren betaget hans sŭnde fornŭfft, da hand dette drab öffwede, bör ej derfor paa sit Liff straffis, mens aff sin formŭe som hand haff(wer) eller hereffter Kand bekomme, giffwer fŭld Mandebood 3de 18 Lad sölff effter Loŭgens 6: bogs 6. Cap: 17 Articel. Oc som dette drab er skeed paa den Trold|mand oc Afgŭds dörcher Anders P. medlertid hand waar anholden hos Rættens midler, indtil der swar fra den höÿe Øffrighed Kŭnde indhendtis om hwad straff hand paa sin person for sin troldom oc affgŭds dÿrchelse bŭrde ŭdſtaa, hŭis bodslod wel domb til H. K. Mt: er henkiendt, Wed hwilchet drab hand fra Execŭ|tionen er dödet oc bortaget,derwed drabsmanden mere mod Rættens oc Exe|cŭtionens ŭbehindret fremgang sig haffwer forgrebet, end imod same troldmands arffwinger, hŭil[c]he Loŭgen ej heller nogen anden Ræt medholder at de Kamd fo[r]dre eller Kræffwe böder for hanem, som for sin troldom oc affgŭds dörchelse bŭrde Woren straffet. Aff des arſage denem frakiendis diſlige böder, som denem ellers waar til|faldne, effter forberörte art: ŭdj Loŭgen, dersom deris Fader haffde woren een frels oc sageslös Mand, oc bör samme böder derfor at were hans Mt tilhörig effter de an|ledninger Loŭgen giffwer om Fanger som fra execŭtionen borttagis, saa frembt de nogensinde aff drabsmanden Kand bekommis. —